Kan man mon stole på, at en pige, der er modvillig, også er dydig? Ikke nødvendigvis, hvis man skal tro et lærestykke om kvinder fra 1671, hvori det hedder, at den unge kvinde, der allermest afviser brudeseng, er hende, der lettest falder for karlen derhjemme på gården. Det lyder sådan her i den originale tekst:

»Og den som allermest forsværger (afviser) brudeseng, / Tør (kan) komme til et fald (synd) med hendes faders dreng«. Vanskeligt? Ikke så vanskeligt, som det ser ud, fordi den tålmodige læser her får et fuldstændig forbilledligt kommentarbind at lægge ved siden af originalen med enkle og præcise oversættelser af svære ord. Jeg har så givet en ekstra hånd med at modernisere retskrivningen.

’Pigernes dyd- og laster-spejl’ hedder digtet, hvor kvindekønnet bliver underholdende sat til vægs. Forfatteren er Jens Steen Sehested, den danske baroks mest ukendte digter, men også den morsomste. Han havde, viser det sig længere fremme, mere vovede ting at sige om kønslivet i andre genrer.

Soldat
Hvem var Sehested? Med os mennesker er det jo sådan, at hvem moderen er, ved vi som regel, men faderen kan man aldrig være sikker på. På det punkt som på så mange andre forholder det sig omvendt med den hemmelige danske barokdigter.

Hans far var nemlig helt sikkert den adelige Hannibal Sehested, rigsskatmester og en af landets mægtigste mænd på Christian IV’s tid. Den kvinde, han besvangrede, ved vi derimod intet om.

Men manden vedstod sit uægteskabelige faderskab, også efter at han blev gift med en anden. Hannibal lyste sin Jens i kuld og køn, sådan at han fik ret til at bære familiens navn og føre dens våbenskjold, dog efter tidens skik kun, hvis han slog en gul streg over det, kaldet ’bastardbjælken’.

Jens Steen Sehested turede rundt i det krigeriske Europa som soldat. Vi ved ikke meget om hvorhen, hvor længe eller i hvis sold. Han dukker først rigtigt op til overfladen, da han bliver kvartermester på Fyn og kort efter fyret som offer for freden oven på den skånske krig. Han gifter sig til en gård på Fyn og får i rask følge 11 børn. Hele tiden skriver han digte, både som soldat og oberst emeritus.

Ordene flyder
Tidens grundtema er omskiftelighed. At lykke og ulykke, de ganger på rad, ser man, hvor man end vender blikket. Sorrig og glæde, de vandrer til hobe og kan afløse hinanden, hvad øjeblik det skal være.

Sehested, der ikke er præst, men som soldat må have oplevet omskifteligheden fra første parket, giver sin egen version af usikkerheden ved at lade ’Verdens dronning Penge’ demonstrere, at »Af laster gør jeg dyd, af kunsten narreværk / Af lærdom gøglespil, den svage gør jeg stærk«. Kort sagt fru Penge kan koste rundt efter forgodtbefindende med Ædelblod, Selvkær, Håb, Oprigtighed, som de forskellige personer i hans læsedrama ’Dydernes prøvesten’ hedder.

Men det er ikke lutter abstrakte personager, han tumler med. Sehested kan også gøre iagttagelser i hverdagen, som blandt andet hans digt om Fyn beviser. Eller som digtet hedder for fuldt barokt udtræk: ’Det herlige og prisværdige landskab Fyns billige (berettigede) Berømmelse’.

Her skriver han mundrette vers, der begynder sådan: »Udvalgte landskab, dejlig Fyn! / Naturens mesterstykke! / Som glæder hjertet, sind og syn / og est så manges lykke!« Udråbstegnene aftager, men udråbene tiltager. Der er ingen ende på de fynske herligheder. Sådan byder fisken sig til:

»Den trinde torsk kan man på krog, / som og makrellen fange, / Den blanke sild på bundgarns tov (net) / Men ålen skal man stange«. Der går toretters karper i søerne, harekødet er mørt »som aldrig noget andet«, og æblerne er så gode at »den fynske most er mig så kær, / som vin af Frandses kælder«.

Kommentatoren Marita Akhøj mener, at de sidste to ord må henvise til en københavnsk beværtning. Det kunne også med lidt forvanskning være, at han tænker på de franskes kælder. I hvert fald er det en grand cru-vin, den most overgår. Jo, Fyn er fin.

Det var Fyn nok slet ikke i virkeligheden, minder kommentatoren os om. Sehesteds digt om øen i midten er ikke topografi, men panegyrik. Barokdigteren elsker at jonglere med ordene, og får blæst Fyn en fejende march. Hans ord flyder den dag i dag, så ’Fyns berømmelse’ kunne blive et prægtigt femminutters program i Danmarks Radio, hvis de ellers stadig brugte professionelle digtoplæsere og ikke lod sig nøje med den første ledige kollega på gangene.

Syv hjerter
Sehested gjorde i barokkens forskellige genrer: hyldestdigte, sørgedigte, salmer. Og så huskes han også for tre pikante gådedigte, hvoraf et er aftrykt nedenfor. Ret skal være ret, Sehested er ingen Kingo. Han tilhører gruppen af barokkens ’i øvrigt medvirkede’. Men medvirke det gjorde han, sjov og struttende af glæde ved ord.

Den udgivelse, han nu er blevet genstand for, hører til de fineste i faget, grundig, klar, humanistisk videnskab af første rang.

LÆS OGSÅ Forfatter er en sær og fremmed blomst i den danske poetiske have

Og får man i tilgift til de to bind en indspilning af otte Sehested-viser, så er det selvfølgelig med ingen ringere end sonningprismodtageren Lars Ulrik Mortensen på det ledsagende cembalo, optaget i Garnisonskirken.

Hvis der fandtes et syvende hjerte, skulle denne udgivelse have det. Kig også lige på prisen, som Augustinus Fonden har hjulpet med at holde nede.