Baggrunden for denne bog er reel og alvorlig, men kunstnerisk er den en skuffelse.

Fernando Arrabal voksede op under general Francos rædselsregimente, og som 23-årig i 1955 søgte han tilflugt i Paris og i det franske sprog.

Her blev han en af det absurde teaters små profeter med sine dramaer, der krydser tragedie og farce, anarkisme, surrealisme og Antonin Artauds ’grusomme teater’ i et sært univers – kaldet ’panikbevægelsen’ – af vold, tortur, kannibalisme, sadomasochisme og sort humor med politiske overtoner.

Klaustrofobisk familiesituation
Hans stykker ’Automobilkirkegården’ og ’Frokost i det fri’ udkom på dansk 1961-64 hos avantgardeforlaget Arena, der også oversatte hans roman ’Baal-Babylon’, og han har været spillet flittigt her.

Den spanske borgerkrig og Franco er også baggrund for ’En forsvundet løjtnant’ fra 1998. Vi får den i den tilpassede franske udgave fra 2000, men den klæber uforløst til Arrabals klaustrofobiske familiesituation.

LÆS OGSÅMelankolsk skuespiller isolerede sig i sin kælder i tre år

Titlens løjtnant er Arrabals far, der gjorde tjeneste i Melilla i Spansk Marokko, hvorfra general Francos officersoprør mod den nye republik udgik i juli 1936. Han var en helt ved loyalt at støtte den lovlige regering og blev dødsdømt.

Da dommen allernådigst blev konverteret til 30 års fængsel i Spanien, fulgte moderen efter med de tre børn. De blev sat i pleje hos familie andetsteds, mens hun arbejdede på kontor i Francos regeringsby Burgos, hvor faderen sad fængslet.

Han forsøgte selvmord og blev indlagt på sindssygehospital, og i 1942 hed det, at han var flygtet i høj sne kun iført pyjamas. Moderen regnede ham for død, men han blev aldrig fundet. Familien samledes i ydmyge forhold i Madrid, hvor Fernando kom på klosterskole og siden på luftvåbnets officersakademi.

Det martrede moderhjerte
Bogen ’foregår’ i Fernandos erindrende og søgende indre. I vage konturer tegnes glimt fra barndommen, en tid på tuberkulosesanatorium, den klerikale opdragelse i rosenkransens tegn, den militære i den falangistiske ordens tegn og det triste familielivs småborgerlige normer, inddrukket med modermælken.

Som 15-årig finder han i moderens gemmer en papkasse med dokumenter om faderens fængsling og flugt, han forsker videre i sagen, og det bliver benzin på hans ynglende fantasier om, at moderen med sine Franco-sympatier nok har forrådt faderen og haft en finger med i hans forsvinden.

LÆS OGSÅCubansk stjerneforfatter laver omhyggelig skildring af politisk kynisme

Ja, måske har hun (haft) et forhold til sin chef, kaptajnen, der også er familiens forbindelsesled til myndighederne?

Det er tre tragedier i én. Den første er det kæmpehul, som faderen efterlader i den 4-årige Fernandos liv, så hans eneste minder er flygtige skygger af en fod i sandet på stranden i Nordafrika. Den næste er, at hullet udfyldes, overfyldes af Mor. Mor nat og dag og søndag med.

Som en Hamlet identificerer Fernando sig med faderens genfærd og bakser med sit had-kærligheds-forhold til Hende, der skiftevis kærtegner og lægger på is, mens hun messer om sin »umådelige kærlighed« og jamrer over, at drengen piner en syg »stakkels enke« og hendes »stakkels martrede moderhjerte«.

Stillestående
Spanierne graver – bogstaveligt: graver – for at afdække, hvordan borgerkrigen 1936-39 og dens efterslæb gjorde mange til vilddyr, men her gør Arrabal ingen nytte, for hvis faderen »sad fast i tragediens plovfure«, så stikker han selv til halsen i forholdet til den dominerende og dæmoniserede mor, lige til hun fylder 90. Det er den anden tragedie.

LÆS OGSÅDramatiker: »Det handler om folk, der arbejder i skyggen af det vestlige samfund«

Den tredje er, at han ikke formår at bearbejde og beskrive traumet kunstnerisk overbevisende.

’Romanen’ – ordet må i gåseøjne – er lyrisk svømmende og stillestående, med hysteriske forbandelser, jeremiader og højspændt tomgang, mens vor antihelt fantaserer om »falmede breve hengemt i frygtens tårn«, forblindet af »skinsygens dolk« nede »på dybet af angstens brønd«.

Ubehjælpsomt dansk
Oversætteren Viveca Tallgren har tydeligvis brændt for at få bogen ud, men det bliver ikke mindre træls af, at den spanske patos er gengivet på et uklart og pletvis ubehjælpsomt dansk.

Stærkest står kapitel 9, der indlægger Arrabals kendte ’Brev til general Franco’ om, hvordan diktatoren har gjort Spanien til et fængsel og en hjernevasket provins. Det blev i udgivelsesåret 1973 oversat til et langt flottere dansk af Inge Rifbjerg.

Fru Rifbjergs mand, Klaus, møntede engang udtrykket ’mammutklynkeren’ på en af 70’er-kvindelitteraturens små profeter. Det er den glose, der først falder en skuffet læser ind ved indtagelsen af denne monotone monolog om mammutklynkeren Fernandos monstrøse moderbinding.

FACEBOOKBliv ven med Politiken