Maren Uthaug skriver mundrette replikker og fanger i det hele taget sine personers tone.
Arkivfoto: Simon Fals

Maren Uthaug skriver mundrette replikker og fanger i det hele taget sine personers tone.

Bøger

Anmelderen føler sig oprørt efter at have læst Maren Uthaugs nye roman

I stribetegnerens anden roman bringer kærlighedens troldsplint i øjet håb i et ellers lukket univers.

Bøger

Da jeg har læst Maren Uthaugs nye roman færdig, føler jeg mig – oprørt ... Jeg ved godt, at der også er andre grunde til, at jeg er i affekt lige nu – men romanen pisker med på stemningen.

Den evige sang om slægtens morads. Om sæd, der spredes i skød og uforvarende avler nye slægtled, om drift og misdrift og røgt og misrøgt, om længsler, der ikke må leve og ikke vil dø, om dem, der forsvinder, og dem, der kommer til, om, hvad vi gør med vores begær og kærlighed og savn og tosser (åh, vores tosser, hvad gør vi med vores tosser?), om slægtens knopskud og vildskud, om indavl og dem, der betaler indavlens pris, de vanskabte. Om bedrag og incest i ét stort roderi, så det, der ligner incest, ikke er det, mens det, der er det, ikke ligner det.

Kærlighedens sorg og det fatale begær – det forbliver grundtemaerne i denne slægtshistorie.

Romanens sceneri er perfekt til familiedrama: et fyr på et norsk klipperev, en lille afsondret verden, hvor du er dømt til at leve med den hustru, du ikke elsker, den mand, du ikke elsker, den far, der misbruger dig; hvor din kalvesjæl er tøjret til klippen, men brøler ind mod land efter grønsværen. Vi følger fyrpasseren Johan og hans familie gennem to generationer fra 1920’erne. Deres isolerede liv på fyret, men også deres udvekslinger med folkene i den lille kystby.

Romanen starter med, at den gamle fyrpasser, Johans forgænger, tager livet af sig i fortvivlelse over sin hustrus død; derefter skifter perspektivet til Johan, og vi hører om den drift, der førte ham til fyret. Hermed er grundtonerne slået an: enkemandens selvmord og den unge mands dunkende drift. At savne sin elskede fortvivlet og at være i seksualdriftens vold. Kærlighedens sorg og det fatale begær – det forbliver grundtemaerne i denne slægtshistorie.

Men så er der lige det særlige ved romanen, at perspektivet skifter. Vi følger først Johans perspektiv, så datteren, Darlings, så hustruen, Maries. Det er de samme år, vi hører om, de samme situationer, de samme begivenheder, nogle gange sågar de samme replikker, men fra forskellige perspektiver (jeg kunne måske drømme om, at vi også fik historien fra den tossede søns perspektiv, ham, der står tøjret til fyrets klippe og tror, at han er en kalv).

Det giver en vild oplevelse af, hvor forskelligt tingene tager sig ud, selv for (måske navnlig for?) mennesker, der lever tæt op og ned ad hinanden. Den unge mand ser en ung kvinde, der er naivt og ivrigt forelsket i ham; den unge kvinde ser hans ækle, snavsede negle. Manden ser en fruentimmeralliance mellem sin hustru og mor; hustruen ser sin svigermor som en heks. Den nyfødte, der fra datterens perspektiv ligner en vanskabt kalv, incestens frugt, er fra moderens perspektiv det yndigste spædbarn i verden. Osv.

Perspektivskiftene kan give en fortvivlende fornemmelse af mennesker, som forstiller sig og bedrager hinanden. Men de kan også give en trøsterig oplevelse af, at der altid findes et forelsket perspektiv, selv på den mindst elskelige. Selv kystbyens rigmand, Fede, der spiller violin for alle sognets kvinder og spreder sin sæd i deres skød, kan fremstå som en fin og følsom sjæl for den tålmodigt elskende kvinde. Og den bortløbne kvinde, der vender pjaltet, kvabset og fordrukken hjem fra Amerika, er stadig verdens smukkeste Hannah for den mand, der aldrig er holdt op med at elske hende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Denne kærlighedens troldsplint i øjet giver paradoksalt håb i et univers, der ellers mest handler om livsløgn og overgreb. Den anden ting, der giver håb, er figuren Gudrun, snapsefabrikantens datter fra Aalborg, der blæser ind over klipperevet som en munter hvirvelvind fra en større verden. Med kort hår, højt humør og Aalborg-snaps kaster hun for en stund et andet lys over livet for de forstemte folk på fyret.

Maren Uthaug fortæller godt i et klart og enkelt sprog. Det er den evige historie om slægtens gang, fuld af længsler og afkald og fortvivlelse, men også med glimt af kærlighed og humor. Det er de nære relationer mellem mennesker, der optager romanen; man finder ikke lange naturbeskrivelser eller redegørelser for historiske begivenheder. Historien kunne for så vidt udspille sig når som helst i et hvilket som helst lille afsondret samfund. Uthaug rammer sine personers tone godt, både i de mange mundrette replikker og i de berettende passager, hvor vi deler deres perspektiv. Og romanens særlige fortællegreb, hvor vi får samme begivenheder fra forskellige familiemedlemmers perspektiv, er velvalgt og vellykket. Det er oprørende at opleve forstillelsen og fejltolkningen mellem dem, der skulle stå hinanden nærmest. Men der er også noget befriende ved, at der altid findes et andet perspektiv.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Få valg-overblikket i otte grafikker

    Ved hvilket valg eksploderede SF's popularitet? Hvordan overtog DF det kommunale danmarkskort som landets tredjestørste parti? Se det og meget meget mere her

    Grafik: Dengang SF kollapsede og DF eksploderede

    Ved hvilket valg eksploderede SF's popularitet, og hvordan overtog DF det kommunale danmarkskort som landets tredjestørste parti? Se det og meget meget mere her

Annonce