For tre år siden valgte nordmændene deres norske yndlingsbog.

Vinderen blev hverken Knut Hamsuns ’Markens grøde’, Henrik Ibsens ’Peer Gynt’ eller Sigrid Undsets ’Kristin Lavransdatter’.

De fik alle hæderlige placeringer som nummer to, seks og tre, men den mest elskede roman var ’Mengele Zoo’ af Gert Nygårdshaug.

Hverken romantitlen eller forfatteren vil formentlig sige hovedparten af de danske læsere ret meget, for Nygårdshaug er aldrig rigtig slået igennem i Danmark, og ’Mengele Zoo’ når først nu – med mere end tyve års forsinkelse – frem til de danske læsere.

Og hvad er det så, der i dén grad har ramt ind i hjertekulen hos de norske læsere?

En økologisk terrorist
Det er historien om Mino, en lille dreng et sted i Brasiliens jungle, hvor han af sin far lærer at fange regnskovens mest sjældne og farvestrålende sommerfugle. En dag kommer han hjem og finder landsbyen udslettet. Mino er den eneste overlevende.

Forbryderne er de store, multinationale selskaber, som med god hjælp af korrupte, lokale magthavere brænder skoven ned og fjerner de indfødte fra jordens overflade, så de selv kan overtage skoven.

Utilsigtet føder de korrupte og kapitalen dermed en økologisk terrorist. Efter at være gået frygtelig meget ondt igennem beslutter Mino sig for at hævne sin landsbys udslettelse og stoppe mordet på den sydamerikanske regnskov.

Mariposa-bevægelsen er født. Sammen med tre venner rejser Mino som ung verden rundt og hævner sig på de onde – og hver gang efterlader de sig billedet af en blå sommerfugl.

Brutal virkelighed
Mariposa-bevægelsen og dens terrorhandlinger er frit opfundet, men alle de øvrige forbrydelser er hentet lige ud af den brutale virkelighed, forsikrer Gert Nygårdshaug i dag.

»Da jeg havde skrevet romanen færdig, tænkte jeg, at det jo var tragisk, for virkeligheden var meget værre, end jeg kunne beskrive den i ’Mengele Zoo’«, fortæller den norske forfatter under et besøg i København.

Faktisk var det ikke engang meningen, han skulle have skrevet en roman om økologisk terrorisme.

»I 1988 blev jeg sendt til Sydamerika af avisen Klassekampen. Dengang skrev hele verdenspressen om regnskovsforkæmperen Chico Mendes, som var blevet myrdet inde i den brasilianske provins Acre. Chico Mendes fik mobiliseret mange af de lokale gummitappere til en aktion mod de frygtelige ødelæggelser, og han nåede langt i sit arbejde. Han blev en så stor trussel, at han blev myrdet af hamburgermafiaen«, siger Nygårdshaug.

Han definerer selv hamburgermafiaen som de selskaber, der dengang ville overtage store regnskovsområder ved at drive de indfødte ud.

Hvis der ikke boede indfødte, var områderne til at købe, og her kunne man så på store kvægfarme opdrætte det kødkvæg, der kunne tilfredsstille trangen til hamburgere hjemme i Texas, som Nygårdshaug udtrykker det.

Aktionen fra Chico Mendes og hans tilhængere kunne imidlertid stikke en kæp i hjulet for kvægkongerne, og derfor måtte han fjernes. Historien om mordet på ham løb verden rundt, og den norske avis havde dengang i 1988 fået den ide, at Gert Nygårdshaug skulle rejse til Brasilien for at interviewe Mendes’ enke.

Det lykkedes aldrig at få kontakt med hende, men den norske forfatter opholdt sig i Brasilien i en periode og samlede så mange indtryk, at det ikke alene affødte ’Mengele Zoo’, men også to følgende romaner i historien om Mino.

Overgreb
Det var imidlertid en stærkt deprimeret Gert Nygårdshaug, der vendte tilbage til Norge dengang. Han kunne sagtens se en roman for sig, og titlen kom også uden videre. Han havde hørt de lokale bruge udtrykket ’Mengele Zoo’ om situationer, hvor alt bare var kaos.

Selv havde han tænkt sig at bruge det som en oplagt parallel til roman. Han ville lade nazilægen Josef Mengeles brutale overgreb mod mennesker stå over for de store selskabers overgreb på naturen.

Nygårdshaug havde dog et problem, for hvordan kunne han leve sig ind i en historie, hvor hovedpersonen helt klart ikke havde problemer med at slå andre folk ihjel i sin sags tjeneste?

»Jeg var rasende, da jeg kom tilbage til Norge, og jeg tænkte, at hvis folk skulle lægge mærke til, hvad jeg skrev, var jeg nødt til at provokere. Det var den egentlige baggrund for, at jeg førte Minos synspunkter helt ud i ekstremerne. Men selvfølgelig var det et problem for mig at skrive om Mino, for det brød fuldstændig med mit eget menneskesyn. Minos syn på verden er helt anderledes, og det er måske derfor, min bog er blevet så universel«, siger Gert Nygårdshaug.

Menneskets konstante dilemma
I bogen nævnes ingen årstal og ingen præcise landenavne. Det eneste, man ved, er, at Mino tror på, at han kan redde regnskoven ved at slå de ansvarlige for ødelæggelserne ihjel.

»Det er jo menneskets konstante dilemma, det moralsk-etiske spørgsmål, hvad er rigtigt, og hvad er forkert? Hvad er det, der gør handlinger forkerte, og er de overhovedet forkerte? Det er de evige spørgsmål, man sætter på spidsen«.

I din bog fortæller du, at Mariposa-bevægelsen på et tidspunkt vinder et vist gehør i medierne. Tror du, at man med de metoder kan vinde opinionen for sig?

»Nej, ikke nu, men dengang troede jeg, at det måske kunne lade sig gøre, for dengang troede jeg, der stadig var håb. Det beklagelige er, at jeg stadig har kontakt med norske regnskovsforkæmpere, som siger, at situationen bare bliver værre og værre. Det er tragisk, så nej, jeg tror ikke på Minos metode, og at den ville kunne vende den almene opinion«.

Din romans historie er rørende og brutal, men tror du, at litteraturen kan ændre noget i folks hoveder?

»Nobelvinderen Le Clézio har engang svaret, at der er to slags syn på litteratur. Nogle mener, litteratur bare er ord. Andre tror på, at litteraturen kan påvirke verden, og jeg tilhører de sidste, men efter min mening har litteraturen i de senere år i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland handlet alt for meget om forfatternes egen navle og deres egen lille omgangskreds i stedet for at handle om krigene og de økologiske forværringer af miljøet eksempelvis. Det har for mig været nedslående, og jeg ville ønske, at flere brugte deres gode penne til at forsøge at påvirke folk«, siger Gert Nygårdshaug.

Er det så ikke nedslående, at du selv har skrevet en meget barsk roman, uden at det tilsyneladende har hjulpet?

»Jo, det er meget nedslående. Desværre er det ikke blevet bedre, hvad der så er godt for mig, fordi bogen stadig sælger, men dybest set ville jeg hellere have, at bogen ikke længere var aktuel«, siger han.

Blandede anmeldelser
Da bogen udkom for 21 år siden, var der ikke meget, der tydede på, at den ville udvikle sig til en norsk klassiker. Den blev kun solgt i 2-3.000 eksemplarer.

Anmeldelserne var lidt blandede, og norske journalister gik indimellem hårdt til Nygårdshaug, for var han ikke lidt fantasifuld, når han i bogen eksempelvis lod økoterroristerne få held til at styrte en hel amerikansk skyskraber i grus? Lige netop det spørgsmål smiler han lidt ad i dag.

Det var medvinden fra 1990’ernes økologiske bølge, der fik ’Mengele Zoo’ ud i de store oplag, mener Nygårdshaug.

I Norge var det popstjernen Morten Harkett fra gruppen a-ha, som gjorde heftig reklame for forfatterens bøger, så der efterhånden ikke går en dag, uden at han bliver inviteret til at tale for skoleklasser, læseklubber, biblioteker eller på seminarer.

Måske har den hjulpet ... lidt
Men hvad har det så hjulpet, at romanen er udkommet i 150.000 eksemplarer i Norge?

»Den norske regering har købt for tre mia. kroner regnskovsområder, og alle ministrene har læst min bog, så måske har den hjulpet ... lidt. Men regeringen køber jo regnskov med den ene hånd, og med den anden hånd sidder de med vores berømte oliefond, som investerer i selskaber, som gør præcis det modsatte. Den slags er jo dobbeltmoral«, siger Gert Nygårdshaug.

Måske kommer der mere skred i holdningerne, hvis planerne om at filmatisere romanen langt om længe bliver realiseret. Det første selskab, der nåede at lave en trailer til filmen, gik konkurs, men nu er hele tre produktionsselskaber involveret i projektet.

Det skal være med udenlandske skuespillere og eventuelt med optagelser i Venezuela. Budgettet er ifølge Nyghårdshaug 120 millioner norske kroner!

»Jeg kan slet ikke tænke på det. Mit job er at skrive«, siger han.

Og han har ikke i sinde at opgive kampen for at redde verdens natur. I hans kommende roman, som udkommer næste efterår, handler det om både natur og klima.

»Jeg vil ikke gå for langt ind i bogen, men den handler om en forskergruppe, som har et center et sted i Congos regnskov omkring et årti ude i fremtiden. Her analyserer et team af biologer, virologer og botanikere, hvad der er sket med miljøet, og hvilke planter der har taget skade frem til da. Der sker også noget ret dramatisk, og mere siger jeg ikke«, siger Nygårdshaug, som åbenbart har glemt, at han ikke mange minutter tidligere slet ikke ville sige noget som helst om den kommende roman.

Slået ihjel med napalm
Selv om vi i dag befinder os midt i en finanskrise, mener den norske forfatter, at vi faktisk kun har set toppen af isbjerget. I fremtiden står vi over for endnu større udfordringer, mener han. Oliereserverne er ved at toppe, og det samme vil om få år ske for fosforreserverne.

»Det er virkelig dårligt, for uden kunstgødning kan man ikke opretholde en madproduktion, som kan holde seks, otte eller ti mia. mennesker i live. Det kommer til at ske i løbet af de kommende 50 år, og hvordan løser man det? Det er jo et fandens tema, så man bliver helt deprimeret af det. Bare man kunne få sig en bajer«, siger han og ler ad sin egen pessimisme.

Men der er ingen tid til en trøstende afskedsøl, for Nygårdshaug er på vej i lufthavnen, men på vej ud ad døren fortæller han lige historien om, hvordan han engang i begyndelsen af 1990’erne mødte en lille regnskovsindianer, som dårligt nok nåede ham til navlen.

Indianeren viste ham en artikel fra en lokal avis, hvor der stod, at en hel landsby var udryddet som følge af smitsomme sygdomme, missionærer havde bragt til området.

Nygårdshaug trøstede den grædende mand, men han sagde også, at man jo godt vidste, at den slags forekom. Manden fortsatte imidlertid med at græde, og derefter fortalte han, at han kendte folk i landsbyen, og han vidste, at de ikke var døde af sygdomme.

»Paramilitære grupper var blevet betalt for at slå indbyggerne ihjel med napalm. Virkeligheden er meget værre end min roman«, siger Gert Nygårdshaug.