Recepten er endog både klassisk og moderne:

Vi fanger an med Maja, dansk overklasselæge med hang til sød hvidvin og stærke piller, desuden et traumatisk brudt parforhold bag sig, på job og delvis på flugt oppe i, med egne ord, Lortenorge ude ved vestkysten og i tilgift en hystade af en mor, som skriger evindeligt i telefonen hjemme fra det komatøse Birkerød.

Men så møder den smukke og mutte stakkel en norsk journalist, singlen Stig, som er en sej sætercowboy, sund som en skibsladning myseost og standhaftigt udholdende som langrend på sidste svedige etape. Hun er humørsyg, han er stabil. Men først dukker en narkomans lig op på skadestuen. Er det overdosis, selvmord eller skjult mord? Så lugter en slesk og klam nordmand til Majas trusser fra tørresnoren, men snart er han sangvinsk skåret i skiver, torteret ihjel og tømt for blod, hvor ikke så lidt kommer på Majas pæne tøj.

Nu går vi op i tredje gear, hvor Maja slås ned, forfølges af sælsomme skurke, slås til plukfisk, forsøges at få til at sove med fiskene. Plus at hun også er oppe imod enøjede og åndssvage chefer, der vil fyre hende, medens heldigvis kystbyens sherif, hvis blødende numse Maja har plejet, står hende bi med fynd og klem. Ligesom solide Stig, som hun skænker et par spontane knald, når det passer hende og er på den rette pille og kvantum spiritus.

Men sammen går de på forbryderjagt, skændes, så det brager, elsker, så sengen gør det samme. Og så er der endelig stedets grove bisser fra boreplatformen ude i Nordsøen, som selvfølgelig er gode nok på bunden, selv om der skal et ekkolod til at finde denne. De rigtige skurke viser sig såmænd at være fra ’Back in the USSR’ eller i hvert fald i nærheden.

Mere af samme medicin
Plottet er både stramt og simpelt, spekulation i dette og hint, og der trækkes faktisk først i nettets masker et stykke inde over midten. Men det gør overhovedet ikke noget. Vi er med på denne slalom fra første side og hele vejen ned ad den siksakkende piste. Til den bittersøde morale i flyet sydpå, at dansk kaffe og kage, frem og tilbage kan give andre dividender end den tørre te og norske kiks med nul og niks.

Når alt dette pjat er væk, står tilbage at sige højt, at Michael Katz Krefeld er yderst original, velskrivende og smidig i sine variationer over tv-serien ’Lille doktor på prærien’. ’Før stormen’ er fin turneret med sin romance i det vestnorske, fastholder flot sin episke energi, så du rives med, selv om der egentlig ikke sker så meget mellem de scener, hvor Maja enten får punkteret sin pande eller sine bildæk, smides over en bro og køres i grøften.

Plottet lægges stort op, og selv om det ikke helt holder sin spændstighed til sidste side, så er det spundet tæt på gode detaljer og sikkert drive. Historien går aldrig decideret i tomgang, intrigen syrer ikke til, selv om den er lang og omstændelig med spise og drikke, sex og snak. Du mærker markant, at Krefeld kender sit trøstesløse Norge med megen regn og evig vinter, janteloven som tråde i termotøjet, småfolk, fiskere og andre tabere på lavt blus midt i nationens olieboom og prunkløse rigdom. Ja, han har skrevet før, nemlig tv-dramatik, forstår derfor at økonomisere sin spænding og ikke mindst sine scener af kold sne og pludselig vold, tilsat romanens sikre sans for natur, folk og fæ.

Romanen er lige til at filmatisere, og det er ment som en ros. Jeg ser allerede Sonja Richter i armene på en mandhaftig nordmand stor som en bautasten, stærk som en jætte og god så lang som dagen og Gudbrandsdalen. Koseligt – kan vi få mere af samme medicin?

PS: Bør ikke indtages af anæmiske krimilæsere og andre, som får svedetur og hjertebanken af for meget blod og brutal vold. Mimoser advaret, andre anbefalet.