For tiden kan danske tv-seere, hvis de kan få sig selv til at zappe hen på gråguldskanalen TV 2 Charlie, nyde Sven Wollter i rollen som den pensionerede kriminalkommissær van Veeteren.

Kriminalkommisæren opererer i den fiktive by Maardam, som ligger et eller andet sted i Europa. Det kan varmt anbefales, i øvrigt. For Håkan Nesser er en mere end ferm kriminalforfatter, og hans personer er så nuancerede, at de fint lader sig overføre troværdigt til de levende billeders univers.

De to første er bedst
Man kan også vælge at læse Nesser i stedet for. Og orker man ikke tibindsserien om van Veeteren, kan man eventuelt starte med den noget mindre omfangsrige historie om den svensk-italienske kriminalkommissær Gunnar Barbarotti og hans bedrifter i det ligeledes fiktive Kymlinge.

De to første, ’Menneske uden hund’ og ’En helt anden historie’ fra henholdsvis 2006 og 2007, er begge lavmælt velfortalt og godt konstrueret. Desværre lever det seneste bind i sagaen ikke helt op til de foregående.

Det begynder ellers fint nok. Hoved- og titelpersonen er en pensionsmoden enspænder, der er gift med et frygteligt rivejern af en kvinde, som evindeligt hakker på ham og altid tager det modsatte parti, når der er konflikter mellem ham og hendes uduelige datter.

Så man forstår ham så udmærket, da han vinder i tips og for nogle af pengene køber sig et fjerntliggende sommerhus, hvor han tilbringer sine dage uden familiens vidende. Man under ham virkelig at være i fred. Men forstår samtidig også godt den unge pige Anna, der efter at være flygtet fra en forfærdelig opdragelsesanstalt for unge vildfarne piger søger tilflugt i hans hyggelige hus.

Langsommelig efterforskning
Hvad man til gengæld har svært ved at forstå er, hvorfor intrigen og efterforskningen skal være så omstændelig og langsommelig, at Nathalie Sarrautes ’Tropismer’ nærmest er det rene Elmore Leonard i sammenligning.

Der sker ganske enkelt ikke ret meget i selve handlingen, men vi får til gengæld et godt, men ikke nødvendigvis interessant indblik i de efterforskende politifolks ægteskabelige liv, herunder informationer om, hvorledes det er at have sex med benet i gips. Fint nok, men måske også noget, man kunne have været foruden.

Det er ganske enkelt et problem for den krimimæssige side af sagen, at sædeskildringen fylder så meget. Og her kan man ikke engang bebrejde forfatteren, at det er, fordi vedkommende er en kvinde.

Heldigvis kommer der lidt fart over feltet hen ad vejen, men det er lidt som at glæde sig til julemiddagen i en hel måned og så erfare, at man skal have blomkålssuppe i stedet for gås.

Men for Nesser-fans er der ingen vej udenom. Undertegnede er en sådan. Hvorfor den da også blev læst med ganske stor fornøjelse, trods ovenstående forbehold. Der skulle være et afsluttende fjerde bind på vej, og det kan være, at det vil åbenbare en større sammenhæng.