»Selv om jeg sidste lørdag var taget derud med nogle meget ambivalente følelser og et ret lukket sind, indså jeg, at der jo også er en masse at elske Bogforum for«, skriver Alexander Vesterlund i ugens klumme i Bøger.
Arkivfoto: Stine Tidsvilde

»Selv om jeg sidste lørdag var taget derud med nogle meget ambivalente følelser og et ret lukket sind, indså jeg, at der jo også er en masse at elske Bogforum for«, skriver Alexander Vesterlund i ugens klumme i Bøger.

Bøger

Bøgers klummeskribent: »Der er gode grunde nok til at hade Bogforum«

På Bogforum er jeg alene. Alene med mine tanker, selv om jeg er omringet af litteratur. Det skriver Alexander Vesterlund i denne klumme.

Bøger

Der er gode grunde nok til at hade Bogforum – denne så åndløse, overfladiske og kommercielle katedral for litteraturen – og selv om jeg sidste lørdag var taget derud med nogle meget ambivalente følelser og et ret lukket sind, indså jeg, at der jo også er en masse at elske Bogforum for.

Det viste sig for eksempel at være et perfekt rum for den litterære skyldfølelse, der indimellem kan ramme mig. Og heldigvis lod det til, at Bogforum sagtens kunne tilgive mine mest primitive lyster som læser.

Det første, der rammer mig, da jeg træder ind i Bella Centers haller, er en paradoksal form for fomo, der både handler om, at jeg ikke vil gå glip af noget, men at der heller ikke rigtig er noget, jeg har lyst til at se. Det er en følelse af at misse det væsentlige, at man kun kan gå forkert.

Men det betyder også, at jeg som det mest naturlige i verden kan flakke fra det ene til det andet. Min manglende vilje til at fordybe mig i længere tid ad gangen er normen her. Ingen vedholdenhed er krævet. Ingen andre steder er litteraturens rum så umiddelbart lystbetonet.

Jeg kigger til højre, der sidder Reimar Bo og Uffe Ellemann, jeg kigger til venstre, og medmindre det er noget, jeg drømmer, står Hanne-Vibeke Holst og synger ’Papirsklip’. Nogle unge piger løber efter en fra fjernsynet, og en gruppe indiske forretningsmænd ser sig forvirrede omkring. Et sted messer Sørine Gotfredsen om ondskab og straf, et andet taler Jørgen Leth om et køleskab, han nægter at bruge. Der er tv-kokke, Hella Joof og følsomme debutanter.

Litteraturen kan være, hvad man vil have den til at være, og man møder alle typer af litterær selvforståelse. Her kan jeg uden besvær føle mig bedre end andre, men jeg har også lov til at være dum.

Bogforum er også stedet, hvor det virker helt naturligt at overgive sig til den forbudte fornøjelse, det er at shoppe bøger, som andre shopper smykker eller tasker, rage litteratur til sig, primært fordi man gerne vil eje den eller have den stående. I det sekund, bogen købes, peaker min oplevelse som læser, og jeg leder efter noget nyt. Måske læser jeg en sætning, måske er den god. Måske kan jeg ikke bruge den til noget.

Jeg kommer forbi en bod, hvor digteren Peter-Clement Woetmann sidder og læser op af sin klagesang, mens folk strømmer forbi, og alt er kaos. Er der hul igennem? Kan nogen høre noget? Det er jo næsten en perfekt performance, tænker jeg. En oplæsning om flygtningekrisen, der både finder sted og ikke finder sted.

Og selv om Bogforum giver mig muligheden for ikke at lytte, bliver jeg hængende lidt, og gennem bølger af baggrundsstøj hører jeg Woetmann læse navnene på virkelige mennesker, der aldrig vil komme i nærheden af Bogforum, fordi de druknede på vejen.

Mødet med litteraturen er som regel en måde at være alene på. Men det kan også være en usammenlignelig følelse af at forbinde sig til andre. Andres tanker, der bliver til mine. Så bliver læsningen snarere en måde ikke at være alene på.

På Bogforum er jeg derimod alene. Alene med mine tanker, selv om jeg er omringet af litteratur, alene med mine synder, der til gengæld sættes på pause, når alt det, man kan elske og hade litteraturen for, umærkeligt flyder sammen og bliver til én euforiserende ting.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce