Det er, som om ordet ’ny’ er begyndt at betyde ’ikke’.

Det, der foregiver at være en form for erindring, er i virkeligheden en glemsel. I denne kronik vil jeg drøfte to eksempler på denne ’nye’ glemsomme tilbøjelighed: Det første eksempel er det aktuelle initiativ ’Ny Nordisk Skole’ (NNS). Den har ikke har nogen som helst reference til ’det nordiske’. Ja, faktisk lægger den mest af alt op til en ’afvikling’ af det nordiske. Hvis det passer, så betyder Ny Nordisk Skole i virkeligheden ’ikke-nordisk skole’.

Et andet eksempel på, at ’ny’ bliver til ’ikke’, er den såkaldte ny-liberalisme. Liberalismen, altså uden ’ny’ foran, var oprindelig en stor antiautoritær og frihedsorienteret filosofi, der interesserede sig for individets etiske, politiske og æstetiske sensitivitet; en filosofi, der hævder, at hvis blot individet udstyres med denne fine pynt, så behøver man ikke nogen stat af betydning – man kunne stole på virkelyst, initiativrigdom og fri uddannelse.

Men efter at liberalisme er blevet til ny-liberalisme, interesserer den sig ikke mere for individets dannelse.

Tværtimod afvikles de værdimæssige sider af liberalismen med lynets hast af erhvervsfolk og meningsdannere i en ny global elite, der mener eller forudsætter, at liberalisme primært handler om individer, der agerer på et marked uden anden ballast end teknisk information og evnen til at vælge i egen interesse. Desuden er ny-liberalismen blevet ekstremt centralistisk.

LÆS OGSÅAntorini skifter ministeriet ud med roadshow

Det vrimler med centralt fastsatte procedurer, ranglister, kriterier og evalueringer. Et eksempel herpå er den nye børnehavepolitik i Aarhus, som ikke er andet end et kæmpestort centralt fastsat fluebenstyranni, som pædagogerne skal begå sig i, fordi de skal føle loyalitet over for en nyfusioneret skolemagistrat, en slags børne- og ungeorganisme, der tvinger alle til tavshed. Systemet er blåstemplet af både KL og Finansministeriet. Ensliggørelse og tavshed. Altså ’ikke-liberalisme’. Glemsel.

I sin tid var tillægsordet ’ny’ et tegn på, at man ønskede at genfortolke tekster og handlinger, som havde haft betydning i vores kultur. Dengang var ’ny’ et tegn på historiebevidst genfortolkning, på erindring. F.eks. havde man i Tyskland fra 1870 til 1930 en såkaldt neokantiansk periode. I disse år genfandt man interessen for den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804), som var grundlægger af en række liberale ideer om dannelse, politik og videnskab. Hundrede år efter at Kant levede, tog man altså fat på en genlæsning af hans filosofi.

Et andet eksempel på, at ’ny’ rent faktisk betyder ’ny’ (frem for ’ikke’), er den såkaldte ’nynordiske skole’ fra tiden omkring besættelsen. Altså ikke Antorinis ’ny nordiske skole’, men ’nynordisk skole’. Denne ide fostredes af en kreds omkring C.P.O. Christiansen, som var forstander på Grundtvigs Højskole fra 1934 til 1951.

Efter Anden Verdenskrig talte man meget om at udvikle fælles nordisk økonomi og forsvarsforbund, Nordisk Råd blev dannet i 1952, og det kulturelle grundlag herfor blev blandt andet formuleret af disse grundtvigianske kredse, som ønskede at etablere et alternativ til nazismens racemæssigt definerede nordiskhed. Grundtvigianismen er nemlig en sammentænkning af kristendommen, græsk filosofi, nordisk mytologi og oplysningstiden.

Man kunne identificere et særligt nordisk demokrati omkring oldtidens ting-steder. Et udtryk, der stadig lever i vores ’folke-ting’, et sted, hvor nye ’ting’ kommer til syne og bliver fælles. Disse folkelige og offentlige drøftelser, som kom til syne ved tingstedet, blev efterfølgende undertrykt af enevælden og en til tider alt for skriftbaseret lutheranisme, men selv i denne epoke levede det danske landsbyfællesskab forholdsvis frit under godsejerens og kirkens overopsyn.

Det var Grundtvig, og traditionen efter ham, der fik øjnene op for, at et nordisk folkedemokrati var åndeligt forbundet med de oprindelige vikingeting, nu besjælet af kristendommen og omkranset af oplysning.

Kernen i denne ’tingen’, der kom til syne som offentlig folkelighed, var skoletanken. Hvis det hele kunne kombineres med forsvarsforbund og handelsfællesskaber, så havde vi Norden som både kulturel, økonomisk og politisk realitet.

Så havde vi en nynordisk skole i et nynordisk samfund. Alt dette er fantastisk spændende i sig selv, men det har også den særlige betydning i denne kronik, at ’nynordisk’ faktisk betød både ’ny’ og ’nordisk’, og at det netop var via et seriøst forsøg på at få disse to elementer, det gammel- og det nynordiske, til at smelte sammen, at al energien fik retning og kunne bidrage til udviklingen af de mange nordiske initiativer inden for pædagogik og politik i hele efterkrigstiden.

Med disse smukke præstationer in mente bliver det ekstra ærgerligt at iagttage liberalismens og pædagogikkens udvikling i de seneste år. Ny-liberalismen har i dagens Danmark mistet stort set alle værdimæssige og dannelsesmæssige pejlemærker. Liberalismen er blevet til en økonomisk teori om individer, hvis eneste færdighed er at kunne vælge og forbruge. Alle fællesskaber er nednormerede til at være formelle rammer for ’det frie valg’.

Nationen, Europa, arbejderbevægelsen, grundloven. Der er ingen fælles fest. Vores institutioner, hvad enten det handler om børnehaver, skoler eller universiteter, har mistet al ejendommelighed og kontakt med europæisk historie. I stedet er de omdannet til organisationer og individer, som skal tilpasse sig kunstige markeders krav; krav, som formes af digitaliserede ranglister eller statsdirigerede kontraktsystemer, og som er godkendt af Finansministeriet.

LÆS OGSÅFolkeskolen er et teknologisk museum

Det hele drives frem i et stakåndet ranglistekapløb med de asiatiske lande. Liberalismen har mistet sin værdighed, sin moralske omgang med ejendom, sin sans for religiøsitet, sine forfinede individer, sine kraftfulde og viljestærke initiativer og sin pligtfølelse. Når de moralske bølger går højt, kan det måske blive til lidt ’velfærdsregulering’, men ellers handler det kun om, hvordan man kan skabe incitamenter, så privatinteressen kan boltre sig over det hele.

Hvis man skulle kunne finde en undtagelse eller to, så er det under inspiration fra konservatismen, som er en langt mere social og fællesskabsorienteret idétradition. Men er dansk liberalisme ikke grundtvigiansk i sit udgangspunkt? Jo, men det spiller ingen rolle mere. De folk, som skiftende regeringer har omgivet sig med i skolespørgsmål, er i dag deciderede anti-grundtvigianere, og der er, så vidt jeg kan se, ingen aktiv interesse for det grundtvigske, eller for den sags skyld nogen anden dannelsestradition, i dansk liberalisme for tiden, tværtimod.

Desuden har ny-liberalismen mistet sin antiautoritære og statskritiske åre. Man har endda vendt sig om til det modsatte. Staten, som i den liberale tradition er passiv i forhold til markedet, skal nu lave markeder. Dette medfører masser af kontrakt- og evalueringssystemer, tælleri, metodetyranni, centralisme og ensliggørelse på den helt store klinge.

Ingen kommuner interesserer sig for pædagogers og læreres ideer og initiativer. Man interesserer sig kun for, om disse vigtige hverv lever op til kommunale pædagogiske koncepter, som ofte er yderst detaljerede, og som er formulerede af halvstuderede administratorer og tilfældige konsulenter. Hvor ’penge’ er de virkelige markeders medie, så er de neo-liberale offentlige markeders bytteenhed en ranglisteplacering, og det gør ikke noget godt for initiativlysten i samfundet.

Disse praktiske og centralistiske aspekter af neo-liberalismen kaldes også nogle gange for New Public Management (mere ’new’!). Derudover er der som sagt Ny Nordisk Skole, der burde hedde ’ikke-nordisk skole’. I dette koncept finder man ikke en eneste reference til nordisk skoletradition. Ingen medlemmer af dialoggruppen refererer til det. I dialoggruppen er der heller ingen historikere, humanister, filosoffer eller kulturpersonligheder, og der er heller ingen nordmænd, svenskere, islændinge etc.

Der er ingenting af det, der burde være i en Ny Nordisk Skole.

