Vi ved fra almindelig hverdagserfaring, at det lille barn skal ses og anerkendes som et selvstændigt væsen for at kunne udvikle sig på frugtbar vis. Lige fra de allerførste minutter af livet er små børn sociale væsener, der er orienteret mod andre og søger voksnes blik. Det er gennem det mellemmenneskelige, at mennesket bliver til som individ; vi bliver subjekter gennem det intersubjektive.
Udviklingspsykologen Donald Winnicott sagde, at der derfor ikke findes sådan noget som en baby, isoleret set. Winnicott påpegede, at den mindste udviklingspsykologiske enhed er en baby-og-dens-mor (eller omsorgsperson, som vi ville sige i dag, da det jo godt kan være en mand). Det isolerede, ene-stående menneske er en abstraktion fra de relationer, der er vores primære psykologiske realitet.
