Et sted i sin bog skriver den tidligere skizofrene patient, der nu er blevet helt rask og uddannet psykolog fra Oslo Universitet: »Arnhild hører stemmer (…) altså er Arnhild skizofren. Hvorfor hører Arnhild stemmer? Fordi hun er skizofren«. Den form for cirkelslutning foregår mange steder i psykiatrien. Når mennesket forsvinder bag diagnosen, mister man fornemmelsen for betydningen af symptomerne og ikke mindst for det levede liv, som dette unikke menneske har. En skizofren patient er meget andet og mere end de symptomer, diagnoselisten fordrer for at opfylde kriterierne for sygdommen. Skizofreni kan være fortid Arnhild Lauveng har gentagne gange været indlagt med svært pinagtige psykotiske symptomer, fra hun var 17 år gammel, til hun blev 26. I dag er hun i slutningen af trediverne og har fået sin fortid så meget på afstand, at hun har formået at skrive bøger og holde foredrag om sit tidligere liv som skizofren patient. Selv fagfolk glemmer, at skizofreni kan være fortid, og at man faktisk kan komme sig. Forfatteren anfører, at hun ofte bliver mødt af et udsagn om, at hun enten er blevet fejldiagnosticeret, eller at hun fortsat har sygdommen, og at hun blot er inde i en god fase. At benævne sig selv som »tidligere skizofren« svarer for mange til at kalde sig selv »tidligere diabetiker« eller »tidligere aids-patient«. Imidlertid gælder det, at ca. en tredjedel af patienterne med skizofreni bliver raske, ca. en tredjedel klarer sig godt med deres symptomer, mens ca. en tredjedel livslangt vil være stærkt præget af sygdommen og derfor have et meget svært liv. Udtalt pessimisme og resignation For Arnhild Lauveng har etiketten kronisk skizofreni været ekstremt belastende, fordi den rummer en udtalt pessimisme og resignation over for fremtiden. Og man har brug for optimisme, når man er så syg, som Arnhild har været. Hun beskriver sygdommens snigende start, hvor hendes jeg går i opløsning, og verden forandrer sig, til den kulminerer i voldsomme psykotiske oplevelser med hallucinationer og selvskade, hvor sprog og kontaktevne er brudt helt sammen. Til trods for sammenbrud og opløsning insisterer hun på, at der er en mening og betydning i hendes symptomer. F.eks. hører hun stemmer fra Kaptajnen, der indimellem næsten sadistisk beordrer hende til at gøre forskellige ting – stemmer, som stammer fra den side af hende selv, der vil gøre ting perfekt. Han lader hende aldrig i fred. Hun ser uhyggelige ulve, hvis ånde hun også kan lugte, og efter at have været ude af den psykiatriske afdeling for at se en skole, som hun skal gå på, oplever hun på sin cykel på vejen hjem at »blive angrebet af rotter«. Det er »selvfølgeligt helt naturligt, når man melder sig til et rotteræs« – skolen. Symptomerne giver mening Efter at have været beskyttet på den psykiatriske afdeling skal hun ud og i gang med sit liv igen og dermed konfrontere sig selv med en enorm udfordring. Hendes symptomer giver mening, og i den forstand kan de ikke blot forklares ud fra hendes diagnose. Ethvert menneske forsøger at skabe mening og sammenhæng i sit liv, og her er det tydeligt, at hendes hallucinationer på en sansekonkret fysisk måde for hende er en kommentar til hendes livstemaer. Det er flot, stærkt og overbevisende beskrevet. Hun har mange refleksioner over, hvad der har hjulpet hende til at komme ud af psykosens tåger. Forståelse, anerkendelse, tillid, optimisme og hårdt arbejde fra hendes og hendes nærmestes side er nogle af kodeordene. Det, der har virket destruktivt på hendes bedring, har været overmedicinering, isolation, pessimisme fra personalets side – »du måde lære at leve med dine symptomer. Du er jo kronisk skizofren«-tankegangen – og manglende tillid og tro på, at hun kan få det bedre. Og man skal ikke glemme, at det heller ikke er let at hoppe på verden igen efter at være blevet rask. Mindre fokus på helbredelsen Hun gør desværre mindre ud af sin helbredelseshistorie end af beskrivelserne af den akutte sygdom, men hun formulerer nogle væsentlige ting, som vi kan lære af i psykiatrien. Gennem årene har vi fået flere gode beskrivelser af psykisk syges oplevelser af deres sygdom. ’I Never Promised You a Rose-Garden’, ’Galefyrsten’, ’Glaspigen’ og ’Zebrapigen’ for blot at nævne nogle få. ’I morgen var jeg altid en Løve’ – titlen stammer fra et af forfatterens digte – siger i sig selv lidt om det håb og den optimisme, som har båret hende igennem. Det er en af de bedste fremstillinger af psykiatriske patienters oplevelser, jeg har læst i mange år. Hendes sprogtone og brug af billeder er eminent, og det er ikke mærkeligt, at hendes bog er blevet oversat til en lang række sprog og har skabt debat i Norge. Stod det til mig, skulle ’I morgen var jeg altid en Løve’ læses og diskuteres på psykiatriske afdelinger og institutioner her i landet. Der er meget at hente, uanset om man tilhører den ene eller den anden faggruppe. Bogen er et stærkt udsagn om betydningen af at få mennesket tilbage i psykiatrien.