Kigger man på NNS’s hjemmeside, fortæller indlæggene om en opfattelse af pædagogik, som grundlæggende handler om at udvikle kompetencer, så man kan klare sig på de globale markeder – pædagogik underlægges altså økonomi, og alle led i uddannelseskæden arbejder for samme mål, nemlig gennemførelsesprocenter og ranglisteplaceringer. Og formanden, Lars Goldschmidt, bruger i sit indlæg, som er på ca. en side, ordet ’fremragende’ 16 gange, og han foreslår, at lærerne skal blive til Duracell-kaniner.

Det er tung og bitter læsning, hvis man kender til de nordiske skoletraditioners fantastiske historie. Hos NNS er ingen referencer til historie, filosofi, traditioner, kunst, folkestyre, modersmål etc. – alt det, som den nynordiske indstilling tog udgangspunkt i. I NNS er der kun konkurrencestatskompetencer og Duracell-kaniner, og skal vi sende vores børn i byen for sådan en abstraktion? Det synes jeg ikke. Det er ikke en folkeskole, men måske en ’ny-folkeskole’?

LÆS OGSÅAntorini, mig-kulturen og skolerevolutionen

NNS dækker også børnehaver og gymnasier, men når disse institutioner drøftes i dialoggruppen, finder man ingen trøst. Der tales slet ikke om gymnasiets kontakt til den europæiske humanisme og oplysningstradition, men kun om erhvervsrelevans, kompetenceforberedelse og gennemførelsesprocenter, og børnehaverne, som Danmark har særligt rige forudsætninger for at drøfte, underordnes fuldstændig en i sig selv misforstået ’skole’-opfattelse.

Børnehave, skole og gymnasium mister dermed helt og aldeles deres tradition, deres gnist og deres særlighed til fordel for en ensretning og kulturel forarmelse uden lige.

Disse tendenser forstærkes af to rapporter fra i foråret, som slet ikke diskuteres af NNS’ dialoggruppe, selv om de er direkte angreb på nordisk pædagogisk tradition. Rapporterne blev tværtimod budt velkommen af Antorini.

Det drejer sig dels om den såkaldte task force-rapport for børnehaverne, hvor man med professor Niels Egelund i spidsen begrebsliggør børnehaver som en blanding af en økonomisk investering og hjernens synapsudvikling: ’God morgen lille Tobias, I dag skal jeg udvikle din konkurrenceevne og se lidt på din hjerne’. Hvad skal man sige? Er det ikke trist?

Det drejer sig også om rapporten vedrørende læreruddannelsen, som professor Jens Rasmussen er drivkraften bag, som vil omdanne læreren til en ’undervisningsekspert’ samt afskaffe den sidste rest af ’seminarietradition’ i Danmark. Det ville man gøre ved at nedlægge faget Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab, som er symbolet på, at den nordiske og grundtvigianske skoletradition stadig er virksom. Disse to anslag mod det nordiske har fundet sted, mens dialoggruppen har arbejdet.

Jeg spurgte Dorte Lange fra DLF, som er formand for NNS’ dialoggruppe, hvorfor man ikke havde kritiseret rapporterne, men det mente hun ikke, man burde, fordi det lå uden for dialoggruppens ’kommissorium’. Hvad mon dialoggruppen mener, når de taler frit? Denne underordning af pædagogisk kritik under sådan en latinsk spændetrøje (’kommissorium’ er latinsk), som Grundtvig ville sige, er virkeligt unordisk, og det bliver ikke bedre af, at dialoggruppen barsler med intet mindre end et ’manifest’.

Inden for kommissoriet forstås! Men er et ’manifest’ ikke netop kendetegnet ved at sprænge et kommissorium? Nå, men når så ’manifestet’ er skrevet i al sin glemsomme underdanighed, så skal man, det står nemlig i kommissoriet, på ’roadshow’ rundt på landets skoler. Jeg kan forstå, det er ’nyt’, men er der nogen, der kan fortælle mig, hvordan denne afvikling af det nordiske og af alle vores pædagogiske institutioners historie og muligheder kan være ’nordisk’?

Det hele minder efterhånden om det Orwellske ’ny-sprog’, som undertrykker de menige grise i fablen ’Kammerat Napoleon’, og som knuger et helt samfund i bogen ’1984’. Et ny-sprog er nemlig også et ’ikke-sprog’. Et ikke-sprog, der listigt puffer folk ind i kommissorier, og som lukker menneskers egne munde og gør tavsheden larmende og mine medborgere styrbare og glemsomme.

Måske var Orwell nynordisk? Han var i hvert fald ikke ’ny nordisk’. Måske er vi i 1Q84, som den japanske forfatter Murakami udtrykker det i sin bog af samme navn? I en ny verden med to måner?