Dina Yafasova er en begavet, smuk, ung, modig, veluddannet, velstillet kvinde, der i sit hjemland brugte sin fremragende pen til at være kritisk journalist på en måde, så hun i år 2001 måtte flygte ud af Usbekistan, fordi hun var truet på livet af landets magthavere.

Om det at miste sit land, sine forældre, sine børn, sin mand og alt, hvad man har kært, for at begive sig gennem nabolandet Kasakhstan, der er befolket med korrumperede landevejsrøvere, som iklædt politiuniform stjæler og truer hende på livet, har hun skrevet en stærk historie.

En flugt, som kun lykkes, fordi hun og hendes lægemand hører til på solsiden af tilværelsen og derfor selv har forbindelse til mennesker med magt.

Danmark klædes af
Men indledningen er bare et komma i denne pinefulde bog, for det land, hun flygter til, er Danmark.

Her har hun tidligere været korrespondent, her har hun forbindelser og gode venner, og her har hun efter sin bedste overbevisning størst mulighed for at erobre livet tilbage. Men her dør livsgnisten i hende, ligesom den gør for tusinder af andre flygtninge, og det er det, denne bog handler om.

Ord for ord klædes Danmark af, og som dansker håber man på, at denne bog aldrig vil blive oversat, og at ingen uden for landets grænser vil få kendskab til den.

Fortæller sandheden
For hvis bare en brøkdel af det, som står i den, er sandt, så er alle rygterne om, hvordan vi behandler flygtninge, vildt underdrevne. Forfatteren er helt klar over, at mange oplever hendes fortællinger som utroværdige. Når hun viser sine venner billeder og tegninger fra sin pigtrådsindhegnede hverdag, siger de medfølende:

»Åh nej, det her må vist være noget fra dit hjemland!«.

»Nej!, protesterer jeg straks - det her er fra jeres land. Forstår I? Fra jeres«.

»Det tror vi ikke på!, forsvarer de sig lettere pikeret og griber så ud efter tegningen for at studere den nærmere. - Nej ... det tror vi ikke på ... det er ikke Danmark«.

Ikke desto mindre er det hendes påstand, at det er hende, der fortæller sandheden, og os, der nægter at indse den.

Ingen menneskelige ansigter
I dette på en gang journalistisk realistiske og poetisk indignerede partsindlæg findes der venlige og omsorgsfulde danskere, men fra det øjeblik, hun i 2001 går ind gennem porten til Sandholmlejren, forsvinder de ud af bogens univers.

Den asylsøgende har brug for beskyttelse og omsorg, men møder anklage og mistro. Den asylsøgende har brug for hjælp og vejledning, men møder bureaukrati og arrogance. Den asylsøgende har brug for hurtige afgørelser, men møder års ventetid, selv om hun er blevet lovet, at der kun går otte uger.

Den asylsøgende har brug for at blive taget alvorligt som menneske, men forvandles fra menneske til nummer og mødes med samme ligegyldighed, som man møder et nummer. De tolke, sagsbehandlere og betjente, der burde udvise omsorg, er enten så trætte af systemet eller af flygtninge, at de selv er blevet reduceret til computere og numre i et system uden et menneskeligt ansigt.

Ingen skal føle sig velkommen
Da Dina Yafasova ankommer, er hun overbevist om, at mennesker, der arbejder i en flygtningelejr, er mennesker, som oprigtigt bekymrer sig for andre menneskers skæbne og derfor har valgt det arbejde.

Men hvad hun beskriver, er kolde og korrekte håndlangere for et degenereret samfund, der ser det som sin opgave at opføre sig så koldt, at ingen skal føle sig velkommen, men også så korrekt, at ingen i konventionernes navn kan hævde, at Danmark gør noget galt.

Men meget er tilladt i konventionernes navn. Det er tilladt at lade fire mennesker fra fire forskellige lande bo på 12 kvadratmeter, selv om de ikke taler hinandens sprog. Det er tilladt at lade dem bo der, selv om en er på nervepiller, den anden er torturoffer, den tredje snorker, og den fjerde har luft i tarmen. Det er tilladt at ramme lejren ind i pigtråd, og det er tilladt at forhindre en mand i at hente brød fra kantinen til sin gravide kone, der får kvalme og kaster op, når hun skal spise i det fælles spisested.

