I Danmark tror vi ikke rigtig på noget.

Vi er ikke for alvor religiøse. Religionen er næsten uddød.

Den slags udsagn hører man tit i medierne. Men der er noget, der ikke helt stemmer. For når 80 procent af befolkningen hårdnakket er medlemmer af folkekirken, så betyder det, at otte ud af ti danskere år efter år vælger ikke at melde sig ud af folkekirken - selv om man faktisk kan spare en del penge ved det.

For tiden bor jeg selv i Sønderjylland. Og jeg kan oplyse, at mine naboer hjertens gerne kører de cirka 65 kilometer ned til æ grenze for at spare et par basseøre, når de køber en ramme Slots-pilsner på dåse. Den slags mennesker løber man ikke om hjørner med.

En udmeldelse af folkekirken ville i Kolding Kommune give en person med en årsindkomst på 250.000 kroner en årlig besparelse på 2.350 kroner. Med andre ord kunne man droppe den danske folkekirke og så i stedet fise ned til Fleggaard og hente 47 kasser øl - om året. Men jyderne melder sig ikke ud.

Tendensen er den samme i København. I København er over 20 procent af befolkningen indvandrere, primært muslimer, som af gode grunde ikke går i kirke.

I København finder man samtidig landets højeste koncentration af folk fra den kreative klasse og af akademikere - i alt ca. 35 procent af hovedstadens befolkning stemmer således på Enhedslisten, SF og de radikale og er dermed traditionelt set modstandere af organiseret religion.

Men det er stadig cirka 50 procent af de nyfødte, der bliver døbt. Kort sagt: Danskerne vil have en folkekirke.

For mange afrikanske medlemmer af pinsekirken forekommer folkekirken decideret ikke-religiøs. Folk sidder bare dér og hænger i deres almindelige hverdagstøj, uden så meget som et guldsmykke på, og de synger ikke engang ordentligt med, når de en sjælden gang er i kirke, fordi en eller anden nevø skal døbes. For muslimerne ser det ud, som om vi end ikke prøver at forstå, hvad det vil sige at have en religion.

Vi klæder os ikke religiøst, vi beder ikke på arbejdspladsen - ikke engang en bordbøn - og vi spiser, lige hvad der passer os, 7-Eleven, året rundt. For katolikkerne virker den danske folkekirke som en virkelig tynd udgave af den sande tro på Herren. For én ting er, at de synes, vi har misforstået nadveren totalt, fordi den for os ikke handler om hellighed, men om at spise og drikke sammen, en anden er, at de fleste danskere - nærmest i protest - ofte bliver siddende i stedet for at deltage.

For der er denondelynemig ingen, der skal bestemme, om de skal op og ligge dér på knæ og ligne en farisæer. Det sidste er i grunden sagens kerne.

Protesten. For danskerne er protestanter. Og Danmark er et protestantisk land. Tro det eller lad være - men hele det danske samfunds tilsyneladende mangel på religion er faktisk med vilje. Danmark er ikke sekulært eller ugudeligt. Danmark er ikke areligiøst. Vores fravær af synlig religion er vores religion. Det er ikke en fejl.

Det er ikke en kirke i opløsning. Faktisk hedder vores måde ikke at gå i kirke på noget - fænomenet kaldes den fjerne kirke. En kirke, vi bærer i sjælen, lige så meget som vi opsøger den fysisk netop om søndagen eller lige akkurat ovre i den og den bygning.

Danskerne er ikke et folk uden en fælles bagvedliggende fortolkning af verden. Danmark er et protestantisk land - hvilket vil sige et land med et af de mest specifikke teologiske standpunkter i hele verden.

Hvis man f.eks. tror, at Danmark er en sekulær stat, som altså intet erklæret forhold har til religion, så må man virkelig tro om igen. Danmark har en officiel folkekirke, som er dybt forankret i samfundet - og har været det i over 1.000 år. Kirke og stat er ikke adskilt. Og alle andre religioner er ikke sidestillet med den protestantiske kristendom. Buddhister og muslimer og rastafari-tilhængere må gerne bo her. De må også gerne praktisere deres religion.

Men Danmark er et protestantisk land - ikke en sekulær stat - så de troende fra andre religioner må indordne sig under protestantismens normer.

I Afrika er Sydafrika, hvor nobelprismodtageren ærkebiskop Desmond Tutu bor, et godt eksempel på en sekulær stat. Her er kirken et privat foretagende. I Sydamerika er Brasilien, der er mest kendt for de kristne katolikkers seksuelt æggende og hoftevrikkende karneval, som afslutter fastens trummerum, et andet godt eksempel.

I Asien kan man pege på Japan, hvor folk er spirituelle helt ned i den måde, de bruger sushiknivene på, som et godt eksempel på en sekulær stat. Et endnu større paradoks er Indien. Alle østlige religioners kulørte og spraglede moder … har været sekulært siden det 5. århundrede efter Kristus.

