I det daglige nyhedsbombardement fra et flygtningeparalyseret Europa og en arabisk verdensdel under borgerkrigslignende sammenbrud kan man roligt kalde denne udgivelse en tegneserie til tiden. Oven i købet tegnet og fortalt af en med helt personlige aktier i hele denne menneskelige og storpolitiske suppedas.
Fremtidens araber. En barndom i Mellemøsten (1978-1984)
Riad Sattouf
Graphic novel. Oversat af Francois-Eric Grodin. Cobolt, 160 sider, 248 kroner. Har du Pluskort, får du 15 procent rabat på lagerførte bøger i Boghallen eller fri levering hos Saxo.com. Læs mere på politiken.dk/plus.
Ja, for som søn af en europæisk mor og en arabisk far er man vel en rigtig heldig kartoffel: et ben i hver lejr og førstehåndskendskab til to vidt forskellige livssyn og verdensbilleder? Jo, faktisk. I hvert fald ud fra denne letlæste, uhøjtidelige og ligefremme graphic novel at dømme, om en 1980’er-barndom tilbragt i skiftevis Frankrig, Libyen og Syrien. For mindre heldigt stillede børn er samme baggrund nok snarere en ren bermudatrekant for identitet og personlighedsudvikling, et nationalt hverken-eller mere end et både-og.
Fransk-syrisk tegner: »Jeg viser bare fakta«Men den nu 37-årige serietegner og filminstruktør Riad Sattouf har vist haft mulighed og evner for at holde sammen på sig selv og spotte nogle tydelige, men egentlig ikke overdrevne træk i det liv, der opstår i globaliseringens malstrøm.
I vadestedet mellem øst og vest
Riad Sattouf instruerede sidste år den satiriske filmkomedie ’Jacky au royaume des filles’, et ’kønsrolleomvendt’ fiktivt arabisk land styret af kvinder, hvor mænd må gå med niqab.
Og samme år vandt han på Europas vigtigste tegneseriefestival i Angoulême prisen for bedste fransksprogede serie med den selvbiografiske ’Fremtidens araber’, hvor han heller ikke lægger fingrene imellem i førskolebarnet Riads fordomsfri og ucensurerede syn på sin kulturelt snotforvirrede far:
Abdel-Razak hedder denne syrisk fødte far, der kalder sin lysblonde søn »fremtidens araber«, men som selv er i seriens fokus som NUtidens araber, lige i vadestedet mellem øst og vest. Universitetsuddannet historiker i Frankrig og gift der, men flyttet med kone og barn til universitetsjob først i Libyen og så ’hjemme’ i Syrien.
Unge arabere har masser af vrede, men kvaliteten halter i ny dansk-syrisk bogAltså lærer for voksne studerende, men selv barnagtigt underdanig over for sin mor og bror og med pinligt umodne drømme om at blive sin landsbys hjemvendte rigmand. Fritænker i egen indbildning – men stadig fuld af barndommens fordomme såsom sunnimuslimsk hævntørst over for alle shiitter, for slet ikke at tale om hans billede af kønsroller og mandig ære.
Godmodigt karikeret persondesign
Men netop derfor er det troværdigt, at manden i kulturklemmen for at bevare værdigheden også må forsvare hverdagens absurditeter og afkald i de to diktaturer og mangelsamfund i 1980’erne, under hhv. Moamar Gaddafi og Hafiz al-Assad (far til vore dages syriske forbryder).
’Barne’-fortællerens kombinerede indlevelse i og udlevering af den udvandrede vestligt uddannede arabers dilemmaer er seriens politisk-psykologiske scoop, mere rørende og oprørende end en meget sporadisk kritik af den direkte politiske undertrykkelse i diktaturerne. Et par systemkritikere i galgen virker næsten som stilbrud her.
Korrespondents efterladte værk skildrer det tabte MellemøstenStregen er nemlig også enkel indtil det rørende. Med en sikker brug af sort-hvid med kun én dækfarve (skiftende fra land til land) og med et godmodigt karikeret persondesign, inspireret af Matt Groenings ’Simpsons’, følger Sattouf samme ligefremt selvbiografiske komposition som det indlysende forbillede: iranskfranske Marjane Satrapis snart 15 år gamle graphic novel ’Persepolis’ fra samme verdensdel.
fortsæt med at læse
To franske forfattere med hver sin danske tegner stiliserer døden
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.


























