Annonce
Annonce
Skønlitteratur For abonnenter

Spionroman om Estlands mørketid lugter af frisk mavesyre og aktiv vrede

Sofi Oksanen fortsætter sin tetralogi om Estlands skæbne under den sovjetiske 'besættelsestid'.

Så sprang såret op igen.

Den evigt væskende byld, som den finske forfatter Sofi Oksanen ikke kan nære sig for at trykke og klemme på: Estlands skæbne under den sovjetiske 'besættelsestid' 1940-1991, kun afbrudt af den tyske okkupation 1941-1944; årtier med skiftende fjendebilleder og falske befriere, hvorunder det estiske folk pådrog sig den kroniske lidelse kaldet angst med mindreværdet og mistilliden som lidet flatterende følgevirkninger.

Et sår, der altså endnu ikke er helet, hvis man skal tro Oksanen, som i kraft af sin mødrene arv har følelsesmæssige aktier i den estiske lidelseshistorie.

Og som med romanerne 'Stalins køer' (2003), 'Renselse' (2008) og nu 'Da duerne forsvandt' (2012) insisterer på, at omverdenen kraftpetervæltemig både skal se og lugte den materie, der stadig siver.

Det kræver – ikke mindst her i tetralogiens næstsidste del – en dyb indånding samt flittig brug af noteapparatet at fange nuancerne i Oksanens historielektie, hvor kronologien splintres og personer sendes til og fra Sibirien i ét væk, som var der tale om en tur til bageren.

En slibrig fætter
Men overgiver man sig til den entusiastiske skolelærer, suges man ind i en sindrigt sammenstrikket spionhistorie, hvor nazierotikken blomstrer og en hel familie går i hårdknude, mens en verden af skiddengrå østæstetik materialiserer sig smukt for øjnene af én, ikke ulig filmen 'Das Leben der Anderen'.

Bortset fra at efterretningsvæsnets lille kontormand hos Oksanen ikke er en underspillet helt i vindjakke, men en slibrig fætter med dårligt siddende jakkesæt og en uheldig omgang med eau de cologne.

LÆS OGSÅRoman om sexslaveri udløser nordisk bogpris

Abonnér og få fuld adgang til artiklen, samt alt på politiken.dk for 66 kr. per måned.

Allerede abonnent? Log ind

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce