Erfarne brugere af det danske talesprog klipper både endelser, stavelser og grammatiske småord af undervejs i en samtale.

Og det er faktisk også meningen.

Kun børn og folk, der ikke har dansk som deres modersmål, udtaler alle ord i en sætning distinkt og korrekt. Så mens den lidt usikre sprogbruger siger ’det er et hus’, så nøjes den stærke sprogbruger med at sige ’ded hus’.

»Generelt er sjusk et tegn på, at man behersker talesproget. Og det er noget, vi skal gøre, fordi det effektiviserer kommunikationen«, siger Ruben Schachtenhaufen fra Institut for Internationale Sprogstudier og Vidensteknologi på CBS i København. Til vinter afleverer han sin ph.d. om reglerne for sjusk i det danske talesprog.

Udtaler det samme ord forskelligt
Der er blevet forsket meget i udtalevariationer mellem eksempelvis jyder og københavnere, men Ruben Schachtenhaufen forsker i, hvorfor det samme menneske udtaler det samme ord forskelligt i forskellige kontekster.

Et område, det først for nylig er blevet muligt at forske i for alvor, fordi man nu kan samle store mængder talesprog i en database og lade computeren analysere materialet.

[Fakta]

En af hans konklusioner er, at vi sjusker med sproget, når vi gentager et ord, vi allerede har brugt tidligere i samtalen.

»Første gang, du nævner noget i en samtale, udtaler du det distinkt og tydeligt, fordi det er en ny og vigtig information. Men når du har brugt ordet nogle gange, snupper du mere og mere af. Hvis du taler om en byggelegeplads, så udtaler du det tydeligt første gang, og næste gang bliver det bare til ’byglejplads’. Første gang man siger ordet ’Socialdemokratiet’ udtaler man det også med syv stavelser. Men hvis vi taler om det i længere tid, bliver det reduceret til fire stavelser og udtales ’Sjalmokratiet’«.

Ved blot at sige ’Sjalmokratiet’ viser vi, at det er en allerede kendt information.

»Når vi vil have noget nyt ind i sætningen, nedtoner vi den allerede kendte information ved at spare på lyde og stavelser, så den nye information fremstår mere klart. Så spilder vi ikke tid på en masse information, som vi allerede har fået«.

En anden form for reglementeret sjusk er, at vi fjerner grammatiske småord og endelser, sådan at ’kan’ ’skal’ og ’vil’ eksempelvis bliver til ’ka’, ’ska’ og ’ve’.

»Vi udelader også endelser, der indeholder grammatisk information. Det er f.eks. svært at høre forskel på, om man siger ’malede’ eller ’malet’«.

Særlige regler for sjusk
At sjuske med sit talesprog er faktisk ikke nogen helt enkel sag. Man skal nemlig kende reglerne for, hvordan man gør.

»Mine børn siger ’mave’ og ’flyve’, mens jeg siger ’mau’ og ’flyu’. De udtaler ordene distinkt, indtil de har styr på, hvornår man gerne må sjuske. Og når jeg vil sige ’100’, udtaler jeg det ’hunåd’, mens man ofte hører folk med indvandrerbaggrund siger ’hundrade’. I virkeligheden er det flot, at de kan udtale alle lydene i ordet, men det skal man bare ikke, når man taler dansk. Det er de bløde lyde og vage endelser, der giver den naturlige rytme i vores sprog«.

For hvert ord har vi en distinkt udtale og en sjusket udtale. Men generationernes distinkte og sjuskede udtale er ikke den samme. Hvis den unge generation, der har lært sproget af deres forældre, primært bliver præsenteret for den sjuskede udgave, får de ikke nogen idé om, at det kan hedde noget andet.

»Når ældre mennesker bruger distinkt udtale, siger de ’brevet’ og ’livet’, og når de sjusker siger de ’liud’ og ’breud’. De yngre generationer har så overtage ’liud’ og ’breud’ som deres distinkte udtale og har tilført deres egen sjuskede version, hvor de siger ’liddet’ og ’breddet’«.

Forskel på yngre og ældre
Til gengæld reducerer ældre mennesker ord som snedker, bødker og købmand til ’sneker’, ’bøker’ og ’kømand’, mens yngre mennesker udtaler ordene, som de staves.

»De er mindre fortrolige med de ord og udtaler dem derfor mere distinkt. Måske fordi de oftere har set dem på tryk end i tale«, siger Ruben Schachtenhaufen.

Der bliver sjusket på alle sprog, men reglerne for, hvordan vi gør det, er forskellige. På portugisisk er man ifølge Ruben Schachtenhaufen tilbøjelig til at hviske vokalerne, så de bliver ustemte og forsvinder. Og mens danskere reducerer endelserne, har svenskerne tydelige lukkelyde. Så når vi siger gade, udtaler vi det ’gaad’, mens svenskerne siger ’gata’.

»Til gengæld er svenskerne ikke ret gode til at kende forskel på st, stj, k, kj og skj, hvis det står i begyndelsen af et ord. Det bliver alt sammen til sådan en sjø-lyd, og der ville en dansker aldrig sjuske, vi siger ’skjorte’, ’skære’ og ’kærlighed’ og aldrig ’sjorte’, ’sjære’ og ’sjærlighed’. Der er stor forskel på, hvordan vi sjusker korrekt, og derfor er man nødt til at undersøge hvert enkelt sprog for at finde reglerne for det«.

Skal gøre computere bedre
Schachtenhaufens forskning skal først og fremmest gøre computere bedre til at håndtere det danske talesprog. Men han håber, at man også vil tage hans konklusioner til sig i sprogundervisningen af børn og unge og fokusere mere på fonetik og udtale i stedet for at være så optaget af grammatikken.

»Der er så meget fokus på grammatik, men min forskning viser, at korrekte endelser ikke er særlig vigtige, når man taler, og jeg kan heller ikke se, hvorfor det skulle være det, når man skriver. Det er en slags uvedkommende intelligenstest, man propper ind i sproget – en norm, du bruger til at vise, at du har krav på at blive hørt, fordi du kan skrive korrekt. Men der ligger ikke vigtige sproglige informationer i det. Og jeg er sikker på, at vi kunne klare os med et simplere skriftsprog«.