Lyt til artiklen
Der findes en særlig form for ensomhed, som kun opstår, når man befinder sig midt i et velfærdssamfund, men føler sig koblet af dets menneskelige fællesskab. Det er en følelse af at bære på en usynlig smitte. En erkendelse af, at man eksisterer i en parallel virkelighed, hvor samfundets blik skifter fra anerkendelse til enten medlidenhed eller foragt, så snart de ser posen og det flakkende blik.
Jeg kender den følelse. Jeg kender smerten ved at vågne op til en krop, der ikke længere adlyder ens vilje, men i stedet dikteres af kemiske krav. Og jeg kender den dybe, hule udskamning, der følger med at vide, at man i systemets øjne er en belastning eller et problem, der skal administreres.
