En smuk forårsdag i 1995 punkterede fem medlemmer af dommedagskulten Aum Shinrikyo plastikposer med sarin i Tokyos undergrundsbane.

Der var døde, og tusinder kom til at lide under følgerne af giftgassen.

De chokerede spørgsmålstegn efter den karismatiske kultleder Shoko Asahara og de gennemgående højtuddannede kultmedlemmers bizarre handling blev hængende i luften længe efter gassen.

Efter en årrække i udlandet, hvor han havde færdiggjort mesterværket ’Trækopfuglens krønike’, vendte den japanske forfatter Haruki Murakami hjem med et nyt behov for at forstå den japanske psyke.

Ikke et stof, der let tager form
Murakami skrev i 1997 den journalistiske bog ’Underground’, hvori han interviewede overlevende ofre og medlemmer af Aum Shinrikyo.

Murakami vidste imidlertid godt, at det ville tage tid at komme til bunds i stoffet:

LÆS OGSÅMurakami rykker op i Nobel-førefeltet

»Som forfatter vil jeg finkæmme, hvad der bliver efterladt i mig. Stykke for stykke, undersøgende, sættende ting i orden, efterhånden som jeg gennemgår det tidskrævende projekt, det er at modellere dette til en fortællings form. Det er ikke et stof, der let tager form«.

En mastodont
Det har taget sin tid, men nu har Murakami åbenbart fundet formen.

I skikkelse af ’1Q84’, en mastodont på tre bind, hvoraf kun det første nu udkommer på dansk.

LÆS OGSÅNobel-kandidatens oversætter: »Det er en udfordring«

Det bliver svært at vente på de to sidste, for første bind lægger op til et værk helt på højde med Murakamis hidtidige hovedværker, ’Trækopfuglens krønike’ og ’Kafka på stranden’.

Samler trådene
’1Q84’ tegner til at blive værket, hvor Murakami samler tråde i forfatterskabet og graver sig dybere ned i sine temaer.

’1Q84’ er som ’Kafka på stranden’ fortalt i to spor. Skiftevis følger man den klejnbrystede massøse, træner og hitwoman Aomame (navnet betyder grønært!) og den granvoksne Tengo, der deler sin tid mellem at undervise i matematik og arbejde på et gennembrud som forfatter.

Som 10-årige skolebørn holdt de én dag hinanden i hånden. Det blev et mere skæbnesvangert klem, end de kunne ane.

Deres kærlighedshistorie er endnu kun et kim, men ’1Q84’ er blandt meget andet en historie om prædestineret kærlighed.

Titlen refererer direkte til George Orwells politiske dystopi ’1984’.

Der er blevet sagt og skrevet meget om Murakamis fornemmelse for de to gange Raymond – Chandler og Carver – men med sin volumen og sin demonstrative fortælleglæde virker ’1Q84’ herligt beslægtet med Dickens og de altfavnende, folkelige engelske romaner fra 1800-tallet.

Sex og død og softball
At Aomame og Tengo har en skæbne tilfælles, antydes længe kun i glimt.

De reagerer begge særligt på Janáceks ’Sinfonietta’. Begge er ude for sære oplevelser, der får dem til at føle sig ude af sync med tiden. Endnu er deres spor parallelle og adskilte, men Aomame og Tengo har en voksende bevidsthed om hinandens eksistens.

Som to planeter, der fornemmer gensidig tyngdekraft i et uendeligt mørke.

En del af denne tyngdekraft er den mystiske og magtfulde kult Sakigake, som de begge ufrivilligt suges ind imod. Aomame, selv vokset op i en kristen kult i stil med Jehovas Vidner, har en farlig opgave at udføre.

Tengo har været ghostwriter på den sælsomme roman ’Luftpuppen’ skrevet af den foruroligende smukke 17-årige pige Fukaeri med forbindelse til den hemmelighedsfulde kult Sakigake. ’1Q84’ er altså en kærlighedshistorie og en spændingsbog om en kult.

Men det er kun begyndelsen. Det er en roman om mørke, skjulte erindringer. Om forholdet mellem kunst og matematik. Om sex og død og softball. Om japansk kogekunst, om Sakhalin og verdens mulige undergange. Og ikke mindst om japanernes forhold til autoritet.

At kritisk analysere den japanske mentalitets fastlåsthed i en historisk betinget respekt for elitære hierarkier er et centralt tema i Murakamis forfatterskab. Emnet, man som moderne japaner inspireret af vestlige tanker om personlig frihed og individualitet må forholde sig til.

Murakami er langtfra den eneste, der gør det. Men han har samtidig et usædvanlig skarpt blik for den længsel efter rene linjer og fremtidsvisioner ubesmittet af kompromiser, som lokker så mange mennesker til kulten og til de apokalyptisk-politiske bevægelser, uanset om de er kristne, muslimske eller made in Japan.

I virkelighedens Aum og fiktionens Sakigake er det, som om den kristne dommedagsvision, politiske utopier og buddhismens drøm om Det Store Intets udfrielse er fusioneret i et kollektivt formørket indreverdensrum.

George Orwell skrev om fremtiden i ’1984’. Murakami griber årstallets potens og henlægger sin apokalypse til fortiden.

Romanen udspiller sig i 1984, men i stedet for Orwells Big Brother introducerer Murakami Little People. Mystiske små væsner, som kan gøre sælsomme ting ved stoffet og tiden.

I bind 1 ved vi endnu ikke meget om dem, men de minder om uhyggeligt uhåndgribelige væsner fra Hayao Miyazakis tegnefilm som ’Chihiro og heksene’ og ’Det levende slot’.

I ’1984’ oplever Aomame, at hun både befinder sig i virkeligheden og i et parallelunivers med to måner og ukendte spilleregler. Måske er den gamle verden allerede gået under og blevet erstattet af en anden? Måske er ’Dit rige’ allerede kommet?

Den nye verden med de to måner, ingen andre kan se, døber Aomame ’1Q84’. Q for ’Question’. Der er sat spørgsmålstegn ved verdens virkelighed.

Hvilket igen handler om den verden, forfatteren (her citerer Murakami russiske Tjekhov, som spiller en rolle i romanen) skaber ved at stille spørgsmål snarere end levere svar og ved hele tiden at omskrive virkeligheden.

Et globalt fænomen
Haruki Murakamis popularitet er vokset til et globalt fænomen.

Det er ikke tilfældigt. Han er ikke svær at læse. Den enkle stil gør hans romaner lettilgængelige.

Det er en demokratisk litteratur, der passer til den globale verden. Han skriver om almindelige mennesker, der oplever højst ualmindelige ting.

Her er ingen modernistiske sprogeksperimenter, og der kræves ingen formel dannelse for at stige på.

Hvad der til gengæld kræves, er et åbent, nysgerrigt sind indstillet på at følge fortællingen, uanset om scenariet er realistisk eller ej.

Murakamis manglende skelnen mellem virkelighed og uvirkelighed ligner ikke den magiske realismes mere programmatiske miks.

Når Murakami er mest foruroligende, føler man sig på gyngende grund i et rum kun adskilt fra et dybt mørke af papirtynde vægge.

Den store krabat
Murakami lodder mentale dybder med originale symboler på en måde, som næsten kun kan sammenlignes med en film af David Lynch. At fortællekunst er forfatterens evne til at afmontere læserens mistro, er Haruki Murakami et sjældent bevidst eksempel på.

At Murakamis romaner er en syntese mellem japansk uudgrundelighed og amerikansk suspense, er ikke nogen ny konstatering.

LÆS INTERVIEWMurakami: Det uvirkelige bliver mere og mere virkeligt

Men det er netop en syntese og ikke kun en dualisme. Der opstår noget nyt. I ’1Q84’ er fortællingen som et vand, der finder andet vand og derigennem sit eget uforudsigelige løb. Det er denne dyrkelse af fortællingen som en slags naturfænomen i forfatterens fantasi, der gør Haruki Murakami så enestående læseværdig.

Vi mangler endnu to bind, men efter bind 1 er der ingen tvivl i mit sind: ’1Q84’ er den store krabat.

FACEBOOKBliv ven med Politiken