Tiden skrider i Søren Ulrik Thomsens første digtsamling i ni år, ’Rystet spejl’.

Den går hurtigt, den går langsomt, den går baglæns. Undertiden blander før sig med nu og med da. Klokken og kalenderen er ét stort sammensurium.

Det kan se sådan ud:

»Et kort øjeblik når jeg vågner/ har jeg glemt/ at kastanjen overfor er fældet/ og at bøgerne af min ungdoms stjerner/ gule og bulede/ står i en kasse på gaden/ til ti kroner stykket«.

Her handler det om noget, der er væk. Glansen er gået af både kastanjen og Sankt Gertrud. Men selve det, at alt det er væk, er, finurligt nok, også væk, for digteren siger jo, at han har glemt, at træet er fældet og bøgerne devalueret.

Digtet derimod er ikke væk. Det fortsætter: »i næste sekund/ har jeg indhentet alle tredive år/ og hen under aften/ oven i købet fået en fremtid/ før natten tar mig tilbage«.

Med andre ord, fortiden blev alligevel på et sekund til nutid, og nutiden til fremtid. Inden det hele forsvinder i nattens mørke igen.

Thomsen tumler med tiden
Sådan tumler Thomsen med tiden på bare tretten linjer.

Den er der i de fleste af denne koncentrerede samlings digte, tiden, den ubønhørlige, som han gerne vil holde fast, skønt han ved, at skulle det virkelig lykkes for os en skønne dag at sætte tiden i stå, er det, fordi vi er døde.

LÆS OGSÅ Søren Ulrik Thomsen synger i striptease-stykke

De seneste ti år gik dobbelt så hurtigt som tiåret før, hedder det i et digt. En dag, fortæller han i et andet digt, kom han forbi ’dit hus’, hvor lysekronen stadig brændte.

Det var, oplever han, som døde ’du’ en gang til. Men senere samme dag så han op mod et fjerdesalsvindue i et andet hus, hvor han havde siddet som ung og kigget forventningsfuld på den støjende verden, og så begyndte fremtiden pludselig forfra.

Begik en dødssynd
Læg mærke til, at jeg citerede ikke det digt. Jeg begik en dødssynd, som er forbudt, fordi den er umulig: Jeg genfortalte digtet.

Det mærkelige ved Thomsens digte er, at det faktisk lader sig gøre at referere dem. Vist er der arbejdet med sproget til mindste detalje. Men Thomsen opererer med scener mere end med sammenligninger.

Hans digte domineres af symbolske arrangementer snarere end af sproglige sammenligninger. Bogkassen med de gulnede bind er et tegn for den svundne tid, en forvandling af tid til ting.

Der er mere metamorfoser end metaforer i Søren Ulrik Thomsens sprog.

Prøv engang at se denne scene, og mærk, hvor man hutrer af kulde og ubehag:

»at vågne i et iskoldt S-tog/ der skramler gennem forstæderne/ med en ølflaske rullende frem og tilbage på gulvet«.

For resten er det et af de få steder, hvor Thomsen vælger at pifte scenen op med en metafor:

»oplyst som en operationsstue« kalder han S-toget. Jeg tror ikke, det fremmedelement forstærker virkningen.

Provinsbarnet der blev storbydigter
Fra han debuterede for tredive år siden med ’City Slang’ har provinsbarnet Søren Ulrik Thomsen været storbydigter. Landkortet i den foreliggende samling ligger nogenlunde klart.

LÆS OGSÅ Søren Ulrik Thomsen er landet i det 21. århundrede

Vi befinder os i området mellem Store Kongensgade, Nordre Frihavnsgade, Melchiors Plads, lufthavnens transithal, Hvidovre og viadukten bag Carlsberg.

Men helst de ydmyge steder, blandt tandteknikerne, thaibordellerne, fjernlagrene og hundefrisørerne. Stevns er en fjern erindring og Aarhus noget, man tager toget til.

Fra City Slang til City Zen
I ungdommens fagre vår var storbyen fuld af drøn og neon. Det var dengang. Nu er byen meditationens sted.

»En aften jeg går gennem Østre Anlæg/ vil jeg falde i staver ved synet/ af byens lys bag de filtrede grene/ som engang fik mig til at skrive de første digte«.

Tanken på anno dazumal svulmer og fylder, men på den stille vandring når digteren alligevel frem til nutiden, til »de nye gennemsigtige havnekvarterer/ jeg ikke engang kender navnene på/ og som står i blæsten/ og for længst har fået betydning/ for nogen som ikke er mig«.

Nogen, som ikke er mig – der er noget næsten buddhistisk over den selvophævelse, de meditative byvandringer munder ud i.

City Slang er blevet til City Zen. Men selvfølgelig er Citizen Thomsen stadig mere kristen end buddhist. Det ser man i digtenes behandling af døden, et hovedemne i bogen.

Velkendt dødsannoncedigt
Togturen til Aarhus er en af de mange meditative valfarter. Denne gang til et gravsted, på afdødes fødselsdag, fordi graven med en af bogens lykkeligste formuleringer »nu engang er det sted her i verden/ hvor du ikke er«.

I en note – bogens noteapparat er et helt kapitel for sig – skriver Thomsen, at han måske har fået ideen til denne formulering fra et velkendt dødsannoncedigt:

»Stå ikke ved min grav og græd/ Jeg er der ikke – jeg sover ikke«, selv om, understreger Thomsen, »tankegangen er en helt anden«. Hvilket jo ægger læseren til at finde ud af, hvad digterens tankegang da er.

Jo, den ser ud til at være, at dødsannoncedigtet er for dem, der ikke kan tro på noget liv efter døden. Den døde er væk, punktum.

Mens Thomsens tanke er, at når afdøde ikke befinder sig under gravstenen i Aarhus, så er det, fordi vedkommende er i gang med at leve det evige liv.

Tanken kommer til ham en anden dag, da han mediterer i lufthavnen ved Gate C27, som jo også er langt ude.

Her drømmer han om et sted, »hvor hverdagen er mere end rigelig«, og hvor det er »så mærkeligt/ at vi virkelig skal dø/ men tanken om opstandelsen ikke mærkeligere/ end at vi virkelig findes«.

Forener hellige opg vanhellige
I det titelløse digt her ved siden af – alle bogens digte er titelløse – går han på kattepoter rundt om evighedstanken.

Det er næsten rørende at se ham i note-essayet takke hele tre teologer for at have belært ham om, at det ikke nødvendigvis er en kættersk tanke, han lufter i digtet.

Det er efter nyeste teologisk visdom muligt, at den elskede kat har en sjæl, der lever et evigt liv.

Men digtet er heldigvis klogere end både teologerne og essayisten, for det munder ud i den eneste evighedstanke, der forener hellige og vanhellige, nemlig digterens drøm om, at hans tekst lever lidt længere end han selv.

Hvad der er i god overensstemmelse med vores hedenske forfædres forvisning om, at det, der med garanti lever efter os, er dom over hver en død.

Gør de gemte afkroge tydelige
Så nej, Søren Ulrik Thomsens tekster er ikke salmer, der bekræfter de overbeviste i deres fælles tro, men digte, der holder samtalen åben mellem de uens.

Det, man kan forlange af et digt, for at det skal være godt, er jo ikke, at man er ’enig’ med det, men at det gør de gemte afkroge af et andet menneske fuldstændig tydelige

LÆS OGSÅKrise får Søren Ulrik Thomsen til at skifte forlag

Bogen er fuld af spejle, som man forventer af en digtsamling, der hedder ’Rystet spejl’. Digteren har det med at få øje på sit eget kontrafej i butiksruder og togvinduer.

Han er ikke altid glad for synet, en blodsprængning trænger sig vej i venstre øje. Men det er digtenes evne til at kaste lys over mandens indre, der bærer bogen.

Et befriende nærvær
Og så skal man for resten ikke glemme, at »mellem alle disse digte/ om døden og erindringen/ er der her blevet plads til 11 linjer/ om mælkebøtterne«.

Alt er ikke lutter erindring og ruelse. Midt i det, der er væk eller slet ikke findes, er der et befriende nærvær.