Graviditet er ikke nogen sygdom
»Vi, der boede i samme barak, havde svært ved bare at se Sofja gå og lide på den måde, og derfor bad nogle af os den vagthavende sygeplejerske om at give Sofja tilladelse til at spise på sit værelse i en periode. Men den Røde Kors-sygeplejerske, der havde kompetence til at løse dette enkle menneskelige spørgsmål, sagde nej«.

»Graviditet er ikke nogen sygdom. I cafeteriet kan hun bare sætte sig ved et af vinduerne!, skar hun os af. Sofja holdt op med at komme i cafeteriet. Hver dag gennem to uger forsøgte Sofjas mand Ramazan at liste et stykke brød med over til hende fra cafeteriet. Nej, ikke et, han havde stjålet, et han havde fået udleveret på Sofjas spisekupon. Nogle gange lykkedes det. Men som regel blev Ramazan standset ved udgangen af kontrollørerne, der visiterede ham, fiskede det enlige stykke brød op af hans lomme og for øjnene af den skamfulde, nedslåede og harmdirrende fyr smed brødet over i en affaldscontainer«.

Det kan ikke passe!
Det er tilladt at lade en gammel invalideret kvinde stå i kø i flere timer, og da hun så må træde ud af køen, fordi hun skal tisse, er det tilladt for Røde Kors-medarbejderen at nægte hende plads i køen igen.

»Hvad! Ville du have, jeg skulle tisse her. For øjnene af alle disse mennesker?!, skræppede hun fornærmet op med sin sprukne stemme, og under opbydelse af alle sine gammelkonekræfter greb hun pludselig stokken og hævede den beslutsomt over hovedet. I denne fortvivlede positur lignede hun en forarmet og fornærmet udgave af Frihedsgudinden, om end ældre og ikke så rank i ryggen ... I samme øjeblik væltede Pelagaja Semjonova bagover, og liggende hvor hun var faldet, gav hun sig til at skrige skingert og langtrukkent: Jeg har ikke flere kræfter!. Og hun gennemrystedes af afmægtig gråd«.

Sådan er der så meget, der er tilladt i Sandholm, men som læser sidder man med fuldstændig samme fornemmelse som de af hendes venner, der siger »det kan ikke passe!«.

Nødvendig, vægtig og troværdig anklage
Det kan ikke passe, at personalet optræder som overmennesker, at systemet er så umenneskeligt, og at alle de journalister, betjente, advokater, læger, politikere, jurister, sagsbehandlere og pædagoger, der har haft deres gang i lejren i årevis, har ladet dette passere, uden at de har skreget det ud til omverdenen.

Det foruroligende er, at det måske er sandt, for når forfatteren skriver om alle de snyltere og kriminelle, der også er i Sandholmlejren, så gør hun det med stor troværdighed, og hvis det passer, hvorfor skulle kritikken så ikke passe?

Måske fordi vi som danskere ikke kan have den. Måske fordi denne bog er en nødvendig, vægtig og troværdig anklage og et opgør med den danske selvopfattelse af, at vi trods kritik, stram lovgivning og nedsatte ydelser stadig grundlæggende opfører os ordentligt.

Danmark har aldrig været grimmere
Bogen er ikke et strengt stykke dokumentar, hvor daglige ledere afkræves svar og ministeren stilles til ansvar. Men den rummer en så ædende kritik af livet i Sandholmlejren og den efterfølgende kommunale sagsbehandling, at ingen ansvarlig, der står under anklage, kan tillade sig at sidde den overhørig. Det er en bog, der kræver et svar, og hvis svaret er, at forfatteren bare delvist har ret, så er det også en bog, der kræver handling.

Dina Yafasova har fået asyl og er stadig en begavet, smuk, ung, modig, veluddannet kvinde, og det er den eneste årsag til, at den her bog ender med et lys i mørket. Fordi hun og hendes mand var stærke nok til at bryde ud af statens favntag og få kontakt til en bank, der stolede så meget på dem, at de kunne låne penge til fremtiden. Derfor er der håb på det personlige plan.

På det nationale plan lukker man bogen og sidder tilbage med et billede af et Danmark, der aldrig har været grimmere. Man må håbe, forfatteren overdriver. Foreløbig bør det blive en sag for justitsminister Lene Espersen. Formelt set er det hende, der har ansvaret for Sandholmlejren.