Da Lisbeth Zornig Andersen var ung, stjal hun en pung og nogle bilnøgler i et omklædningsrum. Nøglerne kylede hun ud i mørket, dem kunne hun ikke bruge.

»Hvorfor skulle jeg synes, at det var forkert at stjæle? For min mor stjal jo, og det samme gjorde mine brødre. At den stakkels kvinde også skulle ud i natten for at lede efter sine nøgler, tænkte jeg heller ikke over. Jeg fik karantæne på stedet i et år, og det var frygtelig flovt, men jeg vidste jo ikke, at man blev så ked af det«.

Børnerådets formand smiler, mens hun fortæller, for i dag kunne hun ikke drømme om at hugge noget fra nogen, og hun kan udmærket leve sig ind i andre menneskers tab.

Vokset op med vold, druk og overgreb
Men dengang var alt anderledes, dengang voksede hun op i et miljø med druk og vold og seksuelle overgreb, og hendes normer var derefter.

»I stedet for karantæne skulle de dengang have taget fat i mig og sagt, at det ikke var i orden, og at jeg fik livslangt medlemskab af klubben som straf, for nu skulle de fandeme banke nogle andre normer ind i hovedet på mig«.

Mønsterbryderen Lisbeth Zornig Andersen vil, når hun forlader posten som børnerådsformand, arbejde på nye sociale løsninger i bunden af Underdanmark.

LÆS ARTIKLENZornig stopper som børnerådsformand

Huset Zornig er navnet på en organisation, Lisbeth Zornig er i gang med at bygge op. En socialøkonomisk tænketank, der skal hjælpe med at »placere de uplacerbare«, er det ene hjul. Det andet hjul er en fond, der skal støtte projekter for truede familier. Og det tredje hjul er en konsulent- og rådgivningstjeneste, som indtil videre mest består af én person: Lisbeth Zornig Andersen.

Hun er i den forbindelse bestilt af Socialministeriet til at dykke ned i de normløse familier, hvor børn lever i en verden af evig usikkerhed om de voksnes tilfældige gøren og laden, og hvor søgelyset fra de sociale myndigheder ofte ikke når ind.

»Det er tit familier, der flytter fra kommune til kommune for at undgå myndighederne; hvor børnene aldrig rigtig når at få noget ordentligt kendskab til skolen; læreren kommer ikke tæt på; og socialrådgiveren oplever at møde en lukkethed. Vi skal vide mere om de mekanismer, og det kan Lisbeth hjælpe med«, forklarer socialminister Karen Hækkerup.

Man skal ikke bruge middelklassenormer som målestok
Lisbeth Zornig ser sit nye job som antropologisk. Man kan ikke bruge sine middelklassenormer som målestok og må se de udsatte familier som en fremmed stamme med andre skikke.

»Det nytter ikke at blive tosset og skuffet, hvis de lyver for dig. Du skal i stedet sætte dig ind i, hvorfor de lyver. Og så skal du eksempelvis drikke øl med dem eller spille billard med dem. Hvis du har set min dokumentarfilm, kan du se, at jeg drikker øl, mens jeg interviewer de her mennesker. Jeg sagde til filmholdet, at vi skal have en pose øl med, det løsner tungebåndet. For mig er det helt naturligt, det er jo mit hood; jeg ved, hvad der åbner, og hvad der lukker«.

Hun bruger ordet ’afstumpet’ om de familier, der behandler deres børn krænkende – men understreger, at det er sagt med kærlighed.

»For at leve i den slags miljøer er man nødt til at have teflon på sine nervebaner. Ellers overlever man ikke. Og de fornemmer med det samme, når der er fordømmelse på vej«.

En støtte i fængslet
En oplevelse, der har dannet baggrund for Lisbeth Zornig Andersens beslutning om at droppe børnerådsarbejdet til fordel for de ekstremt udsatte familier, er, at hun er støtteperson for moderen fra den familie fra Brønderslev, som sidste år fik en fængselsdom – sammen med børnenes far – for vanrøgt, rå vold, frihedsberøvelse og seksuelle overgreb mod parrets børneflok.

Lisbeth Zornig besøger kvinden i fængslet, og når hun kommer ud, er det Lisbeth Zornigs agt at fortsætte som mentor og praktisk hjælper.

»Kvinden har en datter, der er tæt på at blive 18 år, og den datter vil formodentlig vende tilbage til sin mor. Men skal vi bryde den sociale arv, skal vi flytte den mor et andet sted hen. For så flytter datteren med«, forklarer hun.

LÆS OGSÅ Kritik af Zornig: Taler hun siin egen eller børnenes sag?

Tætte relationer frem for kontrol er vigtigt i Lisbeth Zornigs kommende job.

»I stedet for at være en, der sidder og holder øje med, om du kan finde ud af at være mor eller at vaske op, skal jeg være en, der hjælper med opvasken og tøjvasken, og som gider involvere sig«.

En nøgle til forståelsen er nemlig familiernes frygt for myndighederne.

»Min grundtese er, at alle gerne vil bo ordentligt, have et arbejde og passe på deres børn. Men de kommunale myndigheder skal hjælpe mennesker og samtidig kontrollere dem og overvåge dem og i sidste instans måske fjerne deres børn fra dem. Det er ofte der, det går galt«.

Ekssvigerinde tier over for sagsbehandleren
Lisbeth Zornigs oplevelse er, at de voksne i mange udsatte familier ikke tør være ærlige.

»Jeg har en ekssvigerinde og er involveret i tvangsfjernelsen af hendes tre børn. Hun lyver ikke over for mig, hun fortæller mig alt – også det, der ikke ser godt ud i forhold til det at være mor. Men det siger hun ikke til sagsbehandleren. For hun frygter, at det bliver brugt imod hende. Vi skal finde frem til en ny form for bindeled mellem familierne og myndighederne«.

Lisbeth Zornig kalder sin arbejdsmetode »aktivistisk«.

»Jeg blander mig og laver rod. Hvis der for eksempel laves dårlige løsninger for moderen fra Brønderslev, så går jeg ind og påvirker dem; det er min arbejdsmetode som fri fugl«, griner hun og erkender, at hun kan få ballade med kommunerne. Men hun vil egentlig hellere samarbejde med de sociale myndigheder.

Karen Hækkerup erklærer sig tryg ved den arbejdsmetode.

»Kun ved at være en fri fugl, der arbejder utraditionelt, kan Lisbeth hjælpe med at sparke de døre ind, vi ellers ikke kan komme ind ad«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken