Hun gør det igen.

Holder niveauet med sin skaldede detektiv Dan Sommerdahl, der nu omsider smider sit pressefoldede Gant-skjorte-image og letter trykket til anden side.

Fint at ryste grunden under hans byhusidyl, inden han selv, hunden, den rødhårede lægekone og de halvvoksne unger går i ét med det øvrige inventar i en kliché af en bagtæppeskitse.

Anmeldermord
Anna Grue ved jo godt, det ikke holder i længden. Derfor må hovedperson plus løsøre på psykisk kogeprogram, inden der går for meget gruppekram i den.

Fra trafficking i ’Dybt at falde’ over ægteskabssvindel i ’Judaskysset’ bevæger Grue sig ind i de nationale kunstkredse og videre ind i tv-branchen.

Dans gamle ven Flemming Torp har problemer med en mordsag, hvor en kvindelig litteraturanmelder er blevet ombragt i sin magtfulde kunstnerdatter, Kamille Schwerins atelier.

Ved overfaldet er samtlige Kamilles skulpturer blev smadret, men Torps mistanke mod datteren kan ikke bevises.

Agatha Christie-setup
Da Dan skal isoleres på en ø for at deltage i realityprogrammet ’Mordjagten’ sammen med selv samme Kamille Schwerin og en række andre celebrities, kobler Torp derfor den selvbestaltede detektiv på sagen undercover.

Spærret inde i et hus i bedste Agatha Christie-setup får Dan imidlertid ikke mange dage til at lure Kamille af.

De fleste i gruppen viser sig nemlig at have et udestående med hende, og da virkeligheden pludselig overhaler realityprogrammets fiktion indenom, må produktionen stoppes, så alle deltagere kan underlægges en nøjere granskning.

Substans
Uden at kunne kategoriseres som ’intelligent krimi’ a la Gazan, Brown og Høeg tilbyder Anna Grue indholdsmæssig substans, der rækker vederkvægende langt ud over den centrale krimifortælling.

Hun nøjes ikke med at udfolde det nationale kunstparnas’ tankevækkende nepotisme for læserne, så man forstår netværkets vitale betydning for udøvende kunstneres gennemslagskraft.

Hun tager også tv-branchens realityproduktioner under lup i en ofte komisk beskrivelse af det enorme korpus af logistik, der må på benene for at få fiktionen til at tage sig både glamourøs og virkelig ud for tv-seerne hjemme i sofaen.

Bliv ved!
Begge arenaer skildres med indsigt grundet i et større researcharbejde typisk for Grue, fornemmer man.

Til gengæld fornemmer man ikke, at hun har ambitioner om engang at trække en alvorstung nøgleroman op af skuffen.

Hun flirter ikke med det finlitterære, men bliver ved sin læst. Og godt for det! Kan jeg tilføje.

For man ville kunne vække hende midt om natten og afkræve en opremsning af samtlige krimiens genrekonventioner.Efter al sandsynlighed ville hun prompte udbede sig et glas rødvin, men slingre, dét ville hun ikke.

Med ’Kunsten at dø’ leveres en dejlig stramt komponeret krimi, som altid fuld af mundrette replikker og spænding strøet generøst på rette sted.

Genialt at slutte med Dan Sommerdahl i frit fald. Ren cliffhanger for alle, der holder af ham.