Aktuel. Riad Sattoufs selvbiografiske tegneserie 'Fremtidens araber - en barndom i Mellemøsten (1978-1984)' udkom i Danmark 23. april 2015.
Foto: Pr-foto

Aktuel. Riad Sattoufs selvbiografiske tegneserie 'Fremtidens araber - en barndom i Mellemøsten (1978-1984)' udkom i Danmark 23. april 2015.

Bøger

Fransk-syrisk tegner: »Jeg viser bare fakta«

Riad Sattouf opererer med facts og ikke holdninger, når han tegner sin arabiske barndom.

Bøger

Drengene på gaden i Ter Maaleh, hvor lille Riad bor med sin franske mor og sin syriske far, spiller fodbold med en levende hundehvalp, som de til sidst spidder på en høtyv for sjov. Riads voksne far ligger klynkende i sin formummede mors skød. Kvinder tilskynder deres børn til vold, billiger mobning og jødehad, og mænd stener geder, fordi Satan bor i dem. Over det hele svæver diktatorerne Gaddafi og al-Assad, og højtalerne gjalder, at ’Guuuddd er stoooor’.

Riad Sattoufs selvbiografiske ’Fremtidens araber. En barndom i Mellemøsten (1978-84)’ lægger ikke fingrene imellem, og vi ville gerne have talt med ham, men tegneren sprang fra, fordi han fik for travlt med at aflevere andet bind af sine erindringer i Frankrig.

Følgende er, hvad han har sagt til andre medier i forbindelse med det bind, der udkom på dansk i denne uge, og som er anmeldt på hosstående side.

»Når jeg kom hjem til Frankrig med min mor, var jeg meget lykkelig for at slippe bort fra det miljø«, sagde han til den litterære pamflet, der i Frankrig præsenterede bogen. Man ville også vide, hvordan Sattouf havde det med sin arabiske identitet, da han voksede op i Frankrig, Libyen og Syrien.

»I Syrien blev jeg ikke opfattet som syrer, fordi jeg havde blondt hår, og min mor var fransk, og i Frankrig var jeg ikke rigtig fransk på grund af mit eksotiske navn. Det gjorde, at jeg kunne se tingene udefra uden at tilhøre noget folk. I stedet fandt jeg frem til de mennesker, der ville mig. Dem, som fortæller historier og skriver bøger. Jeg har mere til fælles med en kinesisk forfatter, end med den nabo, jeg gik i skole med«.

Splittelsen til trods er barndomstiden i Frankrig at foretrække frem for de surrealistiske oplevelser i Libyen og Syrien. Men også de franske børn i børnehave og skole tegner Riad Sattouf et bidende, og morsomt, portræt af.

»Det, jeg fortæller om franske børn i bogen, er, at de var mindre modne end børnene i den syriske landsby, de blev pylret om og beskyttet. I Ter Maaleh var børn overladt til sig selv«.

Syrien var rød

Hvorfor, vil en journalist fra den brasilianske avis Folha de S. Paulo vide, har Riad inddelt sine erindringer i farver?

»Det gik op for mig, at mine minder har farver. Libyen var gul som sandet, Syrien var rød som jorden der, og Frankrig blågrå som Bretagnes himmel«.

Det er en udfordring at vokse op i Libyen og Syrien. Hader du nogle af de oplevelser, du havde der, spørger journalisten, der hedder Catharina Wrede.

»Slet ikke. Jeg synes, det har givet mig en stor chance for at vise disse forskelligheder. Også selv om livet ofte var meget farligt, havde jeg chancen for at stå det igennem«.

Det er fristende at sammenligne Gaddafi med Assad. Hvordan ser du på det?

»Gaddafi var sindssyg, psykisk syg simpelthen, tror jeg. Assad var klogere, han var en frygtsom politiker og meget smartere end Gaddafi. Men jo, begge var de ledere af totalitære regimer«.

Hvordan er dit forhold til din familie nær Homs, nu hvor der er krig?

»Det er længe siden, jeg har haft kontakt med dem, men de fleste af dem har forladt Syrien. De drømte om at komme til Vesten og nyde den frihed og de gode ting, som Europa kan tilbyde«, siger Riad Sattouf: »Det er også derfor, jeg har svært ved at forstå denne bevægelse tilbage til religionen i Frankrig«.

Efter Charlie Hebdo

Hvad mener du om terrorangrebet på Charlie Hebdo, og hvordan ser du den ekstremisme i forhold til det, du så, da du voksede op i arabiske lande, spørger Wrede.

»Jeg tegnede ’Unge menneskers hemmelige liv’ i Charlie Hebdo i otte år. Jeg var ikke politisk satiretegner. Det var mere scener, som jeg oplevede på gaden, der inspirerede mig. Jeg forlod Charlie seks måneder inden attentatet. Som alle franske kunstnere er jeg traumatiseret af mordene, men jeg har ikke nogen generel holdning. Jeg laver bøger. Jeg viser bare fakta. Og prøver at se tingene lidt klarere selv. Min bog fortæller den nære historie om en familie mellem to diktatorer i 1980’erne«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden