Hvad er 'Kære Mai' for en størrelse? En roman? Det kan man vel dårligt kalde en mailkorrespondance, der strækker sig over otte år.

Selv har Merete Pryds Helle valgt at kalde den 'et kapitel', og det er en tilpas rummelig og upræcis definition til at ramme plet.

'Kære Mai' er nemlig en samling af alle de mail, Pryds Helle skrev til veninden Mai i de otte år, hun boede i Italien med sin mand og deres to små, siden større, børn. Et kapitel i Pryds Helles liv - og et vigtigt et: Det var her, hun skrev flere af sine værker, og det var her, hun for alvor blev voksen og så sine børn vokse op.

Hun må takke sin skæbne for, at venindens navn er Mai - et ord, der fonetisk ligger snublende tæt på ordet 'mig' og bogstaveligt tæt på bogens form; mail.

Det er da også det dagbogslignende, der præger 'Kære Mai', især fordi Pryds Helle (med en enkelt undtagelse) ikke har inkluderet Mais mail. Det har den oplagte ulempe, at der henvises til ting, Mai har fortalt, og som læseren ikke har hørt om.

Når Pryds Helle fastholder, at der sidder en levende anden person i den anden ende og konstant lader bogen pege ud på denne virkelighedsforbindelse, føler man som læser, at vigtige ting er udeladt, når Mais stemme er fraværende i samtalen.



Til gengæld har det den fordel, at man synker helt og aldeles ned i Pryds Helles univers, hvor intet er for stort eller småt til at blive betragtet og beskrevet.

Læseren kommer helt tæt på - på menstruationsuregelmæssigheder, tandpine, sexliv og frustrationer over det meget tætte familieliv i det afsidesliggende stenhus i Toscana.

Ved bogens begyndelse er det tanken, de skal bo dernede et års tid, men det ene år tager det næste, og både Pryds Helle og hendes mand, digteren Morten Søndergaard (i bogen anonymiseret som 'm' ligesom de fleste af bogens øvrige personer, hvis identiteter dog let kan gættes - en veritabel hvem-er-hvem over det litterære parnas) mærker de kreative fordele af at leve afsondret, ligesom børnene langsomt overgiver sig til det italienske liv.

En tung kolos
Og netop det italienske er en af de store glæder ved læsningen. Pryds Helles beskrivelser af årstidernes kommen og gåen, varmen, vinmarkerne, olivenhøsten, brombær, trøfler, månens lys og 'dette lag på lag af tid', som hun skriver.

Pryds Helle forstår at spænde den italienske al-tid (det middelalderlige, de oldgamle oliventræer) op som bagtæppe for sin egen nutid, livet med småsyge småbørn, computere og den moderne kvindes mange overvejelser.

Det banale spejler sig i det storslåede og oplyses af det - et sted skriver Pryds Helle, at »hvis man kan lave noget, der er spændt ud i nutiden, kan det beholde værdi«, og det er lige så smukt som det er sandt for denne bog.

Men - og der er et men - bogen er for formløs til at bære sine 548 sider.

Selv om Merete Pryds Helle er en dejlig fortæller, hvis liv og børn man på besynderlig vis kommer til at holde af (åh, da den engang så lille datter pludselig cykler selv!), lige så uformeligt er dette lille storværk, og det gør læseoplevelsen noget rastløs og retningsløs.

Pryds Helle skal have ros for modigt at afsøge nye formater, ligesom hun bl.a. tidligere har skrevet en sms-roman, men 'Kære Mai' er en tung kolos, der aldrig helt finder sine fødder.

Det ødelægger dog ikke charmen ved hendes gode beskrivelser, der som fragmenter i tid ligger spredt ud i de mange mail som ruinerne af levet liv, til glæde og inspiration for læseren.

FACEBBOOK Bliv ven med Politiken