Vi elsker dem, for deres tweedjakker og tropehjelme, for kostskolerne, royalismen og den stivbenede venlighed. Og vi foragter dem for nøjagtig det samme. Det traditionsbundne Storbritannien, der efter Brexit endnu en gang synes at falde tilbage i en helulden selvtilstrækkelighed. Som trods alt nok er en lidt anden end den, der formede og fastholdt imperiets tapre mænd og kvinder i kolonitidens store år – victoriatiden – og som med lidt god vilje ebbede ud med afståelsen af Hongkong i 1997.
I hvert fald er det efterdønningerne af den imperialistiske selvfølelse med alle dens uskønne sidegevinster, der får hovedpersonen i Jane Gardams roman ’Imperiets mand’ til at lægge en vis afstand til sine egne i årene op til »barbarernes« (kinesernes!) indtog. Om sin britiske advokatkollega Terry Veneering, bosat i Hongkong som han selv, konkluderer sir Edward Feathers, at han er »indbegrebet af alt, hvad der var galt med de britiske herrer over denne guddommelige koloni – opfarende, arrogante, pirrelige, højrøstede, kyniske og vulgære. Og alt for gode til sport«.
