Så er vi tilbage.

Tilbage på Fjordagerholm i Himmerlands forblæste landområder, som den myreflittige forfatter Lisbeth Brun tidligere har beskrevet i romanerne ’Vejs ende’ og ’Det du mister’. Hver gang fortælles den samme historie med et nyt personligt udgangspunkt, og således er det jo netop aldrig den samme historie.

LÆS ANMELDELSEBrun bliver bedre og bedre for hver bog

Ligesom dødslejet i romanens første sætning har enhver sandhed tre sider – mindst – og nu er Brun nået til den tredje version af historien om Marie (hovedpersonen i ’Det du mister’), der som ung blev tvunget til at bortadoptere sin datter, Helle, som er hovedpersonen her i ’Som brødre vi dele’.

Spejlingen af Limfjorden
Helle vender hjem til det, der kunne have været hendes barndomsland, da hendes adoptivfar, den stædige bondemand Villy, dør.

Da er det 22 år siden, hun sidst var på gården, hvor hun som ung lærerstuderende dukkede op og begyndte at arbejde med hestene uden at give sig til kende. Da hendes identitet blev kendt, førte det ikke just til den store forbrødring mellem hende og brødrene Jens og Ole.

Netop derfor spiller titlen på broderskabet, søskendeforholdet, der fik en skæv (gen)start, da Helle pludselig dukkede op og insisterede på at være en del af familien.

»Man skal gøre sig fortjent til tingene, man kan ikke bare komme og kræve«, som hun med sin nyfundne jyske indsigt konstaterer.

LÆS OGSÅBrun giver provinsidyl én på sinkedusen

Efter Villys død overtager Helle Fjordagerholm med alle de minder og spor, gården rummer.

Her er Lisbeth Brun på hjemmebane i skildringen af, hvordan de ydre omgivelser aftegner sig i personerne som indre landskaber af iskold følelsesfrygt, tindrende solskin og masser af ærkedansk blæsevejr.

Helle er selv inde på det, da hun husker historien om, hvordan hendes mor en dag cyklede en anden vej hjem, og landskabet åbnede sig på en ny måde for hende, »og pludselig kunne hun mærke, at markerne, hegnene og udsigten fandtes inde i hende selv«.

Men hvor stærkt bruser det nordjyske blod i Helles årer, og kan hun finde spejlingen af Limfjordens landskaber i sig selv?

Manglende fornyelse bliver nationalromantisk
Bruns beskrivelser er som altid frodige og levende – men i ’Som brødre vi dele’ føles det indimellem som om, handlingen ikke er stærk nok til at bære de mange beskrivende digressioner.

Den store fortælling trues med at smuldre under tyngden af de rige, detaljerede billeder, hun gang på gang tegner af både mennesker og steder.

Der går næsten Morten Korch’sk nationalromantik i de mange opremsninger af vilde blomster, den dræende rug og hestenes ustyrlige trang efter valset havre, og vejret er lige ved at vælte Helle af pinden som hovedperson i romanen.

Samtidig er det netop beskrivelserne, der gør Bruns romaner så stærke.

Hun har en kunstners enkle, genkendelige streg, når hun tegner den stædige bror Jens med ordene: »skuldrene i hans habit var brede, og de havde bestemt, at Gud ikke fandtes«, og hun rammer noget meget præcist, når Helle ser sig i spejlet og opdager, at hendes mors ansigt »ligger på lur hen over hendes kindben«.

Sproget er smukt, og det blomstrer, men det kunne nu efterhånden også være spændende at høre Lisbeth Bruns stemme udfolde sig i nye landskaber – måske i storbyjunglen anno 2012?