Illustration:: Mette Dreyer
Kultur

Hvår’n lyder Aarhus egentlig?

Er Aarhus bare tåååågehorn, rådhusklokker, mågeskrig og Gnags, der slingrer ned ad Vestergade? Vi lyttede til byen, der vil gentænke sig selv, og fandt nye lyde og lydnørder.

Kultur

Ved du, hvorfor Mona Lisa aldrig lukker munden op? Det er, fordi hun har munden fuld af klister!«.

22 år efter at denne sætning blev fremført igen og igen under castingen til Nils Malmros’ følsomme mesterværk ’Kundskabens træ’, er den ætset ind i hjernen på en generation af nu voksne østjyder, der griner af lyden på Café Ris Ras. Den er blevet en generations interne vittighed om engang.

De, der kunne få ’Veee’ du, hvåffer Moona Liiiisa aldri’ lukker måånd’n ÅP?’ til at ligge tættest på det stiliserede østjyske, som er Nils Malmros’ signatur, gik videre til næste runde.

Malmros lyder af Aarhus, og Aarhus lyder af Malmros, selvom ingen længere taler som Malmros’ skuespillere og måske aldrig har gjort det.

Generelt er der hos lokale og alle andre både en forestilling om Aarhus og så et faktisk Aarhus. Det, vi hører for vores indre øre, og det, der faktisk er derude, kan ikke adskilles. Støj, liv, forandring.

Og nu er jeg altså taget til Aarhus for at lytte til en by, der vokser og forandrer sig og som Kulturhovedstad i 2017 vil ’gentænke’ sig selv.

I min erindring og hos dem, jeg spørger før afrejse, lyder her af den gamle havn, af Helmig, Haugaard og mågerne, der er elsket og hadet afhængigt af ørerne, der hører. Den lyder af det klagende tågehorn på havnen, der ikke er der længere, men lever videre i folks følelse af byens ufarlige melankoli, og af rådhusklokkerne – Aarhus’ markante lydmarkør – der faktisk er til reparation og ikke har spillet koncert siden 2006. I vores hjerner ringer den stadig alle nyankomne til byen velkommen.

Klappelappe

Den første lyd, jeg sådan rigtigt bider mærke i, er et klap.

I frostklar iskulde i Marselisborg Mindepark trækker lydforsker og musiker Marie Koldkjær Højlund mig ind i midten af Axel Poulsens monument for Danmarks faldne i Første Verdenskrig.

Vi finder det allermidterste punkt i den kalkgrå rotunde. Hun klapper én gang med en begejstring som et spædbarn, der lige har fået kontrol over hænderne. Straks efter svarer væggene igen med et klappelappelappelap. Det er ikke et ’hvad drikker Møller’-ekko, der fiser ud i en bøvs efter det netop råbte ord. Det er et maskingeværsaluterende plaf af klap – som om skulpturen fra 1934 var skabt til lydbegejstring.

»Det er heeelt sindssygt«, siger Højlund på sit glade østjyske, som jeg optager med min recorder, så jeg kan genhøre det. »Det’, som om man ka’ hør’ sin’ egne ører«.

I 2017 kuraterer hun og lydforsker Morten Riis fra Aarhus Universitet seks stedspecifikke lydværker i kulturhovedstaden under titlen ’OverHeard’. Med værkerne vil de gøre opmærksom på lyde, vi normalt ’overhører’ – dem, vi slet ikke hører, og især dem, der ikke umiddelbart var tiltænkt os.

Vi går hen til skulpturens buede væg, lægger ørerne til væggen med 30 meters afstand og lader vores stemmer kure frem og tilbage langs de indgraverede navne på faldne. En ældre kvinde med en sort bulldog passerer os. »Vi gåår lig’ runden«, forklarer hun. Til juli vil små højtalere drysse oplæsninger af monumentets navne ud over forbipasserende, så man går rundt i en ubestemmelig »sky af navne«, som Højlund kalder det.

At ’overhøre’ aktivt er også pointen, når der i Kulturhovedstad-året bliver installeret et vandorgel i en sø i Struer med så sagte lyde, at publikum også kommer til at lytte til alt det andet omkring musikken. Eller når en estisk designer laver en 6 meter bred gigamegafon af træ, der i april skal lægges i skovbunden ved Silkeborg som en slags akustisk forstærker, der kan få besøgende, der kravler ind i den, til at høre skovens lyde forstærket. »Om sommeren er det et idyllisk sted, men faktisk ligger der også en meget befærdet vej ovre på den anden side. Når man sætter sig ned og lytter, vil man måske opdage, at vejen er en integreret del af det idylliske lydmiljø«, siger Marie Højlund.

Vi skal gentænke, hvad støj overhovedet er, synes hun.

Illustration: Mette Dreyer

»Vores ører er ikke huller, der går ind i hovedet. Der er alle mulige oversættelser og psykoakustiske mekanismer, der gør, at vi enten opfatter eller ikke opfatter noget, generes eller ikke generes«. Som når beboere på Samsø, som Højlund havde set på tv, klager over larmen fra vindmøller, indtil de selv bliver andelsejere. »Så havde en af dem sagt, at han syntes, lyden var som hans datter, der øver sig på violin«, griner hun.

Vi stiller os og lytter lidt.

»For mig er Aarhus det, vi lytter til nu«, siger hun: »En mellemstor bys drone af trafik. Jeg kan godt lide, at vi kan høre, at klokken er 4, at folk er på vej hjem. For 10 minutter siden, mens vi snakkede, var der en lyd af et skib. Og så har der været lyden af, at de sætter containere på havnen. Mågerne minder om, at vi er tæt på havet. Det er meget Aarhus-agtigt«.

Måger

Mågernes støj er ellers en alvorlig sag i Aarhus. Mågerne er naturens Aarhus-soundtrack, der støjer mere, jo mere beboelse der bygges i havneområdet. Da tonemester Peter Albrechtsen skulle lave lyd til Christina Rosendahls ’Idealisten’, der foregår i 80’ernes Aarhus, tog han udgangspunkt i sin personlige irritation over de mange måger. Hver gang en scene i filmen udspiller sig i byen, fortæller han, kan man høre mågeskræp i baggrunden. Som en slags ledemotiv.

Nede på Lydhavnen – et netværk af musikstudier, komponister og producere – sidder Anders Boll, tidligere lydtekniker for bl.a. bandet Efterklang, og roder med et fyldigt soundscape til britiske Nigel Jamiesons stort opsatte teatralske åbningsceremoni for Kulturhovedstad-året. En af de mest markante lyde, der lægges ind over det lydlandskab, som skal fylde Aarhus via utallige højtalere, er netop – måger. Flere. Måger.

De senere år har der udspillet sig en decideret mågekrig i byen. Mågerne kommer længere ind mod byen, beboerne generes og vil have dem skudt. Der er oprettet hidsige grupper på Facebook som ’Mågerne ud af Århus’ med over 3.000 medlemmer. Det er ornitologer versus husejere, der er sat falke og jægere ind. Jeg lytter konstant efter de dæmoniserede mågeskrig, men hører så få, at jeg bliver helt lettet over, at de faktisk er der.

For den aarhusianske podcastproducent Andrew Thomas Davidson, der de seneste år i sin virksomhed Akkurator har optaget nærmest hele Aarhus på lyd i podcasts om bl.a. Den Gamle By, NorthSide og den kontroversielle letbane, hvis skinner lige nu hamres på plads under Dokk1, har Aarhus på det seneste lydt af forandring, af, at alt skal være klar til 2017, af sindssygt meget nybyggeri.

»Man kalder det ramning, når man hamrer store pæle i jorden. Sådan lyder 2017. Man kan måske godt kalde det larm, men jeg har vænnet mig til det, det er mere rytme end larm«.

For ham er mågerne byens beroligende påmindelse om, at vi er tæt på vandet. »Det er noget værre fis at blive sur over mågerne. Det er jo vores skyld, at de trækker ind til byen. Det er, fordi vi larmer. Så synes jeg, det er fair nok, at de kommer ned og larmer til os«, siger han. Larmen er noget, vi er fælles om. Støj er ikke som pesticider i grundvandet, der skal renses væk – som Højlund siger. Al lyd afhænger af grøden bag det øre, der hører.

I Lydhavnen sidder også Jakob Erland Pedersen på sit værksted, der i 30 år har produceret elektronisk udstyr specielt til brug i musikproduktion. Tidligere lavede han »dippedutter«, som han kalder det, til Gnags’ gamle Feedback-studie – dengang den aarhusianske musikbranche flød i mælk og honning og i kæmpehits, og hvor man gerne betalte 250.000 80’er-kroner for en ny fjernbetjening til en 2 spors spolebåndoptager og 1.500 kroner for et bånd med 16 minutter og 40 sekunder på.

I dag er Aarhus-lyden igen blevet hip med bands som Liss, Lowly og Jung. Københavnere tager til Aarhus for at få lavet ’årnli’ lyd på deres plader. Og dippedutterne har også ændret sig. »Nu hvor de tidligere tekniske begrænsninger er væk, kan man gribe det hele mere utraditionelt an. Folk er ikke så up tight om, at det skal være rent og pænt«, siger Jakob Erland Pedersen. »Hvis man tilbage i 80’erne bare kunne få et eller andet uden støj og forvrængning, så var det fantastisk. Nu skal ting lyde af noget, det skal have karakter«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Såååårn

Samtidig er Aarhus stadig på godt og ondt musikalsk brændemærket af 80’ernes og 90’ernes besyngelser af byen, af Gnags, der slingrede ned ad Vestergade med sol over Aarhus og ville blive gamle på en bænk, der hvor havet slår ind over molen, og af Anne Linnet, der gloed’ på vinduer, mens Helmig banked’ på og TV-2 brokked’ sig, og af På Slaget 12, der storhittede med ’Hjem til Århus’. Da den sang fyldte 25 i 2011, interviewede lokalavisen forsanger Ann-Mette Elten, som fortalte, at hun stadig optrådte med sangen cirka to gange om ugen. Og at hun stadig var glad for at synge den. Der kom også en amerikansk version af den: ’Back to Nashville’.

Siden har blandt andre L.O.C., Johnson og U$O med deres gruppe B.A.N.G.E.R.S. pisset territoriet af: »Aarhus er miiiiin, ikke diiiiin«, råber de. Og mine kolleger på Politiken mødes med den Aarhus-besyngende rapgruppe Bogfinkevej, der er stolte af deres by og dialekt.

Aarhusiansk er noget med ’ik’å’ og ’såårn’ og ’blevn’ og bestemte sætningsmelodier. Men den særligt aarhusianske melodi fader år for år – ligesom dialekter i resten af landet, hvor tv-dansk er rigsdansk. Ingen taler som i en Malmros-film længere. Forskellene på vores dialekter er blevet så minimale, at forskerne skal have måleinstrumenter for at påvise det. Der er altså mindre aarhusiansk at høre på Banegården nu end for 40 år siden.

På Banegården trækker dialektforsker Ditte Zachariassen mig hen til en af Aarhus’ mange facere for Dansk Flygtningehjælp, Mohamed Weli, fordi han lyder af et helt særligt aarhusiansk dialektfænomen. »Vee’ du hva, vi skal ren’ faktis’ gøre en stor fåårskel her i dag«, lyder det, når han taler sin sag.

En national undersøgelse fra Sprogforandringscentret viser, at unge over hele landet vurderer deres egen lokaldialekt højest – hvis de bliver spurgt direkte om det. Undersøger man derimod de unges såkaldte ’underbevidste sprogholdninger’ – altså deres ubevidste vurdering af andre baseret på dialekt – så er det kun unge i København, der synes, at deres sprog lyder smartest og mest begavet. Alle andre, også aarhusianere, nedvurderer deres egen lokaldialekt. Groft sagt synes aarhusianske unge, at folk, der taler rigsdansk og københavnsk, lyder sejere og klogere end dem selv.

Selv skruer Ditte Zachariassen ned for sit aarhusianske, når hun for eksempel skal undervise, eller når hun skal udtale sig som ekspert – som i dette interview. Simpelthen fordi hun vil tages mere alvorligt, siger hun.

Men modsat i resten af landet sker der noget særligt på Aarhus’ vestegn, fortæller Zachariassen. »Der er træk i den aarhusianske multietniske dialekt, som minder rigtig meget om gammeldags aarhusiansk og desuden bruger udtrykkene langt hyppigere. Hvor en gennemsnitlig aarhusianer vil sige ’sådn’, så vil unge aarhusianere fra multietniske områder bruge den nasale gammeldags udtale ’sårn’«. De lokale karaktertræk bliver bevaret i denne dialekt. Og det ser man ikke i forbindelse med andre dialekter«.

Dialektforskere fortolker ikke lystigt som jeg, så Zachariassen vil ikke svare på, om alt det her betyder, at lyden af aarhusianere fra Vestegnen peger på en større stolthed over byen her end hos de øvrige aarhusianere.

»Man kan måske sige, at man taler mere aarhusiansk end aarhusianerne for at lægge vægt på, at man er fra Aarhus. Det markerer et tilhørsforhold: at det er her, jeg er fra, det er her, jeg hører til. Det er Aarhus«.

Tågehooornet

Hvordan lyder Botanisk Have? Hvis man slukker for den store computer i kælderrummet under det nye væksthus i Botanisk Have, lyder den kun af lidt vanddryp.

Men da jeg træder ind i den fugtige udstillingsjungle under den puppeagtige klokke en tidlig morgen, hører jeg eksotisk leben, abeskrig og insektkvidren, en komposition af lyde afspillet via en tilfældigheds-algoritme. Botanisk Have lyder også af den rolige stemme, der tilhører lydforsker og lektor på Afdeling for Digital Design og Informationsvidenskab på Aarhus Universitet Morten Breinbjerg.

Han viser mig rundt i det lydlandskab, som han og hans kollegaer på audiodesign-uddannelsen og Center for Avanceret Visualisering og Interaktivitet (Cavi) har skabt til stedet. Først var opdraget, at de kun måtte installere botanisk plausible lyde: Abelydene skulle passe til det område, hvis husets planter kunne trives i det fri. Men da væksthuset i sig selv er en kunstig iscenesættelse af natur, endte de med at lave et frit miks af alskens dyrelyde. Stemningen herinde svarer ikke til en specifik natur. Derimod virker den og skaber den rette oplevelse hos os, når vi træder ind.

Lyd kan give mening steder, hvor den ikke hænger ’naturligt’ sammen med omgivelserne. Sådan er det for eksempel med musik. Og sådan ville det også være med det nu forsvundne tågehorn i Aarhus, der muuuhede trist gennem tågen i 70 år.

Det har Breinbjerg forsket i – og begrædt. For ligesom mågerne og de mange industrielle havnelyde lukker verden op, fortæller tågehornets lyd også en historie. »Den understreger den maritime stemning, den er en stærk markør i filmlyd. Den har noget særligt over sig, fordi den markerer noget i vores omgivelser, en tåge, en uigennemsigtighed. Det har en stærk dramaturgisk effekt. Tågehornet forsvandt, da de store erhvervsskibe ikke længere navigerede efter tågehorn. Men så kan man rejse spørgsmålet: Har den en bredere betydning end det?«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den manglende lyd er også en lyd.

Sådan en manglende lyd bruger jeg lang tid på i Aarhus. En af byens nye lydsignaturer er fødselsklokken i det nye bibliotek og kulturhus ved havnen, Dokk1, hvis udtale øvrigt i sig selv er en ny lyd – lyden af aarhusiansk stolthed, mener en kollega. Hver gang et barn fødes i byen, skal gongen ringe på »Dågg’n«. Og når Kulturhovedstad-året er blevet skudt i gang, vil buschauffører over hele byen parallelt lade en lille klokke ringe og ønske den nye sjæl i byen velkommen. Den idé er en del af et kæmpeværk, ’SonicArk’, som den østrigske lydkunstner Andres Bosshard kommer til at sætte i gang. Det er aarhusianerne selv, der skal lyde af noget nyt og mere, fortæller han begejstret via en telefonforbindelse fra Zürich. »Ze zound of Aarhus is not yet awaken«.

I to dage skriver jeg fra Dokk1 og venter på at høre den nye karakteristiske Aarhus-lyd af (gen)fødsel. Jeg er omgivet af svedende studerende, der skribler bekymret løs og tjekker eksamensresultater på universitets intranet, som med meget mild dialekt hvisker »Det er så vigtigt, det her. Det er SÅ vigtigt«. Det er lyden af en lille fortættet præstationsverden, der snart bliver større.

Og netop som jeg helt har glemt, at jeg vågede over klokken, så sker det pludselig, folk flyver op fra deres borde, og ud over alt og alle og med havnen og mågerne og kranerne i baggrunden lyder et kæmpemæssigt og rungende ’doooooooooooonnnnnnng’ efterfulgt af en mild rislen af unge fnis.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce