Nicolai Abildgaard er et af de store navne i dansk kunst. Mindre kendt er hans far, Søren Abildgaard, død 1791.

Uden tvivl var det fra faderen, at Nicolai havde talentet. Søren Abildgaard var i mange år ansat som tegner i Geheimearkivet, i dag Rigsarkivet. Han arbejdede under opsyn af geheimearkivaren Jacob Langebek.

Med henblik på et planlagt værk om danske mindesmærker rejste han fra 1757 hver sommer rundt i den danske provins og tegnede historiske minder, især epitafier og gravsten i landets kirker, men også runesten og bygningsrester.

Vinteren blev brugt til rentegning af sommerens skitser. Værket blev aldrig til noget, men tegningerne betød, at man fik overblik og dokumentation vedrørende en række vigtige mindesmærker. I dag bruger vi kameraet, men Abildgaards tegninger var langt op i 1900-tallet vigtige for alt antikvarisk arbejde. De var særdeles pertentlige, den skarpsynede tegner fangede ofte mere end et sort/hvidt kamera.

Stadig betydning
I vor digitale tidsalder er der normalt ikke længere brug for tegnet dokumentation, men de abildgaardske tegninger har alligevel beholdt deres betydning. Mange af de monumenter, Søren Abildgaard tegnede, er mere nedslidte end på hans tid.

Det gælder ikke mindst de flade gravsten, der er lagt i kirkernes gulve; utallige beskidte støvler og sko har trampet hen over dem og udvisket indskrifterne.

LÆS OGSÅ Første danske maler udstiller på Louvre

Søren Abildgaard har tegnet det, vi ikke længere kan se.

Og endnu vigtigere. Han har gengivet en lang række mindesmærker, der ikke længere eksisterer. Og heldigvis var han en meget nøjagtig tegner. I de tilfælde, hvor vi kan kontrollere hans tegning med det bevarede monument, må man være imponeret over hans præcision.

God kilde
Han er ikke alene detaljeret i selve tegningen, han er utrolig omhyggelig med proportionerne, sædvanligvis gengav han i størrelsesforholdet 1:12. Han er derfor en god kilde til udseendet af monumenter, der ikke længere eksisterer.

Bl.a. skal vi være Abildgaard taknemmelig for, at han aftegnede gravstenene i Antvorskov slotskirke, ganske få år før Antvorskov Slot blev revet ned og stenene ødelagt, brudstykker kan man i dag finde som dørtrin o. lign. i omegnens kirker.

Værst var det, at mange af stenene var fra tiden før reformationen i 1536, hvor Antvorskov var et af landets vigtigste klostre.

Meget mere end et katalog
Næsten alle Søren Abildgaards tegninger ligger i det såkaldt antikvarisk-topografiske arkiv i Nationalmuseet, hvor de i årenes løb har været flittigt brugt af arkæologer, lokalhistorikere, slægtsforskere og andre interesserede.

Brugen slider imidlertid på tegningerne. Seniorforsker og museumsinspektør Poul Grinder-Hansen har derfor fået den gode ide at udarbejde et katalog over samlingen med afbildning af hver enkelt tegning.

LÆS OGSÅ At male sjælen

Men det er meget mere end et katalog. Grinder-Hansen giver også en biografi af en personlighed, der engagerede sig i meget andet end fortiden og sin tegnekunst. Abildgaard var en lærd mand og havde taget eksamen ved universitetet.

Han var meget optaget af almindelige samfundsforhold. Han skrev økonomiske afhandlinger, bl.a. om fiskeri og kornavl. Han interesserede sig for geologi og mineralogi og udgav afhandlinger om Stevns og Møns Klint med tegninger af forsteninger.

Oplyst og patriotisk borger
Han er et fint eksempel på 1700-tallets oplyste og patriotiske borger, der deltog i debatten om, hvordan samfundets indretninger kunne forbedres.

Han brugte også sit talent til andet end antikvariske tegninger. Han udførte prospekter til topografiske værker, kunne også tegne portrætter og har efterladt et lille antal miniaturer af ganske acceptabel kvalitet, bl.a. det eneste kendte portræt af Jacob Langebek (Frederiksborgmuseet).

Selv om Abildgaard arbejdede under opsyn af Langebek, var der tale om jævnbyrdige partnere.

Abildgaards viden betød, at han i reglen tolkede udviskede billeder og tekster rigtigt. Kvaliteten af hans arbejder fremgår også ved en sammenligning med konkurrenten Andreas Thornborg, der tegnede for den lærde samler Terkel Klevenfeldt. Thornborgs arbejder er i sammenligning med Abildgaards upræcise og kluntede.

Dokumentation af fortiden
Med udgangspunkt i konkurrencen mellem Klevenfeldt og Langebek giver Grinder-Hansen en indsigtsfuld karakteristik af det antikvariske miljø i 1700-tallet.

Trods indbyrdes uvenskab tilhørte Langebek og Klevenfeldt som historikere en tradition, for hvem hovedsagen var indsamling af aktstykker og genstande med henblik på dokumentation af fortiden, i modsætning til Ludvig Holberg, der lagde vægt på en ræsonnerende historieskrivning baseret på politiske og moralske vurderinger.

LÆS OGSÅ Stort værk om Ludvig Holberg på vej

Ingen tvivl om, at Holberg anså antikvarer som Langebek og Klevenfeldt for en slags virkelighedsfjerne ’nørder’; i hvert fald advarede han mod antikvarernes tilbøjelighed til at fortabe sig i detaljer, der var ligegyldige for helheden.

Det er da også Holberg, der kan læses i dag, men det er vigtigt at understrege, at de lærde antikvarer gennem deres indsamlingsvirksomhed lagde grunden til en systematik, der er en væsentlig forudsætning for moderne videnskabelig metode.

Forskningen har det godt
Grinder-Hansens kapitel om forholdet mellem antikvarer og historikere i 1600- og 1700-tallet er et af de bedste i bogen. Bogen er et stykke gedigen forskning og henvender sig til eksperter, men er samtidig velskrevet og let tilgængelig, så enhver interesseret kan have glæde af den.

Den er god at have med på en kirketur, idet Søren Abildgaards nøjagtige tegninger kan hjælpe kulturturisten til at tyde teksterne på mange udviskede gravsten eller højtsiddende epitafer.

Ganske vist er bogen tung og uhandy, men med gode rygmuskler og en ordentlig skuldertaske går det nok. I nogle tilfælde synes jeg, at katalogdelen kunne have medtaget flere oplysninger. På den anden side må man være taknemmelig for, at forfatteren har begrænset realkommentaren til det mindst mulige. Ellers var bogen blevet urimelig stor.

Under alle omstændigheder er den digre bog et vidnesbyrd om, at forskningen har det godt på Nationalmuseet. Det er også en smukt tilrettelagt bog, hvor Abildgaards tegninger kommer fint til deres ret.