Annonce
Annonce
Kultur

»Selv det at stå på den røde løber med Nicole Kidman bliver jo en form for rutine«

Nytårsinterview. Vibeke Windeløv finder teaterlivet noget anderledes end arbejdet med film. Men man er i langt højere grad i direkte kontakt med publikum.

Annonce

Nytårsinterview

Serie

Politikens anmeldere taler i den kommende tid med en række kulturpersoner om arkitektur, tv, teater samt opera og klassisk musik. Hvad er den aktuelle status på områderne, og hvad kan vi forvente af 2016?

Tidligere bragte interview:

Tidligere bragte interview:

Jan Christiansen Tidligere stadsarkitekt: Den blandede by er fandeme vigtig

Henrik Engelbrecht Kunstnerisk konsulent: Kulturen skal ikke være toiletpapir

Man kan godt få nok af at stå på den røde løber med alverdens filmstjerner. Det er noget af en omstilling, Vibeke Windeløv har været igennem det sidste år som ny chef for Betty Nansen Teatret, hvor hun efter 40 år som succesfuld filmproducer er havnet i teatrets langt mere beskedne rammer.

»Der er jo det ved at stå på den røde løber – første gang, du gør det, er det helt fantastisk, men jeg kan ikke huske de andre gange. Dengang med ’Breaking the Waves’, hvor folk rejste sig op og hylede og skreg, vil jeg aldrig glemme. Men selv det at stå på den røde løber med Nicole Kidman bliver jo en form for rutine. Det er en meget større oplevelse for mig nu at være på Betty Nansen«.

LÆS OGSÅTeater skaber selv ny chefduo

Som hun kommer ind her på Lumskebugten, er der unægtelig lidt verdensdame over hende – og godt med krudt i røven. Hjemmevant bliver der nikket til Henning Camre, tidligere chef for Filminstituttet, og Søren Østergaard fra Zirkus Nemo, som var restauranten på Esplanaden hendes udvidede dagligstue. Det var også her, hun inviterede holdet bag den seneste forestilling til afskedsmiddag. Windeløv er som cheftype den, der trives med at være i aktion og sørge for samhørighed.

Ingen tvivl om, at den ny teaterchef uanset lydhørhed følger sit eget hoved

»Jeg kan godt lide at lave den der familie og bestemme, hvordan stemningen skal være. Der bliver ikke nødvendigvis god kunst ud af, at folk har det godt, men jeg tror heller ikke, det sker, hvis folk har det dårligt«.

De store håndbevægelser gælder dog ikke det, der lige nu ligger på hendes egen tallerken: et stykke rugbrød med grønlandske rejer og en rødspættefilet til deling. Til gengæld deler hun generøst ud af sin nysgerrighed og undren over for den teaterverden, hun stadig føler sig noget fremmed i – og får lyst til at grine, når hun skal præsentere sig om teaterdirektør.

LÆS OGSÅNye teaterchefer: Her er vores visioner

Hun havde absolut ingen ambition om at blive teaterchef. Men en insisterende henvendelse fra bestyrelsen på Betty Nansen fik hende til at indse, at det, der tænder hende ved filmarbejdet, er det at stå midt i produktionen. Men efterhånden er arbejdet med at skaffe penge, som hun er kendt for at være suveræn til, kommet til at overskygge det hele. Den sidste tvivl forsvandt, da hun blev parret med Stefan Larsson, instruktør og tidligere chef for Aarhus Teater: »Jeg ved ikke, om jeg ville kunne klare det i fremtiden uden ham. Han har været uundværlig«.

En møgstart

Selv om Windeløv og Larsson kunne afslutte deres første sæson med at få pæn succes med Peter Asmussens ’Soli Deo Gloria’, var det unægtelig en hård start med lussinger fra kritikere og publikum til både ’Madame de Sade’ og ’Prometheus nu’ – den sidste blev tilmed lagt ned efter bare en uges spilletid. Velkommen til teatrets virkelighed?

»Selvfølgelig går det mig på, hvis vi ikke sælger nogen billetter. Men det går mig ikke på med modgang, det har jeg været vant til med Lars (von Trier red.), der var jo alt muligt galt med ham ifølge folk. Jeg har ikke været vant til at vade rundt i succes«.

LÆS OGSÅHvorfor har Betty Nansens direktørpar ikke grebet ind?

Der er jo anderledes kontant afregning med teatret. Får en film en dårlig modtagelse, kan den altid håbe på et andet liv.

»Det er noget helt nyt for mig at være i distributionsleddet. Man vågner op om morgenen og ser, hvor mange billetter der er solgt til om aftenen. Der var en ting, jeg slet ikke havde forventet ville være forfærdeligt: Hvis du på film laver noget, kritikerne ikke kan lide, så skriver de, at alle skuespillerne eller instruktøren er elendig. Men på det tidspunkt er alle i gang med noget andet. Men når du giver en forestilling en dårlig anmeldelse, og skuespillerne skal op på scenen aften efter aften, det synes jeg er hårdt«.

Overraskede det dig, hvor hurtigt stemningen kan vende selv for et teater som Betty Nansen?

»Hør nu her, for hvert sæde, der ikke bliver solgt, lærer jeg noget. Med kunst er man jo aldrig sikker. Jeg lytter til dem, der kritiserer, selv om det ikke nødvendigvis betyder, at man skal gøre, hvad de siger. Hvis man selv syntes, dengang man læste stykket, at det var meget teksttungt, skulle man måske næste gang tage det alvorligt«.

Teatrets mærkværdigheder

Der har været en del at lære og ikke mindst at undre sig over som ny i klassen.

»Det er en lille verden at komme ind i, men det er en kæmpestor verden sådan emnemæssigt. Det mest forunderlige, når du ikke er teatermenneske, er, at på film opfinder du hele tiden nye historier, mens du i teatret bruger de gamle stykker. Jeg har haft lidt svært ved at fatte, hvad det er, vi skal med dem. Men når jeg ser ’Romeo og Julie’ på Det Kgl., så ser jeg jo, at det også giver en stor frihed til at bruge stykkerne på helt andre måder. Det kan man ikke med de nye«.

Klassikerne giver jo mulighed for at være i den levende dialog med fortiden, som er helt central for teatret som kunstart.

»Ja, det er egentlig ret fantastisk. Det sjove ved teater er også, at du accepterer en helt anden form for illusion. Hvis du i ’Soli Deo Gloria’ siger om Tina Gylling Mortensen, der står 50 år gammel og fuldt påklædt, at hun er nøgen og 14 år, så bliver hun faktisk nøgen og 14 år. Så tror vi på det. Det eksisterer ikke på film, sådan fra det ene øjeblik til det andet at kunne snyde«.

Derudover har teaterdirektøren haft rig lejlighed til forundring over alt det, man bare ikke må gøre, men som er helt naturligt i filmens verden. F.eks. må man absolut ikke snakke om, hvad man vil sætte op – »ubrugeligt hemmelighedskræmmeri!«, ifølge Windeløv.

LÆS OGSÅKommentar: Nye chefer på Betty Nansen er sikre kort

Ingen tvivl om, at den ny teaterchef uanset lydhørhed følger sit eget hoved og sin vilje til tage chancer. For er der noget, dansk teater savner, som hun ser det, nu hvor hun er begyndt at følge det tæt i stedet for lejlighedsvis på Broadway og i London, så er det mod. Det fik hende f.eks. trods advarsler til at invitere en forestilling indenfor ubeset, da scenen alligevel stod tom efter ’Prometheus nu’: »Smålighed gider jeg simpelthen ikke«.

Der lå da også en vis provokation i at sætte Peter Asmussens stykke op på hovedscenen for at demonstrere, at ny dansk dramatik ikke altid skal forvises til en mindre scene. Hvad der fremover skal tegne repertoiret, kunne være ny amerikansk eller engelsk dramatik – for de er gode til at fortælle historier – ligesom Windeløv lægger op til internationale samarbejder som nu ’Medea’, der bliver lavet sammen med Dramaten i Stockholm. Det er også planen at bringe filminstruktører som Lone Scherfig, Christoffer Boe eller Susanne Bier i spil.

»Jeg vil gerne lave teater, der skiller vandene. Det er de bedste film og det bedste teater: når der er nogen, der virkelig elsker, og nogen, der virkelig hader«.

Har du en idé, du virkelig brænder for at føre ud i livet på selve scenen?

»Ja, men det kan jeg ikke afsløre nu«.

Teaterdirektøren er tydeligvis ved at lære gamet – nu med hemmelighedskræmmeri.

Redaktionen anbefaler

Kunstnerisk konsulent: Kulturen skal ikke være toiletpapir

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce