Der er plads til at se legen i fiktionen og at glædes ved det gådefulde i Ecos bog ’Chronicles of a Liquid Society’, som er udkommet året efter forfatterens død.
Foto: Luca Bruno/AP

Der er plads til at se legen i fiktionen og at glædes ved det gådefulde i Ecos bog ’Chronicles of a Liquid Society’, som er udkommet året efter forfatterens død.

Bøger

6 hjerter: 'Chronicles of a Liquid Society' er små geniale stikpiller mod vinterdepression i almindelighed

Umberto Ecos posthumt udgivne sidste værk er perler på en snor.

Bøger
FOR ABONNENTER

Ældre italiensfarere fra dengang, den ganske verden endnu røg cigaretter, kan sikkert huske landets små hvide tændstikæsker med en buste af Minerva på. Indeni var der plads til lige at notere noget kort, såsom en smuk kvindes telefonnummer eller en strøtanke værd at huske. Denne æske gav navn til de små klummer, som forfatteren, professoren og filosoffen Umberto Eco siden 1985 skrev i avisen L’Espresso. Det fortsatte han faktisk med næsten lige indtil sin død af bugspytkirtelkræft i en alder af 85 år i 2016.

Mange af hans Maggi-terninger af spøjs viden og syrlige indfald er allerede samlet i diverse antologier. Om hvordan man rejser med en laks eller kunsten at genkende en pornofilm. Og her er så de sidste af slagsen posthumt udgivet, ’Chronicles of a Liquid Society’, krøniker om et flydende samfund. At alt flyder, har den klassisk uddannede Eco både fra gamle Heraklit og nutidens Zygmunt Bauman. For Eco skyldes det alt for flydende i disse tider først og fremmest populistiske fusentaster såsom landsmanden Berlusconi og amerikaneren Trump. Som postmoderne neorationalist er latineren Eco imidlertid ukuelig optimist og mener ikke som tyskeren Schiller, at selv mod dumhed kæmper guderne forgæves. Alle disse perler på et par sider i denne sidste samling er således trodsige opråb om at se positivt på tingene, selv når tågen er tæt, stupiditeten tyk.

Umberto Eco var jo en semiotiker og litteraturvidenskabsmand, som befriende usnobbet ikke skelnede mellem høj og lav i så henseende. Tværtimod slår han gang på gang et slag for, at tegneserier kan være lige så seriøs kunst som romaner af Thomas Mann. Han foragter det opstyltede litteratursyn, som aldrig ser legen i fiktionen, glæden ved det gådefulde, smilet i skønlitteraturen og lidenskaben for labyrinter. Han spiser frokost med fantasi på tallerkenen med sin spanske kollega og ven Javier Marías i Madrid. De er begge fyrster i det opdigtede kongedømme Redonda, blandt andre postmoderne undersåtter finder vi her A.S. Byatt, Orhan Pamuk og Claudio Magris.

Han forsvarerHarry Potter over for fanatisk kristne, som ser Satan overalt. Fastslår bittersødt forskellen på Robin Hood og moderne markedsøkonomi: Den første tog fra de rige og gav til de fattige, med sidstnævnte er det lige omvendt. Han observerer, at filosoffen Wittgenstein må have læst Dashiell Hammetts krimier, og meget tyder på, at Agatha Christie såmænd har ladet sig inspirere af den tidlige Heidegger. Informerer om, hvordan du taler lærd om en bog, du ikke har læst, såsom ’Ulysses’. Thi ligesom forbilledet James Joyce gik ateisten Eco i jesuitter-skole og blev uddannet til en art moderne og sofistisk skolastiker. Ofte med sarkastisk brod mod de protestantiske nordeuropæere, som tager alting såre alvorligt og meget ’tief’.

Tid til at investere i din kulturelle kapital?

Prøv Danmarks førende kulturavis med dagligt kulturtillæg i en måned for 1 kr.

Kom i gang med det samme

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce