Hør, skal vi ikke lige stå af toget i Odense og gå en tur?

Kom nu. Det er et forunderligt sted på mange måder.

Når banegårdens elektriske døre glider op, møder man H.C. Andersen for første gang. Ovre på den modsatte side af stationsvejen plasker et vældigt springvand, og ovenover svæver tre identiske hoveder med grimme træk og store næser. Alle hovederne forestiller ham, det store bysbarn.

Går man videre gennem en efterårskulørt Kongens Have og ned ad Jernbanegade, møder man ham igen. Den røde mand i fodgængerovergangens lyskurv er nemlig ikke en hr. hvem som helst. Det er H.C. Andersen med høj hat og stok.

Og turen er kun lige begyndt.

Dollartegn eller brækfornemmelser
Yderligere et par minutters trasken gennem gråvejret, og så står vi ved Odense Rådhus. Her findes hans hoved støbt i bronze. Vi krydser pladsen, befinder os pludselig i en park, der bærer digterens navn, og hvor endnu en statue troner. Højt på en sokkel stirrer han mildt og irgrønt over åen med pen og notesbog i hånden.

H.C. Andersen er Danmarks mest berømte forfatter. Han blev født i Odense i 1805, og så snart han fik muligheden, skred han fra byen.

’Farvel Odense’, råbte han måske fra postdiligencen, inden den klaprede af sted mod Sjælland.

’Nu tager jeg til København og bliver berømt’.

For det gjorde han. Det er mange år siden, og i dag findes der to slags odenseanere: De, der får dollartegn i øjnene, når man siger H.C. Andersen, og de, der får bræksmag i munden.

Det er jo derfor, vi er stået af toget. Efter syv år med berøringsangst over for digteren er Odense igen begyndt at tage livtag med ham, og som sædvanlig bringer det følelserne i kog.

Men lad os fortsætte gåturen.

Odense i TV-avisen
På vej væk fra H.C. Andersen Haven – som i daglig tale kaldes Eventyrhaven – og tilbage mod handelsstrøget passerer man digterens barndomshjem, inden man kommer op på de to gågader, hvor fire eventyrskulpturer er drysset ud med et par hundrede meters mellemrum: ’Den Flyvende Kuffert’, ’Hyrdinden og skorstensfejeren’, ’Konen med æggene’ og denne skribents personlige favorit: ’Stoppenålen’ – en stor nål, der lidt minder om en kusse, og så en tråd, der helt utvetydigt forestiller et erigeret lem med glatpoleret granitglans – rejst foran H&M.

På vulgærskalaen har granitpikken dog fået konkurrence fra en anden H.C. Andersen-skulptur, som jeg så sidst, jeg var i byen. Foran Jensens Bøfhus stod gode gamle H.C. pludselig i en to meter høj bronzeudgave, men nu med kvindekrop og nøgne bryster.

Nu har vi ligesom forståelsen af, at H.C. Andersen fylder noget i gadebilledet her. Vi har trods alt kun bevæget os i et område på omtrent 500 gange 500 meter. Og historien kommer først for alvor til at tage fart, når vi krydser den firesporede vej, der i årtier har skåret Odenses indre i smadder.

Kom, vi går over i H.C. Andersen-kvarteret, hvor H.C. Andersens Hus ligger ikke langt fra Hotel H.C. Andersen, der igen ligger på en plads, hvor der hvert år holdes H.C. Andersen Julemarked. Som nabo til alt det ligger koncerthuset, som bare hedder Odense Koncerthus.

LÆS OGSÅ Forfattere: Danmarks største litteraturpris handler om kendiseffekt

Det er her ved koncerthuset, denne historie tager sin begyndelse – og den handler selvfølgelig om H.C. Andersen.

For præcis en uge siden kom den chilenske forfatter Isabel Allende drønende i en golfvogn – kørt af en mand, der var klædt ud som H.C. Andersen. Hun steg ud, gik ind i koncerthuset og modtog 500.000 kroner svanestatuette fra kronprins Frederik, og alle blitzene blitzede, og Odense kom i TV-avisen.

Det var den såkaldte Hans Christian Andersen Litteraturpris, der her blev uddelt. Efter begivenheden krøb kritikerne frem og kritiserede byen for at slå plat på digteren ved at hylde en kunstnerisk uinteressant, men berømt forfatter som Allende bare for at få opmærksomhed.

H.C. Andersen-bulimi
Intet af det har sandsynligvis chokeret folk i Odense. De er nemlig vant til lidt af hvert.

Jeg ved det, for jeg er født og opvokset i byen og har oplevet H.C. Andersen-parader, H.C. Andersen-festspil, H.C. Andersen-maraton og en vognmand, der dekorerer sine lastbiler med H.C. Andersen-motiver. For at det ikke skal være løgn, hed skoleinspektøren på min folkeskole H.C. Andersen. I 2001 skød byen fyrværkeri af for 1 million kroner for at markere, at der nu var fire år til, at H.C. Andersen skulle fylde 200 år, og det hele for alvor skulle blive vildt.

Det er ikke for meget at sige, at mange mennesker i Odense har nået et mætningspunkt.

»Hele Danmark fik bulimi af H.C. Andersen efter 2005-fejringen«, erkender Torben Grøngaard Jeppesen, der er museumschef for Odense Bys Museer. I hans forkontor står en hvid buste af H.C. Andersen i vindueskarmen, i hans kontor står en sort version.

Siden 200-året, som mest af alt huskes for et stort show i Parken, hvor Tina Turner i sidste øjeblik fik stukket 1 million dollar i hånden for at mime til to sange, har der været ro på H.C. Andersen – ja, nærmest lidt berøringsangst. Men nu skal der tages fat igen. Museumschefen har netop sagt farvel til en kinesisk forskerdelegation, og alle, der arbejder med turisme i byen, ved, at man sidder med noget, der kan blive et eventyrligt guldæg.

LÆS OGSÅ Mursten giver et nuanceret indtryk af H.C. Andersens geni

»Vi er en lille by, og der findes tusindvis af byer med 200.000 indbyggere i verden. Men Andersen er altså noget, der siger ’dingding’, når en kineser skal på Europarejse«, forklarer Jeppesen.

Hvor turismen ellers er nedadgående, er der penge at hente hos de nye vækstøkonomier: Rusland, Brasilien, Sydkorea, Indien – og frem for alt Kina, hvor H.C. Andersen i årtier har været en af de mest læste forfattere.

»Man diskuterer altid, om H.C. Andersen fylder for meget eller for lidt her i byen, og jeg vil ikke forlange, at odenseanere eller fynboer skal stopfodres med H.C. Andersen, hvis ikke de vil. Men omvendt vil jeg gerne skabe faciliteter og fortællinger for de mennesker, som holder af Andersen, og som godt kunne tænke sig at komme og bruge penge og få hans baggrundshistorie«.

Derfor er der nu planer om at skabe et nyt eventyrhus i Odense. Når den firsporede vej, som skærer midtbyen over, bliver lukket, skal et nyt centrum skyde op. Og det giver mulighed for en frisk start. Hvor man i tidligere tider har fokuseret på personen Andersen, vil man nu fokusere på eventyrene.

Begravelsesoptog
Når museumschefen siger, at der har været ro omkring H.C. Andersen de seneste år, er det en sandhed med modifikationer. Måske fra politisk hold, men absolut ikke fra billedhugger Jens Galschiøts side.

Han fik gennem 00’erne den opgave at lave et kæmpe H.C. Andersen-værk. ’Fortællebrønden’ skulle det hedde og vise digteren, der sad med sine bare fødder dyppet i en dam.

Omkring ham skulle figurer fra samtlige eventyr være støbt. Men finanskrisen slog pengebunden ud af projektet, så kun selve Andersenfiguren nåede at blive udført. Så gjorde kunstneren noget uforudset.

»Jeg arrangerede et begravelsesoptog«, siger Galschiøt.

LÆS OGSÅ Harry Potter-mor sætter Odense på den anden ende

Fulgt af et trombonekorps, der spillede begravelsesmusik, og mennesker i 1800-talstøj blev den 3 meter høje skulptur fragtet til Odense Havn. Hjemmeværnet var der og tusindvis af tilskuere.

»Og så hejste vi H.C. Andersen 10 meter op i en kran og smed ham i havnen. Borgmesteren var fuldstændig rystet«.

Frosten kom, og isen i havnen skruede digterens hoved af, hvilket også blev lidt af et tilløbsstykke.

Nasserøv
»Oprindelig skulle det have været min pæne skulptur, men nu blev det en happening«, siger kunstneren, der er ved at rydde H.C. Andersen ud af sit liv. For han kan slet ikke lide ham, altså personen Andersen, der ifølge kunstneren var en ubehagelig og træls nasserøv.

»Men hans eventyr er helt utrolige – der er en masse modmagt i ham«, siger han.

»Det er rigtigt, at han bliver skamredet og skamvoldtaget af byen, men hvad skulle man ellers komme til Odense for? Jo, vi har åen, og vi har kønne piger, meeen«.

Kunstnerens værksted ligger uden for centrum, og også her er H.C. Andersen overalt. Ude foran ligger digterens overkrop og hoved dækket af alger. 10 meter derfra står en 2 meter høj skulptur af H.C. Andersen med kvindekrop.

Den blev lavet til en odenseansk golfklub, der ville samle ind mod brystkræft, fik brysterne galt i halsen, og statuen endte foran Jensens Bøfhus i en tid. Nu står den her.

LÆS OGSÅOle Sohn: Turister skal lokkes med storstilet dansk H.C. Andersen-park

Indenfor har kunstneren travlt med en omvisning for en kæmpeflok, men bronzestøber Søren Lilliendal – en ung fyr med kraftigt skæg – byder os nu på kaffe og siger: »Jeg har faktisk lavet min egen H.C. Andersen-figur«.

Han viser ind i atelieret og peger på en lille bronzebuste af H.C. Andersen. Digterens ribben træder frem gennem huden, og hovedskallen er hullet, så hjernen ligger blottet.

»Det er H.C. Andersen som zombie«, siger han.

»For manden er jo egentlig død, men han bliver hele tiden trukket op af graven og spændt for alle mulige vogne«.

Den kinesiske prins
Da H.C. Andersen var barn, havde han en drøm. Han ville grave et hul i jorden hele vejen til kineserne. Og dernede ville han møde en prins, der forstod hans evner.

På en måde var Andersen forud for sin tid med den drøm, for i dag går mange danskere rundt med lignende tanker – ja, lige bortset fra, at drømmen ikke handler om at få anerkendelse fra kineserne, men penge.

Og til det formål er H.C. Andersen et rigtig godt redskab, har blandt andet Danmarks erhvervs- og vækstminister, Ole Sohn, forstået. For tre uger siden annoncerede han sin drøm: Der burde bygges en kæmpemæssig, ambitiøs H.C. Andersen-temapark i milliardklassen, der skulle trække kinesere og russere til Danmark, fordi:

»De erfaringer, jeg har gjort på mine rejser til Korea, Kina og Singapore, er, at det ubetinget største, ældste og mest værdifulde brand, Danmark har – det er H.C. Andersen«, som han sagde i Politiken for tre uger siden.

Og Odense har selvfølgelig en grund klar, for en H.C. Andersen-park er en tilbagevendende drøm. Lad os drøne derudad, ud forbi Danmarks største shoppingcenter, Rosengårdscenteret, og videre ud til motorvejsudfletningen, hvor Den Fynske Motorvej og Svendborgmotorvejen støder sammen. Der ligger grunden. Hov, telefonen ringer, det er byens stadsdirektør, Jørgen Clausen.

LÆS OGSÅKinesisk rigmand overvejer dansk H.C. Andersen-park

Ja, det gik galt i 2005, siger han. Ja, det er svært at satse på H.C. Andersen, uden at indbyggerne bliver trætte af det, men ja, det er nødvendigt at forsøge igen.

»Vi må erkende, at vi skal udnytte ham noget mere«, siger Jørgen Clausen, der også er formand for H.C. Andersen Fonden Odense.

Det handler om turisme, det handler om events – som den H.C. Andersen-festival, der næste år åbner i byen. Det handler om forskning, og det handler om at gøre H.C. Andersens aftryk tydeligere i byen. Ikke flere monumenter, ikke halve løsninger, men ordentlig og kvalificeret formidling af det vigtige ikon. Ellers taber man indbyggerne igen, forklarer han.

Men en H.C. Andersen-park? Hvem ved? Ikke stadsdirektøren. Der er ingen offentlige penge til det. Ud af bilvinduet strækker grønne marker sig ud foran motorvejsudfletningen. Måske en dag vil en kinesisk prins bygge sig en temapark her.

Den moderne Andersen
Så hvad så nu? Vi har travet Odense tynd, men et spørgsmål er ikke besvaret: Når nu H.C. Andersen skred fra byen, så snart han kunne, hvordan kan byen så blive ved til at klamre sig til eventyrdigteren?

Lad os gå hjem til professor Johs. Nørregaard Frandsen, som rent faktisk ved noget om H.C. Andersen. Han mener, at to vigtige ting omkring forfatteren er blevet forsømt og bør drages frem. Det autentiske og digterens moderne – ja, faktisk postmoderne dybder.

Siddende i sit lyse køkken forklarer han, at H.C. Andersen var et rejsende og rastløst menneske i evig søgen efter sin identitet. Han var mønsterbryder – både socialt og kunstnerisk, og så havde han et androgynt element, der er interessant. Lidt som Michael Jackson.

»Han er den mest kendte dansker i verden. Han topper Niels Bohr, Kierkegaard, H.C. Ørsted – og også Michael Laudrup«, siger Frandsen.

LÆS OGSÅDet sidste originale H.C. Andersen-manus ryger under hammeren

Men hvad var hans tilknytning til Odense – ud over at han skred, da han fik chancen?

»Han ser sig som en rejsende verdensborger, men når han nævner byer og steder, er det faktisk altid Odense. Det er hans første sted. Og landskaberne i hans eventyr er fynske landskaber, det er meget tydeligt at se. Odense er altid stedet«.

»I ’Snedronningen’ beskriver han sit barndomshjem. Man kan stadig se det lille køkken og trappen op. Barnets blik hos Andersen er fynsk. Han sidder rundt om i Europa, sidder i Rom, sidder på Holsteinsborg, sidder i Glorup og digter om sit første sted: luderkvarteret i gamle Odense«.

Det er det andet glemte ben: autenticiteten. Og den er i Odense. Hans fødehjem, hans barndomshjem, hans seng og hans manuskripter.

»Og hans hat, vi har faktisk hans hat«, siger Johs. Nørregaard Frandsen.

»Og jeg er faktisk træt af den hat. For han er så meget andet end den«.

Manden i den høje hat
Hatten bliver sidste spor, for i Odense – ikke langt fra professoren – bor en mand, der i 25 år har levet af at tage høj hat på og spille H.C. Andersen. Sammen med udklædte børn leverer han år efter år »et glansbillede, der kan synge og bevæge sig«, som han selv siger. Der må vi hen.

Torben Iversen, som manden hedder, er tidligere tv-bingovært, men nu lever han af at lave teater med børn – og bortset fra et årligt nissespil i Rosengårdscentret handler det hele om H.C. Andersen.

Det var ham, der udklædt som digteren kørte Isabel Allende til koncerthuset sidste søndag i en golfvogn, det er ham, der som leder af H.C. Andersen-paraden i Odense, har opført mere end 6.000 H.C. Andersen-forestillinger i hele verden.

Hans hjem er plastret til med Andersen. Garagen er fyldt med kostumer, næsten alle værelser har H.C. Andersen-figurer og billeder.

Iversen repræsenterer den anden fløj af byens H.C. Andersen-professionelle. Den uakademiske, folkelige og temmelig uforudsigelige fløj.

Med sine mange år på H.C. Andersen-scenen har han set meget gå galt, men hans egne initiativer har vist sig levedygtige: paraden og julemarkedet. Og H.C. Iversen tror på fremtiden.

Forlader aldrig Odense
Problemet, siger han, har været, at de forskellige H.C. Andersen-fløje i Odense været helt adskilte. De lærde folk har fundet hans type for let. Men det forhold er i hastig bedring. Fortidens fejl har lært fra sig, nu er tiden kommet til det store gennembrud.

»Han er det bedste brand, vi har«, siger Iversen, som bortset fra sit krusede, halvlange hår slet ikke ligner H.C. Andersen.

»Mit indtryk er ikke, at folk her er trætte af H.C. Andersen. De er trætte af ævl og kævl og bøvl og vrøvl, og store planer, der ikke bliver til noget«.

Stod det til ham, sagde byskiltene ’Odense – City of Hans Christian Andersen’, og han har H.C. Andersen-ideer nok til at give enhver H.C.-hader hjertestop.

LÆS OGSÅKronik: Møllehave nærlæser H.C. Andersen

Han når at foreslå et ’Svinedrengens spisetelt’ til den kommende H.C. Andersen-festival, en parade af gamle spejle fra spejlkabinetter, som folk kan grine af, og fortælle om sin drøm om at få Elton John til at synge en Andersen-udgave af ’Candle In The Wind’ fra byens rådhus.

»Det vigtigste er bare, at det er kvalitet«.

Helt øre i hovedet kan vi nu tumle op mod banegården og væk fra byen. H.C. Andersen derimod vil aldrig forlade Odense.