Tre norske brødre, Lauritz, Oscar og Sverre, mister deres fiskerfar på havet.

Godgørende borgerlige kræfter i Bergen tæt på år 1900 indser de tre drenges enestående fingerfærdighed og sætter penge i deres uddannelse. Først gymnasiet i byen, som siden blev til Oslo, så videre til den tids bedste polytekniske læreanstalt, det tekniske universitet i Dresden.

Alle tre norske gutter kvalificerer sig i toppen som ingeniører med diplom. Det sidste er meget vigtigt her i Tyskland, hvor titler, både de adelige og borgerlige, er de nødvendige visitkort i et standshovmodigt kejserdømme.

Hvor der reelt kun findes tre kategorier for kultiverede mennesker: dem med et von foran efternavnet, dem med doktor foran fornavnet og så de lykkelige få med både doktor og von foran hele navnet.

Sexet våbenskjold
Pø om pø synes det reelt også at være den svenske forfatter Jan Guillous holdning i sit første bind af en effektivt fascinerende romanserie om nordmænd og tyskeres færd i det 20. århundredes turbulente sekel, ’Brobyggeren’.

Vore tre norske polytekniske ungersvende iler imidlertid hver sin vej som studerende nede i Sachsens Firenze, Dresden. Lauritz bliver fatalt forelsket i baronesse Ingeborg med frisindet feminisme som sexet våbenskjold i sin saksiske signetring.

Oscar brænder ære og gæld af i forelskelse i en tarvelig luder, som spiller spansk grevinde på et bordel i byens røde kvarter. Mens lillebror Sverre hurtigt forsvinder ud af romanen, stikker af som bøsse og trækkerdreng for en engelsk lord med samme erotiske inklination, noget, vi skal høre mere om i bind to.

Tunneler og broer
Således er vi snart inde i en historie om to stædige brødre, Lauritz og Oscar, som vælger en snoet skæbne, som strækker sig til slutningen af Første Verdenskrig, begge i egen krig mod tidens sociale rangstige og pengegriske parametre.

Lauritz drager op til Norge for med møje og besvær at bygge Bergen-Oslo-jernbanen og dermed måske vinde sin baronesse nede i det adelshovmodige Sachsen.

Samtidig lægger Oscar jernbanesveller og skyder storvildt og kannibaler i Tysk Østafrika, fortørnet over en kvindes svigt, heftigt bitter og dog resolut omkring den vished om, at den hvide mands byrde ligger tæt på mørkets hjerte lidt syd for Congo.

Synkront strides storebror med tunneler og broer for at bringe jernhesten frem over fjeld og sæter mellem Norges nye hovedstad, Oslo, og Bergen, den gamle fine hansestad.

Så er der kampen for den store kærlighed, enten den frigjorte friherreinde til regatta i Kiel for tysk adel eller den smækre urskovspige til afrikanske orgier, afrodisiakum og heftig sex uden grænser.

Minder om fortidens drengebogsromaner
På mange måder minder Jan Guillous ramasjang om fortidens drengebogsromaner, hvor forsmåede og fornærmede mænd med mutte motiver melder sig enten til den franske fremmedlegion eller et britisk regiment ude i Indien. Men her er det kejserens aldeles udemokratiske Tyskland, det gælder.

Både i Norge og i Afrika er Tyskland den nye nation og den europæiske energi for en strålende fremtid for den hvide mand, som kan holde hovedet klart og krudtet tørt, når mindreværdige racer sniger sig for tæt på det ariske paradis.

Den germanske ekspansion ved sekelskiftet, som vor egen Johannes V. Jensen kaldte for den gotiske renæssance, og hans kollega, Knut Hamsun, så som modvægt til amerikansk overflade og engelsk arrogance.

Thi ligesom Jan Guillou i sine bøger om ridderen Arn kontroversielt holdt med araberne mod Richard Løvehjerte og hans tempelriddere, er hans vinkel gennemført provokerende tysk i sit signalement af Norge på tærsklen til 1900-tallet og endelig selvstændighed.

Vanvittig vikingeromantik
Det er tyskerne, som tidstypisk dyrker Norge i en ideologisk og mental rus af vanvittig vikingeromantik, blod og jord, Wagner og Valhalla samt den latterlige tanke, at der findes en blond herrerace med øjne som norske fjorde og hår som bleget sigtemel.

Nede i Afrika i de tyske koloner omkalfatrer tysk imperialisme Hitlers yndlingsforfatter, Karl Mays, flade westernromaner, til teutonerne som stovte cowboys og farvede som mere eller mindre ædle vilde.

Da Første Verdenskrig ankommer til Afrika, er englænderne feje, sydafrikanerne opportunistiske og belgierne simpelthen verdens afskum. Nok taber Tyskland Første Verdenskrig, men om de ubesejrede troper i Afrika hedder det heroisk:

»den tapre skare, der var tilbage, og som aldrig havde ladet sig besejre af hundredtusinder af britiske og sydafrikanske imperialister«.

Also Afrika som en germansk hjemstavn. Ja, aldrig er tysk militærindsats i de varme lande blevet hyldet så meget på denne side af Anden Verdenskrig

Norge som lallende, tyskvenlig nation
Jan Guillou fyrer sikkert op til et senere bind i en serie foreløbig uden ende, der nok skal accentuere og omhandle Norges modstandskamp under Anden Verdenskrig som en ideologisk borgerkrig mellem tysksindede brobyggere og entreprenører og angelsaksiske og antinazistiske nordmænd.

Men Guillous vision af Norge som lallende, tyskvenlig nation ungefær 1900 er mere svensk end realistisk.

Båndet mellem Norge og Danmark forsvandt ikke ganske med unionen mellem Norge og Sverige. Norske studenter tog oftere til metropolen København end Sveriges hovedstad, Stockholm.

Den danske prins
På trods af 400-års natten, den danske enevælde, var norsk kultur og litteratur stærkt flettet ind i dansk ditto med skæbne og samfund, Tordenskjold og Ludvig Holberg.

En kulturel fletning, som blev endnu mere stram under Anden Verdenskrig, hvor det noget nazivenlige Sverige, fra kongehus til bondehytte, dyrkede Stortyskland indtil slaget ved Stalingrad og lidt efter.

Jan Guillou lader sin tyske baronesse, Ingeborg, lære norsk, men hvilken form for norsk? Nynorsk, rigsmål, vestlands dialekt? Selvfølgelig det samme dansknorske, som kongen og Henrik Ibsen talte.

Det var langtfra et tilfælde, at Norge valgte en dansk prins som konge i stedet for en svensk stivstikker, som humorforladt gik op i etikette, adelssnobberi, titler og medaljer.

Rustikt underholdende og sidevendende roman
Endelig glemmer ’Brobyggerne’ at vort bitre nederlag i 1864 også berørte mange broderlige nordmænd, vaccinerede dem mod tysk despoti. Slaget ved Dybbøl og slagtebænken Als lugtede helt til Arendal og nordpå.

’Brobyggerne’ er på disse og sine præmisser en rustikt underholdende og sidevendende roman, solidt smurt i episk tranolie, ganske vist provokerende idiosynkratisk, med sit petitesserende langrend og snobbede luntetrav om dekorum og diverse vinglas.

Alligevel Jan Guillous bedste i lang tid. Dog bekræfter den meget vel den platte danske fordom om, at svenskeren er en tysker forklædt som menneske, at Asien begynder i Sverige. Vor kæreste nabo, vor særeste slægtning.

FACEBOOKBliv ven med Politiken