Dramatiker. Schimmelpfennig er den mest spillede moderne dramatiker i Tyskland. Han er kendt for lettere surreelle dramaer, hvor forskellige historier fletter sig ind i hinanden.
Foto: ZAKORA MARTIN (arkiv)

Dramatiker. Schimmelpfennig er den mest spillede moderne dramatiker i Tyskland. Han er kendt for lettere surreelle dramaer, hvor forskellige historier fletter sig ind i hinanden.

Scene

Dramatiker: »Det handler om folk, der arbejder i skyggen af det vestlige samfund«

Roland Schimmelpfennig har skrevet 'Den Gyldne Drage', der lige nu spilles på Husets Teater.

Scene

Roland Schimmelpfennig, du er kendt for din eksistentielle dramatik, men i ’Den gyldne drage’ går du mere virkelighedsnært i lag med den globale arbejdsdeling?

»Jeg har aldrig tænkt på det som et stykke samfundsdrama. Men det er første gang, jeg skriver så direkte om et socialt problem. Ikke så abstrakt, men mere enkelt. Det handler om parallelverdener, om folk, der arbejder i skyggen af det vestlige samfund. Som ung forfatter var jeg mere optaget af min egen verden. Det spejl, jeg nu holder op, er bredere, med flere nuancer. Jeg er stadig meget langt fra politisk teater, og der er ikke nogen politiske statements i mit stykke«.

Er det, fordi politiske statements klinger af dårligt 1970’er-propagandateater?

»Teatret er for langsomt til, at man kan lave politisk teater. Man kan ikke nå at reagere direkte på aktuel politik. Derudover har teatret sin force i at have at gøre med levende mennesker, det er antiteoretisk. Politiske statements på scenen er ikke så interessante som personen, der står for dem«.

Men ligger der ikke et politisk statement i stykkets afsæt: den rådne kinesertand, der havner i vores egen suppe? Vi vil ikke konfronteres med de rådne fremmede, der slaver for os?

»Tanden synliggør den usynlige lidelse på den anden side af døren. Den får os til at tænke – over vores privilegerede liv og arbejdskraftens værdi. Vi udbytter de illegale arbejdere og kan ikke bare lukke grænserne. Hvem afgør, hvem der er inde, og hvem der er ude? Mest af alt handler det samtidig bare om vores frygt for tandpine. En tand er også noget meget teatralt, man kan lege med den. Den går fra person til person her i stykket. Hvordan kunne den dukke op i min suppe her på restauranten?«.

LÆS ANMELDELSE I Danmark er der tendens til, at hvis det skal være ny dramatik, så skal det helst tage afsæt i nogle autentiske personer eller problematikker?»Det ser vi også i Tyskland. Folk laver projektteater, opsøger vigtige problemstillinger ude i samfundet og vil hellere arbejde med rigtige mennesker frem for skuespillere. Begge systemer kan fungere fint ved siden af hinanden. Men som dramatiker tror jeg på behovet for fortælling og identifikation og på værdien af sprogets tæthed. En mere kompliceret approach, men måske er resultatet mere komplekst, lad os bare sige poetisk. Teatret står for en uddannelse af sanserne«. Hvor ser du den drivende kraft i tysk teater lige nu?»Ud over den energi, der kommer fra projektteatret, der rykker ud i samfundet, vrimler det med nye tyske dramatikere. Der er større efterspørgsel på nye stykker end dengang, da jeg begyndte for 15 år siden. Til gengæld er regiteatret med sin optagethed af at fortolke klassikerne lidt passé«.

Fabelagtige Hotel Pro Forma, Vibskov og co. skildrer krigens væsen

Hvad tror du er grunden til din internationale succes. Du har ry for at være en lidt svær, intellektuel dramatiker?

»Det gælder mere min teknik, min tilgang til, hvordan jeg fortæller historien. Men stykkerne er meget direkte, ikke så arty. Selve historierne rækker bredt ud. Her handler det om en tand. Derudover er det et vigtigt princip, at mine stykker ikke kræver det store udstyr at sætte op, de kan travel light«.

Du har sagt, at skuespillerne har det med at hade det her stykke. Hvorfor?

»Det er svært at spille, fordi de hele tiden skal skifte rolle, lynhurtigt. Der er 15 karakterer til 5 spillere. Det virker som en sjov leg, meget menneskeligt og anti-naturalistisk. Man kan se, hvordan teatret bliver til. Teatret lader publikum se i kortene. Det var nødvendigt at finde et system, for egentlig er det fuldstændig utroværdigt at lade vestlige skuespillere prætendere at være asiatiske outsidere. Så der bliver vendt op og ned på det hele. Gamle spiller unge, mænd spiller kvinder, og alle spiller de illegale indvandrere«.

Alle har del i den rådne tand?

»Ja, det er vores virkelighed, og det er der ikke noget simpelt svar på«.

FACEBOOK

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden