Danskerne møder som regel forældreløse børn, når mislykkede anbringelser eller adoptionssager kommer op i medierne.

Som psykolog arbejder jeg med rådgivning af adoptivfamilier, hvis børn har fået så ringe omsorg før adoptionen, at de udvikler en række vanskeligheder, og med rådgivning og undervisning for kommunerne i svære anbringelsessager i almindelighed. Internationalt arbejder jeg med uddannelse af børnehjemspersonale og familieplejeorganisationer.

Hvordan ser adoption ud fra det globale perspektiv, og hvordan sikrer man gode og etiske adoptionsforløb?

Adopterede er kun en minimal del af en meget større – og desværre voksende – gruppe: I 2003 var der 143 millioner forældreløse, svarende til Ruslands befolkning, i dag er der formentlig omkring 180 millioner. I Europa alene ca. 1,5 millioner, hvoraf ca. 100.000 er under 3 år.

Også her stiger antallet af forladte børn på trods af faldende fødselstal. At være ’forældreløs’ må lige forklares nærmere: 85 procent af de anbragte eller forladte børn har nemlig levende forældre, men har ingen kontakt med dem og lever uden omsorg fra dem. Lokale krige og sygdomme er kun en lille del af forklaringen på denne økologiske katastrofe, der kan måle sig med den globale opvarmning.

Motoren i de brudte bånd er ændringer i familiestrukturen, øget mobilitet og acceleration i flytningen fra land til by. Unicefs tema for 2012 er ’Børn i byer’. For når storfamilien på landet giver op og flytter til byen, kan børnene ikke længere bidrage til produktionen – de bliver en udgift, som enhver dansk forælder ved. Samtidig skrumper storfamilien ind mod singleforældren, og dermed mindskes familiens omsorgskraft.

I Kina er 40 procent af befolkningen flyttet fra landet til byen på bare 10 år. I Perus hovedstad bor 11 millioner mennesker i Lima, de 9 millioner tidligere bønder har ikke arbejde og bor i slum og papkassehuse. Da Rumænien blev medlem af EU, forlod 2 millioner rumænere landet for at søge arbejde og efterlod næsten 100.000 børn og unge alene hjemme fra den ene dag til den anden. I Athen afleveres anonymt 1-3 spædbørn dagligt, men under krisen er tallet steget til 10-12 pr. dag.

Det er ikke kun i Danmark, at udkanter og metropoler opstår – det er overalt. Og utallige børn falder af i svinget. Hvem griber dem så? En stor del bliver gadebørn, mange ender på overfyldte hospitalslignende børnehjem, en del i plejefamilier. Over halvdelen kommer aldrig ind på arbejdsmarkedet som voksne, og mange udvikler svære vanskeligheder på grund af tidligt omsorgssvigt.

Der er for tiden stærke bevægelser, som søger at få regeringer til at lukke børnehjem og anbringe i plejefamilier, da forskningen har vist, at børn udvikles langt bedre her. Rumænien har f.eks. med en gigantisk indsats flyttet 90 procent af børnehjemsbørnene ud i plejefamilier over de sidste 15 år. I mange lande er familiepleje imidlertid en ukendt institution, fordi det stadig er storfamilien, der har eneansvaret for børnene, og det at være forældreløs er behæftet med skam, social eksklusion og marginalisering.

En meget lille del bliver adopteret – kun 5 procent bliver forældreløse, før de fylder fem, og det er reelt kun denne gruppe, der ønskes af adoptanter. Behovet opstår, fordi vestlige samfund har stigende fødealder, og derfor er f.eks. i Danmark 15 procent af alle par barnløse ligesom i andre industrialiserede samfund.

Det stigende behov og det lille udbud skaber tre typer adoptionsformidling: Den anstændige, hvor formidlende organisationer og regeringer lægger et stort arbejde i at støtte lokal udvikling og omsorgsviden på børnehjemmene.

En gråzone, hvor formidlerne ikke gør andet end at formidle flest børn billigst muligt, og et sort marked, hvor forældre franarres eller afpresses deres børn, eller de stjæles. Det sidste er vokset i de senere år, da flere lande lukker for adoption, og flere ønsker at adoptere.

At et land lukker for adoption, afspejler ikke nødvendigvis et faldende behov, men lige så ofte at regeringer ikke ønsker, at deres land skal forekomme tilbagestående, og børnene stuves i stedet ind på børnehjem.

Dilemmaet om, hvorvidt det er bedst for et barn at blive adopteret eller at forblive i hjemlandet, er konstant og kan kun erfares i det enkelte tilfælde, men den underliggende årsag er det stigende antal forladte børn og de rige landes fertilitetsproblemer.

Om adoption er en fordel for et barn, afhænger i høj grad af modtagerlandets evne til at håndtere adoptionsprocessens lange kæde, fra samarbejdet med lokale regeringer til udvælgelse og opfølgning og støtte til adoptionsforløbet i barnets opvækst.

I erkendelse af behovet for omsorgsuddannelse dannede jeg for nogle år siden et frivilligt og ulønnet globalt forskernetværk med det formål at designe en gratis, praktisk internetbaseret uddannelse i omsorg for småbørn på børnehjem og i plejefamilier.

Det blev i første omgang til to EU-projekter, ’Fair Start’ og ’Transfair’, der nu udbreder uddannelsen i 12 europæiske lande på 8 sprog, frit tilgængelig på www.fairstart.net/training. Der viste sig så stor interesse fra forskere og praktikere i den 3. verden, at frivillige har oversat den til endnu 21 sprog, som kan tilbydes på nettet, efterhånden som vi finder funding til at udbygge sitet www.fairstartglobal.com.

Uddannelsen er f.eks. nu obligatorisk i en indonesisk udgave for alle ansatte på de 8.000 indonesiske børnehjem, ca. 40.000 medarbejdere og ledere. Medarbejdere fra Adoption Center er også blevet uddannet som instruktører og er begyndt at uddanne medarbejdere på børnehjem – også i Addis Abeba. En oversættelse af uddannelsen til Amhari – det lokale sprog – er der desværre ikke fundet midler til endnu.

Efter 30 år i arbejdet med anbragte og adopterede børn har jeg følgende forslag til, hvad der kan forbedres i danske adoptionsforløb til glæde for både adopterede og adoptanter. Jo flere af disse forhold der halter, jo større er sandsynligheden for, at en sag går galt, og at adoptionen ikke lykkes. Det er faktisk muligt at forbedre adoptionsforløb ganske betydeligt med forholdsvis enkle midler.

Dansk lovgivning og praksis trænger til en opstramning på flere områder. Det bør være obligatorisk, at staten og de formidlende organisationer i samarbejde med ambassaderne tilbyder afgiverlandenes regeringer og børnehjem langsigtet støtte til organisationsudvikling og uddannelse af medarbejdere i omsorg, og tilbyder udvikling af modeller for tilsyn. Danmark har globalt set en enorm viden om småbørnspasning i institutioner og plejefamilier, som ikke findes i andre lande. I min erfaring en gigantisk ’eksportvare’, som har hævet Danmarks lidt rustne internationale omdømme betydeligt.

For nogle år siden blev ansøgningsproceduren i Danmark liberaliseret, så adoptanters egnethed ikke undersøges så grundigt som tidligere. At adoptere et barn kræver særdeles meget af adoptivforældre i retning af rummelighed og forståelse for adopteredes dobbelte position – lige så meget, som kræves af danske forældre i skilsmisseforhandlinger.

Endvidere er undersøgelse af egnethed til adoption et meget lille arbejdsfelt for medarbejdere, som også har andre opgaver, og kun et par procent af ansøgerne sendes videre til forældreevneundersøgelse. Her kunne man dels overveje en specialistuddannelse for en gruppe af statsforvaltningernes adoptionsmedarbejdere i undersøgelse af omsorgsevne, dels en revision af ansøgningsforløbet, der kunne lægge grunden til en central rådgivningsenhed.

Ser man på tiden efter adoptionen, mistede kommunerne med amternes nedlæggelse central specialistviden og rådgivning, og adoptionsområdet er i den enkelte kommune alt for lille til, at der kan opbygges ekspertise. Amternes nedlæggelse har ikke været til fordel for små grupper af børn med sjældne vanskeligheder eller sygdomme.

Derfor er der behov for en lille central ekspertgruppe, kommunerne skal danne parløb med i adoptionssager. I min rådgivning har jeg ofte oplevet store vanskeligheder i samarbejdet mellem adoptivforældre og forvaltning, når barnet havde vanskeligheder. Ikke så underligt, når højst én sag i sagsbehandlerens bunke på 40-50 sager er en adopteret teenager, og adoptivforældre i krise skal samarbejde med en forvaltning for første gang i deres liv.

Tidlig hjælp er som bekendt dobbelt hjælp. Til støtte for adoptanter findes i dag adoptionsforberedende kurser. Her kan adopteredes og deres biologiske forældres rettigheder komme mere i fokus, så adoptivforældre bliver klar over, at de skal udvikle en bevidsthed som ’deleforældre’, uanset om barnet nogensinde kan møde sit ophav.

Ud fra alder ved adoptionen er der tale om meget forskellige forældreopgaver og sandsynlige udviklingshorisonter. Forskningen viser – firkantet sagt – at børn, der skifter omsorgsgivere op til treårsalderen, som regel kan knytte sig til voksne og reelt ’skifte’ følelsesmæssige forældre.

Større børn kan dels have flere vanskeligheder fra tidligere omsorgssvigt, dels vil deres tilknytning og bevidsthed være anderledes, og de kan opleve identitetsproblemer oftere. Jo ældre børn er ved adoption, jo mere bør de følelsesmæssigt betragtes både som egne børn, men samtidig også som plejebørn, med den nødvendige respekt for barnets forældre og dets egen identitet i øvrigt. Et gadebarn på 9 år fra Colombia har ikke godt af at møde et forventningssæt som ’vores hurtigst muligt danske’ barn.

Både adoptiv-, skilsmisse- og plejeforældre kan have svært ved at acceptere at skulle deles og samarbejde om et barn. Men samtidig viser anden forskning, at børns indlæringsevne hænger nøje sammen med graden af enighed mellem omsorgsgiverne. Jo større uenighed, jo ringere indlæring.

En nylig undersøgelse af tidligere anbragte unge viser, at kun 26 procent lykkes med at tage 9. klasse. Loyalitetskonflikter og uenigheder opsuger børns overskud til at udvikle sig, derfor er det en forældrekompetence at skabe indbyrdes accept og rummelighed over for barnets baggrund, så det oplever at være en del af en tryg helhed.

Haagerkonventionen udpeger adopterede som en særligt sårbar gruppe, der fra første dag bør betragtes som børn med specialpædagogiske behov på grund af deres risikofyldte baggrund.

At unge adopterede også har krav på støtte i opvæksten, dokumenteres af, at de dobbelt så ofte indlægges på ungdomspsykiatriske afdelinger som danske unge. 80 procent af de adopterede er faktisk lidt foran skolemæssigt som 12-årige, mens 8 procent af de adopterede (mod kun 1-3 procent af danske børn) udviser svære vanskeligheder på grund af manglende tidlig omsorg før treårsalderen.

Det bør være obligatorisk, at adoptivforældre før skolestart mødes med kommunens pædagogisk-psykologiske rådgivning med henblik på evt. behov for specialpædagogisk støtte (hvilket i øvrigt også burde gælde anbragte børn i almindelighed!). Adopterede har oftere indlæringsmæssige og sproglige udfordringer. I min erfaring lever Danmark ikke op til konventionen på dette område i tilstrækkeligt omfang.

På foreløbige statslige bevillinger findes en ’post adoptions’-ordning, hvor adoptivforældre kan søge rådgivning efter adoptionen, PAS-ordningen. Den blev bl.a. indført, fordi hollandsk forskning viste, at hvis adoptivforældre fik supervision én gang månedligt i det første år efter adoption, udviklede børnene en langt bedre tilknytning, og forældrene blev langt mere kompetente i at håndtere samvær og skabe tryghed.

Forældreevne kan – som alle forældre ved – faktisk trænes og udvikles, og social isolation og mangel på uvildige dialogpartnere svækker forældreevnen betydeligt.

Derfor bør rådgivning eller rådgivningsgrupper efter mit skøn gøres obligatoriske og ikke frivillige for alle adoptivforældre efter adoption, både af hensyn til barnet og forældrene. Frem for at de ender i min klinik 10 år senere med et barn, der skal anbringes uden for hjemmet efter et familiært sammenbrud (hvilket jeg nu har oplevet 12 gange).

Det bør ligeledes være obligatorisk, at især adoptivforældre, som adopterer børn med mange tegn på omsorgssvigt eller børn over 3 år, får tilbudt og har pligt til at deltage i supervision fra en central rådgivningsenhed under hele opvæksten – en regel, der efter lovgivningen om Barnets Reform også gælder plejeforældre.

Hvorfor adoptivforældre skulle være undtaget fra vejledning i Barnets Reform, forstår jeg ikke. De befinder sig i en tilsvarende, om end endnu mere forpligtende situation, når de adopterer: at skulle tage sig af et barn, der har mistet sine forældre.

Med de erfaringer, jeg har fra børnehjem globalt, er jeg ikke i tvivl om, at adoption giver mange børn et etisk alternativ til et elendigt liv. Og især når modtagerlandene har styr på sagerne, kan lige så mange adopteredes børneliv blive det, de skal være: trygge og almindelige. I det brede perspektiv har adoptivforældres oplevelser gennem årene skabt en meget stor offentlig opmærksomhed både i afgiver- og modtagerlande, der fører til konstante forbedringer i alle forældreløses vilkår.

En væsentlig faktor i f.eks. de rumænske børnehjems afskaffelse var adoptivforældres oplevelse af børnenes problemer, der resulterede i et politisk pres og en forskningsindsats, der ikke kunne overhøres. De er en ressourcestærk gruppe, som har en klar interesse i at forbedre børnehjem i 3. verden.

Jeg kalder verdens forældreløse for ’det usynlige folk’, fordi hverken deres regeringer, medier, forskningsmiljøer eller andre ofrer dem megen opmærksomhed, når undtages de spektakulære enkeltsager.

Men tilstrækkeligt mange enkeltsager kan måske føre til det nødvendige: Programmer, der hjælper verdens unge forældre til ikke at forlade deres børn, afgiverlandenes tilslutning til langsigtet uddannelse og organisationsudvikling for børnehjem og plejefamilier og stadig forbedring af adoptionsforløbene for den lille andel af børnene, der adopteres.