I Europa er det katolske Østrig, Norge - som holdt et hav af mindegudstjenester, da det gjaldt, efter Anders Breiviks forbandede massemord - og Holland, der omtrent har opfundet religionsfrihed og tolerance i oplysningstiden, alle sammen gode eksempler på sekulære stater. I Tyskland betragter man, måske ikke så overraskende, forholdet imellem stat og kirke som et 'samarbejde', og kirken ses juridisk som et 'firma', dog med ret til at indsamle skat.

Sådan er det slet ikke i Danmark. Danmark er et protestantisk land. Helt ind i grundloven. Nærmere bestemt paragraf 4.

Men hvorfor er der så ingen religion i Danmark? Eller rettere: Hvorfor kan man ikke se den? Svaret er, at man kan se den ved, at man ikke kan se den. Religionen er i Danmark, at religion er et privat anliggende. Så da en kvinde under Politikens nylige debat om omskæring skulle argumentere for, at hendes søn, hvis far var muslim, ikke var blevet omskåret, brugte hun netop dét protestantiske argument: Hun ville ikke 'pådutte' sønnen en religion. Hans tro var, skrev hun, noget dybt 'privat'.

Men sådan behøver det jo slet ikke at være. Ja, netop omskæringen i sig selv er jo et ret godt eksempel på det modsatte - at nogle individer indlemmer andre individer i en religion, uden deres samtykke, og at det tilmed markeres fysisk, så det aldrig kan gøres om.

Det lyder helt grotesk i de fleste danskeres ører. For som den ene af de store tænkere i den danske protestantisme, Søren Kierkegaard, engang skrev, så foregår religionens store slag i hin enkelte. Det er inde i os selv, at vi løbende bakser med tvivlen, fortvivlelsen og troen. Den rager ikke nogen som helst andre.

Af samme grund sidder de fleste danskere måbende tilbage, når de debatterer med muslimer og siger, at tørklæder egentlig ikke hører hjemme i det danske samfund, f.eks. på en dommer i en retssal. De er ligesom bare ikke relevante. »Jamen, så må I heller altså ikke bære kors!!«, himler muslimerne. Og danskernes svar er, at det havde de nu heller ikke tænkt sig.

Danskerne har nemlig slet ikke noget behov for at skilte med deres religion. Ja, faktisk vil de fleste danskere hellere afsløre deres seksuelle præferencer, end de vil udtale navnet Jesus.

Danskere kan selvfølgelig godt finde på at have en halskæde på med et kors i. Eller med Thors hammer. Men det er et smykke. Det er ikke et krav fra religionens side. Religionen ville faktisk nærmest sige det modsatte. At man ikke udsmykkede sig særlig meget og i det hele taget ikke gjorde et nummer ud af religion - det ville være det allerbedste.

Hele dette fravær af religion stammer fra reformationen, da Martin Luther resolut tog magten fra kirken og underordnede religionen fyrsten og dermed staten. Religionen skulle findes. Et sted dybt inde i livets mysterium og udtrykt i verdens mangfoldighed lever Gud endnu. Men kristendommen skulle, fra reformationen i 1517, være der på livets vilkår - og ikke omvendt.

Så når en præst i dag går rundt i en sort kappe med pibekrave og ligner sådan en slags bleg Othello-lagkage, så skyldes det faktisk, at Luther ville have præsterne til at ligne 'almindelige borgere'. Borgere gik nemlig sådan klædt i hans samtid.

Men skulle man følge tanken til dørs i dag, så skulle man egentlig prædike i f.eks. en pæn, kort kjole og en smart stilet. Eller italienske sko, tjekkede jeans og en pæn skjorte med opsmøgede ærmer. Og det må folkekirkens præster faktisk godt, hvis de har lyst.

Luther oversatte Bibelen til folkets eget sprog, så den protestantiske Bibel i dag er tysk i Tyskland og dansk i Danmark - og arabisk i Egypten. Og så opfandt hans tilhængere i øvrigt det moderne danske demokrati - og såmænd også ligestillingen.

De sidste to ting vil oplysningstilhængere gå helt i bro over. Men den er god nok. I gamle dage måtte menighederne finde sig i, at den fine katolske pater selv drak et stort glas vin og spiste et fint brød under en gudstjeneste, hvor han i øvrigt stod og prædikede en masse på latin, som de ikke forstod et hak af.

Da nogle af verdens første protestanter så protesterede i 1400-tallet - det var de såkaldte utraquister, som insisterede på, at menigmand også skulle have et bæger og en bid brød - blev de brændt på bålet. Men de drab blev som bekendt bare starten på den protestantiske eksplosion. Og inden længe var hele Nordeuropa protestantisk.

Væk var pavens enevælde. Væk var præsternes privilegier. Ja, kirken skulle nærmest helt nedlægges. Og de mest hardcore af de såkaldt anabaptister - altså protestanter, som praktiserer voksendåb - har den dag i dag stadig slet ikke kirkerum.

Religionen er med andre ord blevet hverdag. Den er uden pynt. Og den er flad i sin organisationsstruktur. Danmarks folkekirke har ingen leder som den russiske patriark, der for nylig sagde - på hele den russiskortodokse kirkes vegne - at Putin havde ham i ryggen. I Danmark er det stik modsat: Protestantiske kirker lyder af salmesang - den eneste sandt protestantiske musikform, fordi det er igennem fællessangen, at hele menigheden deltager.

Vi er alle sammen lige, når vi alle sammen synger den samme salme - sammen.

Protestanter hylder på samme måde kritik og vild palaver, diskussioner og ytringsfrihed, grov satire og endnu værre selvironi.

Det er ikke for ingenting, at højskolen, hvor rig og fattig, høj og lav, kan mødes og krydse verbale klinger, er opfundet i Grundtvigs Danmark. Det var Grundtvig, der for alvor knyttede protestantismens Jesus sammen med vores nordiske, norrøne rødder. Jøsses!

Det gav genlyd, da Jyllands-Posten trykte sine vittighedstegninger af Muhammed.

Men den nidkære observatør vil have bemærket, at ikke så meget som én retsinstans i det officielle Danmark gav sig en millimeter. Nogle af tegningerne var ret dårlige, indrømmet, og de var barnligt tænkt, og et par af dem var faktisk nærmest lidt stride. Men de var ikke ulovlige - overhovedet - i hvert fald ikke i Danmark.

Danmark er nemlig et protestantisk land. Et land uden hysteriske anfald. Et land, hvor man holder hjertet, følelserne, inden for manchetten. Bortset fra, selvfølgelig, at protestanter ikke går med manchetknapper. De går i træsko.

For mange udlændinge virker dét slet ikke som et valg. Det virker som en decideret fejl: Danskerne klæder sig grimt, fordi de ikke har stil. Vel gør de da ej. De dresser helt bevidst ned, fordi de inderst inde - og for de flestes vedkommende helt ubevidst - er dybt protestantiske.

På samme måde er det med maden. Danskerne bruger færrest penge på madvarer i hele Europa. Protestanter synes, at lidt er godt. Vi vil hellere ind til sagens kerne, vi vil være alvorlige som rugkiks, ja, vi vil allerhelst have serveret livet råt.

Med andre ord, så ville et ærkeprotestantisk køkken være sådan noget som at spise en jomfruhummer med de bare næver af et stykke granit. Den ret har de sjovt nok ude på Noma. Og at sige, at den æstetiske linje, som verdens bedste restaurant følger, var en 'fejl' eller et 'tilfælde' eller et køkken, der var ved at 'uddø', er lige så grotesk som at sige, at danskerne ikke længere er protestanter. Danskerne er minimalister. Og det er helt med vilje.

Da Luther blev smidt ud af den katolske kirke, var hans første handling at tilpasse sin egen kirke de sæder og skikke, der nu engang herskede i tiden - f.eks. giftede han sig prompte med en nonne, han længe havde været lun på.

Så når vi i dag har vedtaget, at homoseksuelle skal kunne giftes i en kirke, så er det faktisk en dybt protestantisk ting. Den protestantiske kirke tilpasser løbende kirken samfundet. Vi slår ikke op i Bibelen - eller for den sags skyld i Koranen - for at se, hvordan samfundet skal indrettes. Og netop fordi danskerne er protestantiske inde i hovederne, så mener tre ud af fire, at homovielser er en god idé.

Af samme grund må kvinder også gerne være præster i Danmark. De må jo være det samme som mænd, fordi samfundet er protestantisk.

At ligestilling er en protestantisk kongstanke - og ikke bare en oplysningsmæssig sidegevinst - kan man f.eks. se ved, at der i de mest protestantiske kredse var ligestilling, længe før det eksisterede i det omgivende samfund. Brødremenigheden i Christiansfeld er et godt eksempel. Her, hos nogle af de for den tid mest frisindede, pietistiske protestanter, indførte man ligestilling allerede i slutningen af 1700-tallet. I det omgivende samfund fik kvinder først stemmeret i 1917.

Protestantismen er hjørnestenen i den åbne, frie, demokratiske, ligestillede vestlige verden, som vi kender den i Nordeuropa i dag. Den er fundamentet for det moderne danske samfund. Og jeg er overbevist om, at danskerne gerne stadig vil have en folkekirke og en moderat, inderliggjort, protestantisk religion, hvis ellers den fortsat bliver formidlet ordentligt.

Lyder det langt ude? Det er det slet ikke. Luther skrev nemlig oprindeligt salmer - ligesom Grundtvig herhjemme - på helt almindelige sange. Han brugte simpelthen tidens populære folkemelodier og sågar sømandsviser. Faktisk var det efter sigende en af nøglerne til hans lynhurtige succes, hans og protestantismens gennembrud. Han var folkelig - ligesom folke-kirken er.