Elsker du det danske kongehus? Helt derud, hvor du tager en fridag og står trofast tænderklaprende på slotspladsen, også når de royale mærkedage falder i vinterhalvåret? Så frarådes du at læse Trine Villemanns romanudspil ’Der var engang en dronning’. Illusionerne vil falde på stribe med gallakjoler, diademer og hele pibetøjet. Trine Villemann er tidligere hofreporter for blandt andet Billed-Bladet og Ekstra Bladet. Og hvis blot en brøkdel af de sager, hun bringer til torvs i sin fiktionsroman, har bund i virkeligheden bag Amalienborgs tunge indgangsporte, så er monarkiets undergang nært forestående. I romanens to parallelfortællinger sammenvæves to kvindeskæbner på et skelsættende tidspunkt for dem begge. Dronningen af et lillebitte land ligger dødssyg af lungecancer.
På sit yderste tager hun erindringstoget tilbage i sit kummerlige liv i en benhård selverkendende konfrontation med de konsekvenser, hun har måttet døje som følge af sin tronfølgeskæbne. Der er ikke mange muntre erindringsbilleder i albummet. Ægteskabet med den alkoholiserede, italienske hertug med smag for mindreårige blander sig med forkvaklede relationer til de børn, de pligtskyldigt har avlet. Dronningen og sygeplejersken Som et andet romersk imperium er kongehuset ved at styrte sammen under medlemmernes depraverede adfærd. Skeletterne vælter ud af skuffer og skabe, efterhånden som forskellige personer dukker op ved sygelejet, og katapulterer dronningen i kredsløb om smertelige erindringsfragmenter. Skæbnen pålagde hende pligten i en kontinuerlig tilsidesættelse af egne behov og almindelig, sund dømmekraft. Med et spildt liv som facit ønsker hun sig nu kun døden. Trods dette rækker hendes fantasi ikke til andet end en gentagelse. At hendes søn nødvendigvis må fortsætte, hvor hun slipper. Dronningen er imidlertid intetanende knyttet sammen med en ung kvindelig sygeplejerske, der tidligere har haft et seriøst kærlighedsforhold til hendes søn tronfølgeren. Efter mange år overvejer den unge kvinde at afsløre frugten af forholdet, fordi barnet ønsker at kende sin faders identitet. Men vel vidende, at livet herefter aldrig vil blive det samme for hende og knægten, tøver hun. Kronprinsens uægte søn Det er ikke nogen litterær sværvægter, Trine Villemann har begået. Men mindre kan faktisk gøre det, hvis formålet – ud over underholdning – er at trumfe med en hypotese af de mere spektakulære. Villemann trækker en sag op af hatten, som har indtil flere historiske forlæg: Tænk hvis kronprinsen havde et barn uden for ægteskabet, og barnet ikke bare var hans førstefødte, men også den eneste søn i hans ellers legitime børneflok? Hvem skulle i så fald krones? Og kunne monarki overhovedet overleve så borgerlig en åreladning? Tankeeksperimentet er interessant, al den stund det ikke blot lokker læserne ud af komfortzonen. Det anskueliggør tillige den knivsæg, dagens royale kransekagefigurer færdes på, når de forsøger at forlene rollen som urørlig monark med et menneskeligt ansigt. Folket forlanger nemlig begge dele. Men helst i en korrekt dosering, så blandingsforholdet ikke tipper i retning af ubehageligt menneskelige afsløringer. Romanen er ikke i første omgang en diskussion af den konstitutionelle anakronisme, monarkiet udgør i et senmoderne demokrati. Denne del af tankesættet ligger godt nok og simrer lunt bag Villemanns egentlige hjertesag, nemlig den at hudflette det gyldne burs menneskelige omkostninger. Man lades ikke uberørt af dronningeportrættets tragik. Ej heller undgår man de overvejelser, der tilsigtet tårner sig op for enden af teksten: Kan monarker være mennesker? Er konstruktionen ikke tidsmæssigt passé for længst? Som en dinosaur i knæ, man i anstændighedens navn og af humane årsager bør aflive? FACEBOOK
