Den holder selvfølgelig ikke altid.

Men hvis en historie indledes med en tilstrækkeligt god sætning, er der som regel banko. Og i så henseende må man sige, at årets finske kandidat til Nordisk Råds Litteraturpris, den 42-årige Jari Järvelä lægger flot ud.

»Et lysbord på 100 kilo og japanske kærester var årsagen til, at Julia og jeg mødte hinanden«.

Den står og dirrer saftspændt i luften og bringer mindelser om det legendariske møde mellem en paraply og en symaskine på et dissektionsbord; men den bliver begyndelsen på en historie om den utilpassede 17-årige Vantte og hans forhold til den 13-14-årige Julia.

På flugt
Det kan naturligvis – som i det klassiske set-up hos Shakespeare – ikke blive til noget med de to. Hun er alt for ung, siger de ældre. Og han er en døgenigt.

Derfor løber de væk sammen. Og det sker ikke helt uden problemer. Egentlig vil de til Argentina, men først – efter et traumatisk mellemspil der involverer langturschauffører – besøger de hendes fjerntboende bedstemor.

Dernæst drager de videre med henblik på at besøge København, fordi Julia gerne vil se Den Lille Havfrue, men det bliver aldrig rigtig til noget. Indbrud i sommerhuse, konfrontation med ældre mennesker og til sidst den slutning, titlens anefyldte henvisningskatalog lægger op til.

Poetisk lort
Historien er lige så lille, som den er klassisk. Men den er fortalt med en helt utrolig sproglig energi og drivkraft, der faktisk minder ikke så lidt om Leif Panduro, hvis man kan forestille sig ’Rend mig i traditionerne’ skrevet med ’Øgledages’ mere løbske modernisme.

Det er Vantte, der fører ordet og holder pennen. Hvilket sandsynligvis er årsagen til, at sproget mildest talt ikke lever op til gængse grammatiske krav; sætningerne føder hinanden i en reportageagtig bevidsthedsstrøm, der – som så ofte i finske sammenhænge – beskæftiger sig uhyre meget med diverse former for kropslige sekreter, ikke mindst fylder omstændighederne omkring defækering ganske meget, men sjovt nok ikke på en sådan måde, at det bliver ulækkert.

Faktisk er det visse steder ligefrem uhyre poetisk.

Døgenigt og rabler
Fordi det er den mandlige hovedperson, der fortæller, får vi selvfølgelig et godt indblik i, hvad der foregår inden i hovedet på ham, og dermed tegner romanen et portræt af en døgenigt her i begyndelsen af det 22. århundrede. Han er i familie med såvel Holden Caulfield som Beavis og Butthead, men ligner også Adrian Mole.

Julia derimod tegnes noget mindre tydeligt op, men skitsen af hende ligner en grimmer historie; hendes symbolske rablen om forholdet til plastikfaren, der er fotograf, men bogstaveligt talt læner sig op ad hende såvel følelsesmæssigt som fagligt, er skræmmende i al sin underspillethed.

Og det er sigende, at hun af og til er nødt til at formulere sig på et helt eget sprog, som på grund af vokalombytning er vanskeligt forståeligt for andre end hende og veninden.

Umiskendeligt finsk
Når man læser romanen fyldes ens hoved med billeder fra diverse film. For ’Romeo och Julia’ er en film, en road movie som godt kunne være instrueret af Kaurismäki, men såmænd også af Wim Wenders.

Og så er der et eller andet umiskendeligt finsk over det hele, som er så herligt anderledes i forhold til den øvrige skandinaviske litteratur. En kropslighed, en fandenivoldskhed, man også finder hos en Rosa Liksom eller en Mikael Niemi.

Hvilket er vederkvægende i en tid, der er fyldt med dieselprosa og lavoktane krimier. De starter sgu aldrig med megatunge lysborde og folk fra Japan.