Har hvert årti ikke sin romantiske komedie, på bog eller film eller begge dele?

I 1970’erne var det Erich Segals tåreperser ’Love Story’, i 1980’erne var det ’When Harry Met Sally’, og i 1990’erne var det vist enten Nick Hornbys ’High Fidelity’ eller ’Fire bryllupper og en begravelse’. Men hvad med 00’erne?

Her kan David Nicholls’ roman ’Samme dag næste år’ måske lige nå at komme med. Den udkom i England i 2009 – og er netop udgivet i dansk oversættelse. Som selvstændig roman, men også som ouverture til den filmatisering, som er lige på trapperne – instrueret af Lone Scherfig.

Masser af charme
’Samme dag næste år’ har charme nok til at nå samme højder som de nævnte forgængere. Den følger Dexter Mayhew og Emma Morley, der tilbringer en nat sammen efter universitetets afslutningsfest, da de er i begyndelsen af tyverne.

LÆS OGSÅ Nicholls: I 90'erne blev det hele bare mere hedonistisk

Det kommer der ikke et kæresteforhold ud af, men en »uafsluttet sympati« – for nu at bruge titlen på den Massive Attack-sang, ’Unfinished Sympathy’, der fungerer som en slags underlægningsmusik og overskrift for deres kærlighedshistorie.

I de næste mange år glider Dexter og Emma ind og ud af hinandens liv i et uafgjort venskab – med mange, store og blandede følelser for hinanden, som af vilkårlige grunde ikke lader sig realisere. Timingen er aldrig helt rigtig – før den endelig er det.

Underholdende krønike
Romanen slår ned på samme årsdag, 15. juli, i deres liv igennem tyve år – fra 1988, hvor de møder hinanden, til 2007. Man kan derfor også læse den som en underholdende krønike over de betydelige kulturelle forandringer, der er sket i vores nærmeste fortid.Omslag.  Ny roman kan blive vor årtis helt store romantisk komedie.

Emma står med sit politiske engagement, sin feminisme og sin tro på kunst og litteratur og teater som en repræsentant for 1980’ernes værdier – og derfor som lidt af en anakronisme i 1990’erne, hvor Dexter fyrer den af som smart og udsvævende sekunda-studievært i London.

»Der var engang, for ikke så længe siden, hvor alle drengene ville være Che Guevara. Nu ville de alle sammen være Hugh Hefner«, får han på et tidspunkt Emma til at tænke. Men som type har også Dexter sin tid. Han bliver hurtigt afdanket – og hvirvles ud af showbiz og ind i en sandwichbutik, hvor han må stå med hårnet og lave middelhavswraps og nikke høfligt, når kunderne spørger ham, om han ikke engang har været en næsten-tv-berømthed.

Forrygende dynamik
Er der én ting, som romantiske komedier ikke kan undvære, er det rap og vittig dialog. Og det har ’Samme dag næste år’ i rigt mål.

Dynamikken mellem den selvcentrerede og nydelsessyge Dexter, som er vokset op i den nedre overklasse i Oxfordshire, og Emma, som er ud af nordengelsk arbejderklasse, fungerer forrygende. I grunden er han et ganske ulideligt bekendtskab, mens hun stråler i det stille med en integritet og værdighed – som kaster glans på ham.

LÆS OGSÅLone Scherfig gør klar til ny film

Jeg blev irriteret undervejs på den øllede og plumpe engelske ungdomskultur, som udgør bagtæppet for deres kærlighedshistorie, indtil jeg indså, at den faktisk også medvirker til at gøre historien mere gribende.

Veldrejet og gribende
Gode romantiske kærlighedskomedier efterlader gerne læseren med undren og bevægelse over livets vilkårlighed, og det gør ’Samme dag næste år’ også.

Ofte er det myriader af tilfældigheder, som afgør de allerstørste ting i livet – som hvorfor det lige ender med at blive Dexter og Emma. Nænsomt eskorterer romanen bipersonerne ud af historien – dem, som muligvis også kunne være blevet den eneste ene, og så alligevel slet ikke.

LÆS OGSÅ Nick Hornby har (næsten) fundet sig selv

’Samme dag næste år’ er veldrejet og morsom og gribende som roman – og samtidig et fantastisk godt oplæg til Lone Scherfigs begavede og menneskekærlige filminstruktion, der nok skal vise sig at være et heldigt match.