Det kunne næsten være et filmmanuskript værdigt.

Den sjove, men magtsyge boss ser sig ond på en irriterende journalist, hvis drift efter den gode historie konstant giver ham nye fjender.

Det er nogenlunde situationen i den danske filmverden, efter at Peter Aalbæk har boykottet filmmagasinet Ekko og lagt sag an mod bladets redaktør, Claus Christensen, samt opfordret Det Danske Filminstitut, der finansierer bladet, til at stoppe pengestrømmen.

LÆS OGSÅKritik af dobbeltrolle: Filmbranchen sidder i filmblads bestyrelse

Raseriet er udløst af to Zentropa-kritiske artikler om uregelmæssigheder i selskabets økonomi.

Artikler, som må have gjort ondt, siden Aalbæk nu vil »knalde Ekko big time«, som han siger.

Filmmagasinet er kendt for at bruge metoder, som ligger på kanten af god presseskik. Derfor har Ekko mange uvenner i branchen, og bladets redaktør er så øretæveindbydende, at DR2’s tidligere chefredaktør sidste år lovede ham bank efter en tv-duel.

Det retfærdiggør imidlertid ikke Ålbæks angreb, der med sagsanlægget får al dialog til at stoppe.

At det skulle komme dertil, at landets største filmaktør på den måde forsøger at ramme et lille uafhængigt medie som Ekko, er næsten ikke til at fatte, når man tænker på, hvordan ’Ålen’ selv med høj cigarføring hævede loftet i dansk film.

Det karaktermord, som Aalbæk forsøger at sætte ind mod Ekkos redaktør, er i virkeligheden et selvmord.

LÆS OGSÅÅlens sagsanlæg splitter filmbranchen

Lige meget hvor irriterende Ekko måtte forekomme, har Aalbæk vist en mangel på dømmekraft, der er så graverende, at det først og fremmest er Aalbæk og Zentropa selv, som filmbranchen bør hæfte sig ved.

’Ålen’ har været med til at føre dansk film frem til stjernerne. Men noget tyder på, at den magt, som følger med succesen, er blevet for vanskelig at administrere.

Samtidig er den stilhed, som har bredt sig i filmmiljøet, et signal om, at meget få har mod til at lægge sig offentligt ud med Zentropas urimelige adfærd.

Med tavsheden blåstempler filmbranchen i realiteten ’Ålens’ angreb mod Ekko og viser på den måde, at der i branchen er en underdanighed over for store producenter og en mangel på almindelig etik, som gør et kritisk filmmagasin som Ekko yderst nødvendigt.