Korrespondents efterladte værk skildrer det tabte Mellemøsten

Korrespondent. I forgrunden ses nu afdøde Anthony Shadid ses her i dialog med lokalbefolkningen i et arbejderkvarter i Kairo under det arabiske forår.
Korrespondent. I forgrunden ses nu afdøde Anthony Shadid ses her i dialog med lokalbefolkningen i et arbejderkvarter i Kairo under det arabiske forår.
Lyt til artiklen

Det var på flere planer en tragedie, da New York Times’ mellemøstkorrespondent Anthony Shadid døde af et astmaanfald på vej ud af Syrien for nogle måneder siden. En tragedie, fordi han var i begyndelsen af 40’erne og burde have haft mange år foran sig. En tragedie, fordi han efterlod sig to små børn og en ung hustru i Beirut. Men i høj grad også en tragedie, fordi verden derved mistede en af de ubetinget bedste formidlere og fortolkere af Mellemøsten; en region, der alt for tit i medierne bliver reduceret til krig, kaos og konflikter. Shadids reportager og analyser løftede sig over stort set alle andres, og han formåede altid at tilføre historierne medmenneskelighed og det personlige præg, der gør, at begivenheder i fjerne egne bliver vedkommende, og at indviklede årtusindgamle konflikter bliver forståelige. Han var – med et udtryk fra jiddisch – et mench, en reporter med dyb viden, indlevelsesevne og en umiddelbar interesse for de mennesker, han talte med. Personlig fortælling Alt det døde på en fjern bakketop i det nordlige Syrien, men lykkeligvis efterlod Shadid sig en sidste depeche fra regionen, den stærkt personlige bog ’House of Stone’, der udkom for et par måneder siden. For fans af Shadid er det et kærkomment minde, for dem, som ikke læste ham, en illustration af, hvad de gik glip af. Bogens titel henviser til det fornemme hus, Shadids oldefar, Isber Samara, byggede i landsbyen Marjayoun i det sydlige Libanon, og Shadids kamp for at restaurere huset og genvinde sine rødder. Det hele starter under krigen med Israel i 2006. Shadid, der dækker krigen fra Beirut, tager på en reportagetur forbi Marjayoun, der ligger i området, hvor Israel kæmper mod Hizbollah. Huset står endnu, men er blevet ramt af en delvis eksploderet israelsk raket, og det syn er tydeligvis for meget for Shadid. Trods faren i området tager han et par timer senere tilbage, planter et oliventræ og lover sig selv at renovere huset og bringe det tilbage til sin fordoms storhed. Men det er i høj grad lettere sagt end gjort. Shadid, der netop er blevet skilt og tydeligvis gennemlever en personlig krise, tager et års ulønnet orlov fra sin daværende arbejdsgiver, Washington Post, og kaster sig trods talrige advarsler ud i projektet, der er grundstammen i bogen. Det er ikke bare israelere, der har reduceret huset fra dets fordums storhed. Det har været forladt i årtier.

Familien er som så mange andre libanesere blevet spredt for alle vinde – Shadid selv er vokset op i Oklahoma – og renoveringen af det gamle hus i Marjayoun bliver derfor en anledning til at genfortælle både Shadids egen families og Libanons generelle historie. Tilbage til osmannerne Bogen består dermed af to separate spor; et, der genfortæller familiens vej til USA, og et, der handler om Shadids arbejde med huset i Marjayoun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her