Linda Boström Knausgård har som forfatter en digtsamling fra 1998 og en række radiodokumentarer bag sig. Hendes prosasamling 'Grand mal' udkom sidste år på svensk.

Som forfatter er hun et relativt ubeskrevet blad - men beskrevet er hun jo, som læseren kan gætte ud fra navnet, i ægtemandens Karl Ove Knausgårds romanfremstilling af hende i 'Min kamp'.

Det er næsten umuligt ikke at nævne det, så meget medieomtale dette har fået, for det vil være det første, læserne tænker på, når de ser navnet på omslaget. Nu kan vi så få syn for, hvad hun selv skriver.

Tilværelsens skrøbelighed
Et grand mal er et voldsomt krampeanfald, og det indgår i slutningen af samlingens titelhistorie, hvor et ungt par skal have døbt deres barn. I mødet med præsten tematiserer moderen, at de ikke tror på Gud, men vil have en værdig ceremoni - hun er alt for åbenmundet og skal problematisere alting, mener hendes mand.

LÆS OGSÅ Knausgård vil lave film

Det epileptiske anfald, parret med deres venner er vidne til efterfølgende på en café, bliver et eksempel på tilværelsens skrøbelighed og voldsomhed. Hvornår rammes de selv, hvornår brister en hårdt tilkæmpet idyllisk overflade? Bare angsten for, at det sker, kan ødelægge enhver ro.

Ekstrem udsathed
Billeder af ekstrem udsathed er der mange af, lige fra indledningsstykkets besværgelser, udformet som en mors forsøg på at mane alle mørkets trusler væk fra sine tre børn og mand.

I samlingens afsluttende tekst taler en mor til sin voksne datter for at fjerne hendes smerte og dødsangst og kalde hende tilbage til livet med omkvædet »Jeg har elsket at være din mor«.

En umådelig sårbarhed præger fortællerne i de 20 prosastykker. De er noget ujævne, et par stykker burde være udeladt, eksempelvis en moderne version af et folkeventyr og andre, der mest fungerer som anslag, idé, skitse.

Babyalarm
Andre er slående, som den præcist gennemførte 'Babyalarmen', der opbygger den spænding af uro og underliggende trussel, der sidder i mange af personerne som en indespærret og angstfuld fornemmelse.

I denne novelle har et par købt en babyalarm, der bliver ved med at sende barnegråd, skønt sønnen sover trygt, hver gang de går ind til ham. Virkeligheden bliver diffus for moderen, der overvældes af gamle syner:

LÆS OGSÅMagasin udgiver Knausgård-essay om kunsten at skide

»En gang imellem så hun ned på sin krop og så kød, udskåret kød med marmoreringer. Som barn havde hun set sine fødder være helt blodige, når hun lukkede øjnene og skulle til at sove, det var et billede, der fulgte hende gennem teenageårene og som siden forsvandt, hun husker ikke hvornår, men pludselig var fødderne hele igen. Hun havde aldrig talt med nogen om sine syner, hun vidste, de var uforståelige for andre«.

Syner og forestillinger i hverdagsramme
Forfatterens styrke er at sætte den slags syner, erindringsrester og forestillingsbilleder ind i en dagligdags verden.

Men selv når begivenhederne har en rationel forklaring - som her, hvor babyalarmen opfanger signaler fra et andet sted i ejendommen - er man i tvivl om, hvorvidt det er beroligende eller urovækkende. Der må jo været et andet barn, der græder, som ingen går ind til, som det konstateres.

Aldrig i fred
Alt er for så vidt urofremkaldende i det forpinte univers, Linda Boström Knausgård afdækker. Seksuel nydelse resulterer i en voldsom oplevelse af selvtab i et af stykkerne. I et andet er det oplevelsen af graviditet, der fører til en lammende forestilling om egen dødelighed.

Hendes personer er aldrig i fred, det er, som om der ikke findes noget helle, en rolig plads til dem.

Denne udsatte position får vi fuldt syn på i de bedste af samlingens tekster, der i deres sproglige udførelse ligner alt andet end et ukontrolleret grand mal. Den rolige stemmeføring udgør en effektiv kontrast til stoffet.

FACEBOOKBliv ven med Politiken