»Hvis der kommer en og spørger: 'Hvad skriver du for tiden?' Og jeg fortæller, at jeg skriver om en 100 år gammel mand, der får sit højeste ønske opfyldt, nemlig at få en søn. Og at han bagefter får at vide, at han skal bringe sønnen som offer. Come on! Det er historien! Det kan man da ikke! Jeg mener, hvor finder man ellers den slags drama?«

Bjarne Reuter er begejstret.

Han har brugt et år på at genfortælle 60 bibelfortællinger - for eksempel den om Abraham, som Gud beder om at ofre sønnen Isak. Og efter 200 gennemskrivninger er han er stadig optændt af begejstring over den dramatiske kraft i dem.

Tung arv i ryggen
Forfatteren har gennem 37 år skrevet et væld af bøger – blandt andet børne- og ungdomsklassikere som ’Busters verden’ og ’Zappa’ og voksenbog-succesen ’Løgnhalsen fra Umbrien’.

LÆS ARTIKELFlest bibliotekspenge til Reuter - som sædvanlig

Nu udkommer han fredag 2. november med en genfortælling af det, han kalder ’en utrolig vigtig bog’. Nemlig biblen.

Vi mødes hos Bibelselskabet, der udgiver ’Bogen’, titlen på Reuters version.

På bordet i det højloftede lokale på Frederiksborggade står fade med friske brombær, klementiner og finskbrød, og der er kaffe på kanden. Reuter tager plads for bordenden.

På symbolsk vis er reolen bag ham tæt pakket med hundredvis af gamle bibler som Bibelselskabet igennem årene har fået foræret. Brune, slidte læderindbundne udgaver med metalspænder fra 1800-tallet og kæmpe, kilotunge versioner af det gamle og nye testamente, som selv en stor bondenæve vil have svært ved at gribe om.

De står som en massiv påmindelse om den arv, som forfatteren nu forvalter i sin nye bog.

LÆS ARTIKELFortælleren fra Brønshøj fylder 60

Pas på guldstøv
»Når man sidder med de rigtigt gamle bibler, så kan man se, at der ligger lidt guldstøv mellem linjerne, som jeg har været ræd for at komme til at viske ud«, siger han og løsner sit strikkede halstørklæde.

»For nogle år siden skulle jeg restaurere min mormors gamle kommode. En meget fin en. Og man står der med det fine sandpapir og er bange for at komme til at tage for meget af, ikke? Det er næsten det samme«.

Forfatteren havde da også en række forbehold, da Bibelselskabet for to år siden spurgte ham, om han kunne tænke sig at genfortælle biblen. Først og fremmest på grund af opgavens omgang, dernæst fordi han ikke følte sig sikker på, at han var den rette til jobbet.

»Men dybest inde vidste jeg godt, at jeg nok ikke kunne sig nej til det, he, he. Jeg ville ikke få buddet to gange, så for en sikkerheds skyld sagde jeg ’giv mig et halvt år’. Og så begyndte jeg at læse op - og så forsvinder man i det. Det er jo en skattekiste«.

Fortroligt sprog
Bjarne Reuter brugte et halvt års tid på at finde ord til nogle af de bibelhistorier, han i forvejen var fortrolig med for at se, om det var muligt at finde den akkord på computertastaturet, der kunne give teksten den rette tone.

Og da han fornemmede, at det lykkedes, takkede han ja. En opgave, han primært så som en sproglig udfordring, hvor det gjaldt om at skrive dem i et transparent, letflydende sprog.

Turne.  Bjarne Reuter er allerede før 'Bogen' udkommer blevet inviteret til at læse op af den i en række kirker. Og det gør han gerne - i det omfang han kan, mens han arbejder på sin kommende bog.

»Denne her tekst er så ufattelig vigtig, at den fortjener at blive fortalt i et sprog, vi er fortrolige med. Det er jo basis for to verdensreligioner«, som Reuter påpeger.

Vigtig for det nutidens danskere
Også i et moderne Danmark, hvor flere melder sig ud af folkekirken, kirker lukker, og andre religioner vinder frem, mener Bjarne Reuter, at biblen er en af de vigtigste bøger overhovedet.

»Begynd og læs den, og efter 10 sider ved man det. Men hvis jeg skal forklare det personligt, så mener jeg, at jo bedre, vi bliver klædt på til at forstå den baggrund, den sokkel, vi nu engang står på – tro, adfærd, dannelsesmønstre – jo bedre klædt på, vi bliver til at forstå disse sammenhænge, jo større horisont får vi. Og jo bedre bliver vi til at møde andre horisonter. Den der usikkerhed, som man ofte møder overfor andre trosretninger og mennesker, tror jeg blandt andet stammer fra, at der er nogen, der ikke har gjort deres hjemmearbejde«.

Ligesom Bjarne Reuter finder det vigtigt, at vi alle kender biblens historier, fordi de udgør en fælles kulturel referenceramme, så mener han også, at teksten formidler en tvivl og en dybde, som vil gøre enhver nutidig læser godt.

»Jeg mener, at man her lærer at kende den ulogik, den irrationalitet, der ligger i troen. Den udfordring – eller jeg vil hellere sige: fordring - man møder i teksten hele tiden, gør, at de har en særlig dyb køl. De her fortællinger opererer ikke med en forståelse, men med en accept. Og det løfter dem ud over alt andet«.

Står på mål
Samtidig oplever han, at arbejdet med at skrive om de ti plager og stentavlerne ligger i naturlig forlængelse af hans øvrige forfatterskab. For hver gang han sætter sig til tastaturet handler det om det samme: En eftersøgning.

»Sproget og opgaven fra begyndelse til slut er en eftersøgning. Og dermed adskiller den her sig ikke fra alt, jeg tidligere har lavet. Jeg ved ikke, hvad jeg leder efter. Hvorfra ved du så, det findes?, kunne man så spørge. Ja, for ellers ville jeg ikke lede efter det. Og det samme kunne man sige om tro. Og der tror jeg, at kunsten måske har mulighed for at give nogle andre svar, end hvis man læser økonomi eller jura. Og derfor kunne jeg godt ønske mig, at flere mennesker kunne interessere sig for den bog. Jeg er ikke sat i verden for at missionere. Men jeg vil gerne stå på mål for den, som det hedder på nudansk«.

Voldsomme dramaer
Bortset fra den overordnede etiske, moralske og kulturelle vægt, Bjarne Reuter tillægger tekstens betydning i et sekulariseret samfund, så blev han undervejs grebet af arbejdet med at puste liv i de gamle patriarker og give dem kød og blod og et nutidigt ordforråd, så fortællingerne står tydeligt frem som de voldsomme dramaer, de nu engang er.

»De kvitterer ved at trække gulvtæppet væk under en. For historierne er simpelthen så hamrende spændende, ikke? Der bliver ikke lagt fingre imellem«, lyder det med en drenget entuasisme fra den 62-årige forfatter.

I Pilatus’ hoved
Bjarne Reuter nøjes ikke med at oversætte det arkaiske sprog i biblen til et dansk anno 2012.

Han har også tilføjet, strøget og digtet med sin skønlitterære kunnen. For eksempel har han skrevet en epilog til Jobs bog, flyttet rundt på nogle af Jesus’ citater og krøbet ind i hovedet på Pontius Pilatus for at kunne skildre, hvad der skete forud for vandringen mod Golgata.

Bibelselskabet har ikke haft nogen indvendinger.

Kun faktuelle ting er blevet korrigeret – såsom, at jøderne ikke kunne overnatte i Samaria, for det var fjendeland. Og der har heller ikke være nogle klager over, at han er gået uden om Johannes’ Åbenbaring og Esajas' Bog.

De tekster kunne han ikke genfortælle på en meningsfyldt måde, og derfor er de ikke med i bogen, selv om de oprindeligt stod på Bibelselskabets dosmerseddel.

Svært med det ny
Igennem samtalen refererer Bjarne Reuter gentagne gange til myterne i det gamle testamente. Det ny falder der ikke mange ord om. Har det været sværere at tage sprogligt favntag med den del?

»Ja«, lyder det uden tøven.

»Jeg rystede på hænderne, da jeg skulle starte på det ny testamente. Det var en helt anden udfordring. Det kom tættere på mig«.

For eksempel da han skulle skrive om Getsemane og det sidste måltid, hvor Jesus giver udtryk for, at det, der skal ske, vil han egentlig helst undgå.

»Så bliver manden helt menneskelig. Jeg tror, det er de færreste, der ved, at han rent faktisk sagde sådan på det tidspunkt. Og så slutter det med, at han siger, at hvis det ikke kan være anderledes, så lad det ske. Der er hele tiden de der volter, som gør, at det er ord og hændelser, man aldrig nogensinde kommer af med igen«.

Ikke konfirmeret
Bjarne Reuter understreger, at hans egen personlige overbevisning ikke er et tema i fortolkningen af biblen.

»Det er irrelevant. Jeg har stillet mig til rådighed med mit sprog og min store kærlighed til historierne«.

Samtidig lægger han ikke skjul på, at tro og tvivl har fyldt meget i det meste af hans liv.

»De har altid været rejsekammerater for mig. Så jeg har altid ladet døren stå på klem for troen. Som 13-14-årig var jeg den eneste i hele min årgang, der sagde nej til at blive konfirmeret – jeg kunne ikke. Og jeg har det sådan, at hvis man skal udfordre reglerne, er forudsætningen, at man kender dem. Så jeg har læst op på tekster i biblen, som jeg ikke kendte i forvejen. Og jeg skal love for, at jeg blev overrasket«.

Tænker ikke på tæsk
Bjarne Reuter er spændt på, ja faktisk nervøs over, hvilke reaktioner, der følger, når bogen kommer på gaden.

For når man rører ved ord, der for mange tusinder er det vigtigste arvegods overhovedet, må man forvente at komme under beskydning.

»Jeg læste engang om en mand, der spændte en wire ud mellem højhuse i New York og balancerede mellem dem. Og han sagde, det eneste, der kan få mig til at falde ned – og det er ikke regn, blæst eller noget andet – det er, hvis jeg kigger ned. Så er jeg færdig. Jeg har det på samme måde. Tænk ikke så meget på de tæsk, der måtte komme«.