Den økonomiske erhvervselite har enorm indflydelse på vores liv og på, hvor samfundet bevæger sig hen. Alligevel er der næsten ingen, der interesserer sig for den og for de beslutninger, den træffer. Ingen debatterer erhvervseliten. Fraværet af debat er absurd, fordi erhvervseliten i Danmark har langt større magt end den veluddannede elite, som der konstant bliver peget fingre ad«.

Sådan siger sociologen og forskeren Christoph Ellersgaard, der sammen med sin kollega Anton Larsen er i gang med at afdække erhvervseliten i Danmark. De tog det første spadestik i deres universitetsspeciale ’Firmaets mand’ fra 2010, der tegner et kritisk portræt af de 100 mest indflydelsesrige direktører.

Men i videnssamfundet sidder meningsdannerne og de veluddannede da på magten, ikke?

»Helt forkert. Direktøren for Dansk Supermarked, som fastsætter supermarkedets varesortiment, har da langt større betydning for danskernes madvaner end tv-kokken og skribenten Claus Meyer. Men ingen kender Dansk Supermarkeds direktørs navn. Han er ikke genstand for debat. Det er et problem. Mange forveksler privilegier med magt. Det er helt klart, at der er en kultur- og medieelite, som har mange privilegier og en elitær holdning og smag. Men har læger, forskere og redaktører magt over, hvor vi er på vej hen som samfund? Ikke nødvendigvis. Det er ikke uddannelses- og meningsdannereliten, der er de egentlige magthavere i Danmark«.

LÆS MEREHer er det nye danske klassesamfund

Så overlægen i Kartoffelrækkerne er ikke den magtfulde?

»Nej, lad os antage, at overlægen forsker i diabetes. Hvem bestemmer, hvad han skal forske i, og hvad der skal komme ud af forskningen? Det gør Novo Nordisk. For det er Novo, der betaler for musikken, og det er Novo, der bestemmer, hvilken musik der skal spilles. På samme vis bliver forskningsverdenen mere og mere styret af eksternt finansierede fonde. Eksperter kan tændes og slukkes. Men der er nogen, der kan tænde og slukke dem. Det er magtfulde fonde. Bag dem står de økonomiske interesser, den egentlige elite. Den magt, som gymnasielærere, lederskribenter og anmeldere har over samfundsudviklingen, overdrives alt for meget her i landet. Så meget rykker en tekstanalyse i gymnasiet af Klaus Rifbjerg altså heller ikke sammenlignet med tunge økonomiske beslutninger«.

Er I ude i en konspirationsteori – kapitalisterne er onde?

»Bestemt ikke. Konspirationsteorierne om, at der sidder en lille magtfuld gruppe nede i en eller anden kælder, holder ikke, og vi er ikke ude i munkemarxistiske analyser. Vi er bare nysgerrige og ønsker en afmystificerende, fordomsfri debat om topcheferne i Danmark på et kvalificeret grundlag. I Danmark ved vi ikke noget om erhvervseliten, der er totalt underbelyst, og som vi som samfund har godt af at diskutere. Hvis man gør op, hvor mange af vores timer der er underlagt beslutninger, som bliver taget af erhvervseliten – topcheferne – så er det ikke så lidt. De anonyme topdirektører har større indflydelse end Rune Lykkeberg’erne. Derfor er de værd at interessere sig noget mere for«.

Det er en udbredt forestilling, at vi ikke behøver at bekymre os for udvælgelsen af direktører, fordi det jo er de dygtigste og mest kvalificerede folk, der får en topdirektørstilling. Men glem det. Det er en myte. Det er nemlig ikke kompetencerne, der er styrende i erhvervslivet, siger Christoph Ellersgaard.

»Vores forskning viser, at topdirektørmiljøet er et lukket kredsløb. Og det betyder, at det ikke nødvendigvis er de bedste ledere, vi får i Danmark. Så holder vi talenter ude. Det er da et problem«.

LÆS OGSÅBankdirektører fejrer finanskrisen med lønhop

Et lukket kredsløb?

»Ja, sat på spidsen fungerer top-100 blandt direktører som en subkultur. Direktørerne ligner hinanden til forveksling – den typiske direktør er mand, hans far er også direktør, han bor i Whiskybæltet, har læst cand.merc. eller til ingeniør etc. Her i subkulturen er der bestemte værdier og krav til, hvordan man taler og ser ud. Det minder faktisk om den måde, fællesskabet i en rockerklub, i en kunstnerkreds eller ved solkongens hof fungerer på. Der er en bestemt uniform, tøj, sko, omgangsformer. Hos direktørerne er motorcyklen og læderjakken med rygmærket skiftet ud med en cigar og golf, og maratonløb er det seneste hit. Der nogle ting, som er med til at lukke denne gruppe af over for omverdenen«.

Men aktionærerne har da interesse i at vælge de bedste?

»Det er en misforståelse, at virksomhederne kun vælger de direktører, der er bedst for virksomheden. De vælger med afsæt i netværket. Kvalifikationer er nok en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig forudsætning for at blive topchef. Og så er der også en anden misforståelse: at der er et internationalt marked for topdirektørerne, og at det er årsagen til de høje direktørlønninger. Det er der ikke. Slet ikke. Ud af de hundrede topdirektører, vi har set på, er der seks med udenlandsk baggrund, to er svenskere. Forestillingen om, at virksomhederne bliver drevet af kompetencehensyn på en benhård og rationel måde, holder ikke«.

Hvad driver så virksomhedernes ansættelser af topledere?

»Det, der betyder noget for, om man bliver topdirektør, er, hvordan man gebærder sig i subkulturen. Vi taler om mennesker, som er ret tætte i et netværk i toppen af erhvervslivet. Pænt afsondret fra det omgivende samfund og den offentlige debat«.

LÆS MEREEliten er overklasse uden særligt talent

Taler vi om korruption og nepotisme?

»Nej, det handler ikke om korruption og nepotisme, men om netværk. Juridisk set er det helt legalt, men ud fra et demokratisk perspektiv er det ikke legitimt. Vi taler om et lukket kredsløb. Der er næsten ingen kvinder. Og næsten ingen med arbejderklassebaggrund. Det demokratiske problem er, at der er nogle, der bliver ekskluderet på forhånd, som aldrig kommer ind i den der elite. Det er især et problem, fordi vi foregøgler os og lever på den illusion, at det ikke forholder sig sådan. At alle kan træde ind i erhvervseliten. Det må vi da kunne debattere i Danmark«.

Er det kun i Danmark, det er tilfældet?

»Nej, det lukkede gælder også i udlandet. Men subkulturerne er forskellige. I Danmark er der f.eks. ingen humanister og næsten ingen ph.d.er blandt topdirektørerne, det er der i udlandet. I Tyskland har næsten halvdelen af topdirektørerne en ph.d.«.

Skal man lave kvoter for at bryde ind i netværkskulturen?

»Det vil jeg ikke afvise, det afhænger lidt af, hvad politikerne vil. Her stopper sociologen. Det er et politisk valg. Vi lægger ny debatskabende viden og kortlægninger frem for offentligheden. Så må andre tage stilling til de politiske løsninger«.

Men I må da kunne pege nogle områder, hvor man skal gøre noget nyt?

»Politikerne kunne passende tænke over, hvordan de sammensætter kommissioner og udvælger bestyrelsesmedlemmer til statslige selskaber som SAS, Københavns Lufthavne etc. Hvis det er en lille netværkselite, som ikke nødvendigvis er de bedst egnede, der sidder på magtposterne i Danmarks største virksomheder, er det så også dem, der skal sidde i statslige bestyrelser? Det ville være en relevant debat at tage. I det hele taget skal vi i Danmark slippe debatten og den politiske fantasi løs, når det gælder erhvervseliten. Det, at vi ikke debatterer topledere i Danmark, gør, at vi affinder os med status quo. Erhvervseliten er et politikområde som alle mulige andre politikområder. Nu skal vi have den debat«.