Uden at ane, hvornår sorgen i ham forsvinder, eller om den overhovedet fortoner sig på et tidspunkt, er en mand i begyndelsen af Dennis Gade Kofods roman ’Genfærd’ taget til Bornholm, hvor han har lejet sig et værelse på hotel ensomt beliggende ved skov og strand.
Han hedder Frederik og er rejst væk fra en forfærdelig hændelse. På hotellet synes de fleste i personalet at være i familie med hinanden.
Der er et overhoved, som kæfter godt op over for de andre, og hvem de er, og hvad de har med hinanden at gøre, finder Frederik – og læseren – kun gradvist lidt mere ud af.
Gådefuldt
I Frederiks krop og sjæl rusker en voldsom smerte, der præger hans syn på omverdenen og dermed også på hotellets unge receptionist, Pus, som heller ikke er for lykkelig. Hvad hun grunder over, og hvorfor en fyr ved navn Rasmus er væk, er uklart for Frederik og bliver også fortalt hemmelighedsfuldt videre i romanen.
Stramt, visuelt iagttagende, gådefuldt skriver Dennis Gade Kofod fra sit Bornholm, som han har gjort det før, og hos ham er der ikke megen idyl og solskin over den ø.
I hvert fald ikke på hotellet, hvor kokken siges at pisse i sovsen, og hvor en tysk turist ynder at skræppe »Kuchen und einen Kaffee, bitte«, mens hun vifter med dellerne.
Frederik morer sig mindre, end han sørger, og har vanskeligere ved at gengælde receptionistens tilnærmelser end ved at bremse sin længsel efter at røre ved hende. Hun vil gerne ham, selv om hun måske eller måske ikke har et forhold til en anden og i hvert fald har en voksende bule på maven og kaster voldsomt op indimellem.
Lange skygger
Han vil måske også gerne hende, men når hun kommer tæt på, begynder han at græde. Resten af hendes familie vil i øvrigt have, at hun skal rejse. Og lyder der ikke på mærkelige tidspunkter nogle høje skud i skoven?
Eller er det noget, Frederik bilder sig ind? Romanen hedder ikke ’Genfærd’ for ingenting. Frederik kaster lange skygger og forbliver ligesom de andre karakterer en ikke helt oplyst eller gennemskrevet figur. Det er mørket i ham, som er det centrale.
Gennem hele romanen trækker sorgen og Frederiks hemmelighed spor. Hvad gør det ved et menneske at have gennemgået noget så smertefuldt, at det virker uoverkommeligt at se det i øjnene og umuligt at fortrænge?
fortsæt med at læse
