Midt i påsken pegede Twitter, det toneangivende barometer for sociale medier i Frankrig, på en lettere søvnig stemning efter flere måneders intens valgkamp, men lørdag morgen fik et rygte pludselig udbredelse: Emmanuel Macron, favorit til at blive Frankrigs næste præsident, skulle angiveligt gemme på en formue i et eksotisk skattely.
Macron er præsidentvalgets store overraskelse. Han har på rekordtid skabt en politisk bevægelse, som er ved at ommøblere fransk politik fra midten, og han spås at være den stærkeste garant mod, at Front Nationals leder, Marine Le Pen, kommer til magten og bringer Frankrig ud af Den Europæiske Union.


























