Der var noget gotisk over Island i årene op til krisen, da ekspansionsvikingerne herskede.

Velstanden var nærmest uvirkelig – som størrelsen på islændingenes monstrøse biler – og rygterne florerede om dunkle illegale kilder bag de gigantiske lånefinansierede investeringer.

Der var noget usandsynligt og hemmelighedsfuldt over det hele.

Netop den situation leverer indledningsvis atmosfæren til Steinar Bragis roman ’Kvinder’, som han i år er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for. I begyndelsen af romanen, som er oversat til svensk, er en ung islandskamerikansk dokumentarist, Eva Einarsdóttir, ankommet til øen, halvt fremmed og halvt fortrolig med stedet.

Som barn flyttede hun til USA med sin far, men hun er flere gange vendt tilbage, og denne gang til et land præget af ekspansionsøkonomien, lige før boblen brister.

Med sig i bagagen har hun mindet om en alt for tidligt afdød mor, en datter, der har lidt vuggedøden, samt et kuldsejlet parforhold. Der er sådan set nok at spekulere over i den overdådige lejlighed med bugtudsigt, som Eva har lånt af en islandsk bankmand i New York. Hendes mål er at skaffe sig »kontrol over sit eget liv«, hedder det.

Ned ad bakke
Det går detså som så med i romanens første del, hvor hun pimper og gør sig diverse vilkårlige bekendtskaber. Men i romanens anden del går det stærkt ned ad bakke.

Gradvis nedskrives Evas kontrol over sit eget liv, og hun suges ind i en mareridtsagtig, paranoid uvirkelighed, hvor lejligheden forvandles til et fængsel med ansigtsløse stemmer, der overvåger og kommanderer med hende.

For hvert kapitel vågner hun op i en stadig mere magtesløs tilstand, som hun affinder sig med: »... den følelse af rådvildhed, kapitulation og af at være indespærret i sig selv, som hun havde haft så længe, havde til sidst antaget konkret form: de indre vægge var nu ydre«.

Psykisk overdrev
Hvad sker der?

Noget kunne tyde på, at Eva er gået i en fælde eller er blevet en del af et »designet hændelsesforløb«, som det hedder. Ja, måske indgår hun i et kunstnerisk eksperiment af en kvindehadende serbisk kunstner, Joseph Novak, der besøger Island samtidig med hende.

Det er i hvert fald en af de konspiratoriske forståelsesmuligheder, som ’Kvinder’ holder åben undervejs.

Styrken ved romanen er første dels samtidsskildring af Island på et verdenshistorisk vigtigt tidspunkt.

Svagheden er indespærringsberetningen, som er langt ude på det psykiske overdrev. Forbindelsen mellem de to dele er svag, og finalen honorerer langtfra de forventninger, som den lovende indledning skaber.

Mange perspektiver går efter min mening tabt i romanens gennemgående bevægelse fra den ydre sociale verden og ind i et klaustrofobisk indre, som man er helt lettet over at slippe ud af igen.