Min vision er, at det skal være dyrere at køre i bus og tog, så vi kan få flere danskere til at vælge bilen«.

Har man hørt en politiker fremlægge den vision åbent og ærligt?

Nej, vel. Ikke desto mindre er det præcis dén politik, som er blevet ført i Danmark i mange år af skiftende regeringer. Landet er blevet gennemgribende forandret på trafikområdet, uden at nogen har fortalt om det. Vi taler en trafikrevolution, som ingen vil tage æren – og ansvaret – for.

Altså endnu et eksempel på, at store samfundsforandringer sjældent er et resultat af klare åbne politiske prioriteringer, men kommer snigende bag om ryggen. Sundhedsforsikringer er ét eksempel. Sjoflingen af den offentlige transport og styrkelsen af privatbilismen er i dén grad et andet.

Luskeri? Ja, da! Et trezoners kort i hovedstaden, der i 1980 kostede 30 kr., er nu steget til 180 kr., og det betyder, at en familie kan spare penge på at tage en taxa frem for at tage bussen i hovedstaden, viste Ekstra Bladet forleden. Hvis benzinen havde været udsat for den samme tur, ville en liter koste næsten 30 kr. i dag. Absurd!

Politikerne har set gennem fingre med, at priserne på offentlig transport er gået op, op, op.

Omvendt er de offentlige investeringer i offentlig transport gået ned, ned, ned i en lang, glidende bevægelse.

Tal fra OECD og beregninger fra Ingeniørforeningen IDA viser, at investeringerne i jernbanenettet per borger er halveret i Danmark siden 1992, mens investeringerne i vejnettet er vokset med 60 procent per borger.

Lande som Sverige og Spanien er gået den stik modsatte vej og bruger i dag tre gange så mange penge per borger på jernbaneinvesteringer end vi i dag.

Resultatet er blandt andet, at hvor et dansk tog bumler derudad med 98 km i timen, så kører et svensk tog 132 km/t. og et spansk tog 171 km/t. Vi er blevet overhalet i mere end én forstand. Hvis man ikke har en bil i dag, er man enten idiot eller en fattigrøv.

Jeg er en idiot. Og sådan føler jeg mig også, når jeg bruger flere timer på at komme med familien i sommerhuset i HT-området ved Frederiksværk og nu må betale 350-400 kr. tur-retur, mens bilisterne slipper med langt mindre. Til gengæld kommer de hurtigere frem.

LÆS KRONIK Lad design lette den fossilfri vej

Andelen af idioter, der vælger den dyre og langsomme løsning, har været kraftigt faldende. I 1992 – lige før Nyrup-regeringerne kom til – var det under halvdelen af alle familier (46 procent), der havde skiftet klippekortet ud med en bil.

Da Nyrup sluttede som statsminister, var det 53 procent af alle familier, der havde en bil.

Med VK-regeringerne er vi nu oppe på 60 procent. Og andelen af familier med to biler i garagen er eksploderet. Det tror fanden, når klippekortet er blevet seks gange dyrere, ikke? Taberne er fattigrøvene, der ikke selv kan vælge, og som er nødt til at leve med de markante prisstigninger på offentlig transport.

Trafikpolitik er fordelings- og socialpolitik i sin reneste form. Ifølge statistikker har ni ud af ti vellønnede familier en bil. Men blandt den fattigste tiendedel af familierne har 84 procent ingen bil, blandt familier i etageboliger har to ud af tre ingen bil, og blandt førtidspensionister har syv ud af ti ingen bil.

De vanvittige prisstigninger på klippekort går altså ud over de allerfattigste i samfundet. Hvis det er pinligt, hvilket ord rækker så i forhold til det hykleri, politikerstanden har udvist i forhold til klimaproblemerne?

LÆS SIGNATUR Er hver anden cyklist et psykisk tilfælde?

Fejheden er, at man end ikke vil stå ved sine egne prioriteringer.

Som der står på transportminister Hans Christian Schmidt (V) hjemmeside:

»Min vision er at flytte mest mulig trafik over på kollektiv trafik«.

Hykler.