Det lader til at være en træthed af sproget, i hvert fald det talte sprog, der har drevet Hesselholdts fortæller til at skrive en bog om en fotograf: »Vi åbner munden og ud kommer – vi selv. Det var det der trættede mig og i hvert fald for en tid drev mig i favnen på de tavse fotografier«.
Fotografen er Vivian Maier (1926-2009), der tog billeder af livet på de amerikanske storbygader, fra damer i sølvræv til hjemløse. Da Hesselholdt i en dialog lader Vivian svare på, hvorfor hun fotograferer, siger hun: »Det er bedre at kigge udad end indad (...) Verden er sjovere end min hjerne«. Fra en forfatter, der, med titlen på en af Hesselholdts tidligere romaner, har yndet at udforske »Kraniekassen« og alt det sprog, der rumsterer i den, kan det synes som en længsel efter at vende opmærksomheden et andet sted hen. En nysgerrighed efter, men også en spejling i en anden og anderledes kunstart. Fra kraniekassen til kameraet på Vivians mave: »På maven har jeg huset der kortvarigt bebos af forskellige personer. De er stumme. Man ved kun det om dem man kan se. Jeg er i den tavse branche. Jeg er i den branche fordi den er tavs«.
