De fleste kender Åke Edwardson fra krimiserien om kommissær Winter i Göteborg. Men han har også skrevet andre ting som romanen ’Jukeboks’, der er et livligt og underfundigt tilbageblik på et stykke svensk provins, dengang musikken kom fra en jukeboks.

I den nye roman med den lange titel, ’Svalerne flyver så højt at ingen længere kan se dem’, befinder vi os også i Udkantssverige. I Smålands dybe skove, hvor Johan, den arbejdsløse snedker, har arvet et stykke skov og sammen med ægtefællen og skolelæreren Ann er flyttet ind i faderens hus.

En storm hærger skoven, og Johan kan se det, han skulle leve af, falde som pindebrænde. Parrets tiårige søn Andreas rammes af et træ og ligger i koma på det lokale sygehus. Eneste fremskridt efter to måneder er, at han kan trække vejret uden respirator, og muligvis har han bevæget en arm. Tror Ann.

Evig ventetid
At miste et barn er den største krise, man kan komme ud for, ifølge krisepsykologien. Og det er man heller ikke i tvivl om efter læsning af denne roman. Nu er Andreas ikke død, men håbet om, at han kan reddes, virker lige så fjernt som svalernes højdeflyvning.

Hvordan håndterer parret dette her? De sidder og taler med den syge søn, for hørelsen er det sidste, man mister, som det populært hedder.

LÆS OGSÅ Edwardson går til i tibindssygen

Ann fortæller om ting, de har gjort sammen engang; den fåmælte Johan fortæller historier. Så taler han lidt med den fordrukne, men kloge præst.

Der er naboer, gamle skolekammerater at mødes med, men tilværelsen er gået i stå. Man kan ikke rigtig gå i gang med noget nyt, når livet er indsat i en evig ventetid. Støtte hinanden som ægtefæller er også svært, for den andens tilstedeværelse er en konstant og smertefuld påmindelse om den fastlåste situation.

Hvor meget kan et menneske tåle?
Åke Edwardson skriver med stor indlevelse i den forstening, der rammer parret, og som de fortvivlet forsøger at komme ud af. Områdets skæve eksistenser giver en varme i skildringen, en stille humor midt i det fastfrosne drama, ligesom Johans planer om at arrangere elgsafarier for de tyske turister.

For dog at forsøge at finde på noget for at trække sig selv op ved hårene. Hele lokalsamfundet er med på planen, men generalprøven bliver en tragikomisk farce.Foto:  Bogens omslag.

»Det her er ikke noget for svæklinge«, konstaterer Johan. Nu havde han ellers lige forsonet sig med, at der ikke var arbejde som snedker, og lagt flasken på hylden. Men skoven blev raseret, og det kræver årtier og penge at få den genplantet og vokse til.

Det tænker parret end ikke på, for alt virker uoverskueligt og meningsløst med sønnen i sygesengens koma. Flytte væk – men hvorhen? Hvor meget kan et menneske tåle at miste uden at gå i stykker – det er romanens grundlæggende spørgsmål.

Stilstandens prøvelse
Det lavmælte drama er gennemført med streng konsekvens, og ægteskabsbeskrivelsen er lydhør, godt understøttet af Edwardsons talent for præcis og hårdtskåret dialog.

Han har svært ved at få romanen afsluttet, for i modsætning til de krimier, han er så kendt for, skal denne roman ikke ende med at gå op. Han lader parret forblive i deres limbo – ligesom parret skal læseren opleve, hvad det vil sige at hensættes i stilstandens prøvelse. Det må man nok sige lykkes.

LÆS OGSÅ Der er nok at holde styr på i Åke Edwardsons nye krimi

Det lykkes også at skrive dette stof frem med varme og give et billede af et Udkantssverige, der også lever i en slags stilstand, det ikke kan komme ud af. Det sidste ikke uden humor. Der er ikke meget at råbe hurra for i denne roman, men en del at blive klogere på.

Og pludselig er man helt taknemmelig for sit eget liv. Som Klaus Rifbjerg engang har sagt det – litteratur handler om at skrive om nogen, der har det dårligt, så dem, der læser det, får det bedre.