Familien er flyttet på landet, men uden far, for familien er skilt. Nu bor fjortenårige Emilie med sin mor og lillebror i et gammelt hus, der siger mærkelige lyde og siger dem, fordi der er så uhyggeligt ude på landet.

Lige under gulvbrædderne sker de frygteligste ting, som vi får kendskab til pga. en ung mand ved navn Anders, som dukker op og fortæller, at han har boet her i huset tidligere.

Emilie, pubertetspigen, er bogens fortæller, bogens tegner og bogens Lolita.

Hun er kunstneren, som fra de første linjer af ’Hovedløs sommer’ er i færd med at skabe billeder: »I midten af mit billede er et hus, lidt som det vi bor i, bare større og ældre og endnu mere forfaldent. Det minder lidt om en middelalderborg. Rundt om borgen er en voldgrav, og bag den en skov. Inde mellem træerne er der mennesker og dyr, de fleste uden hoved«.

Inspireret af en vis østrigsk herre
Det hovedløse er en fantasi hos Emilie og et mareridt hos lillebror, Jacob, som er et skræmt og sensitivt barn, der låser sig inde på badeværelset i fem timer, fordi en lastbil har dyttet efter ham.

Men unge Anders dukker som sagt op omtrent af husets undergrund og taler sådan her: »Min mor var skolepsykolog, min far var psykiater, jeg har læst psykologi på universitetet. Så vidt jeg kan se, er Jacob en helt almindelig dreng, som bare har fundet ud af, hvordan han skal få lidt ekstra opmærksomhed«.

LÆS OGSÅSuccesinstruktør filmer endnu en Erling Jepsen-roman

Han dukker op i haven til det gamle hus på en mystisk måde, ham her psykolog-Anders, og moderen slår ham ned med et boldtræ. Men blodet tørres, Anders flytter ind, og snart har han noget seksuelt kørende både med mor og datter.

Hans normal-psykologiske klicheer og sofahyggelige former foran fjernsynet står i strid modsætning til hans egen familiehistorie med et forældrepar, som er forsvundet i en sejlulykke a la den, der optog pressen for et par år siden.

Erling Jepsen lader sig tydeligvis inspirere af den journalistiske aktualitet, og jeg tør da også godt afsløre, at hvad der foregår lige under husets gulvbrædder minder en del om forholdene i den fangekælder, en østrigsk herre for nylig blev grebet i at have indrettet til sin datter. Bare omvendt: Far og mor er helt nede i kælderen.

Fjortenårige Emilie med midaldrende mandsstemme
Hovedløs er en ’gotisk familiegyser’, hvor blodet sprøjter, og lillebror Jacob selv sørger for, at hans værste mareridt går i opfyldelse.

En bekymret skilsmissefar hører med til persongalleriet sammen med sin nye kæreste, og når den gamle kælling, som lejer huset ud, kommer stavrende med sin rollator og hælder olie i gulvsprækkerne for at fjerne knirkelydene, skrider familiens gys fra det gotiske til det groteske.

Mellem de meget normaldanske familemønstre og de hovedløse udskejelser er bogen spændt ud i et sprog, som alt efter afsender snart er terapeutisk udglattende, snart psykopatisk rablende.

Selve den bærende fortællestemme, fjortenårige Emilies, lyder nok lige lovlig meget som en midaldrende mandsstemme på kanten af det friskfyragtige, hør her for eksempel: Børnenes mor hælder sit hoved til veninden Henriette, de er »begge ansat på Centret for Kvindeforskning, og når de holder møde hjemme, plejer de at slutte af med at tale om deres problemer med mænd, samtidig med at de drikker sig fulde i den dyre vin, de køber på Kvindeforskningscentrets regning«.

Hoveder vil rulle
Man skal være forsigtig med valget af sine forældre, det lærer biologien os, og det lærer Erling Jepsen os effektivt og underholdende i ’Hovedløs sommer’.

Børnene Emilie og Jacob er i færd med en forældreopdragelse, som deres ven Anders i sin seksuelle sitren mellem psykolog og psykopat tager anderledes hårdt fat på nede i jorden under huset på landet.

Der ruller hoveder, men hvem ved, måske foregår det også alt sammen inde i de selv samme hoveder.