De indrømmer det selv, nordmændene. I mange år har de skulet misundeligt mod naboerne i Skandinavien. Svenskernes stolte filmtradition tæller stjerneinstruktører som Ingmar Bergman, Bo Widerberg og Jan Troell. Imens har vi danskere brystet os af Dreyer, Lars von Trier og dogmerevolutionen. Men hvad med lillebror Norge? Ikke mange somre tilbage rimede norsk film på dorsk film, hvad enten man spurgte en indfødt eller en udlænding. Men det har de seneste års norske bølge – ’the Norwave’ – vendt op og ned på.

LÆS OGSÅ Instruktør: »Den norske middelklasse er et mysterium for mig«

I forlængelse af dagens danske premiere på ’Oslo, 31. august’ (af nordmændenes egen Trier, fornavn Joachim) tilbyder Cinemateket i november en norsk filmkavalkade. Kort før jul når også Anne Sewitskys Sundance-vinder ’Sygt lykkelig’ vores breddegrader. Tre eksempler på, at Norges filmbranche efter årtiers mindreværd er på en mere selvsikker succeskurs. »Der er megen optimisme og energi i den norske filmindustri. Talentmassen og mangfoldigheden i udtryk og genre har aldrig været større«, skriver direktøren for Norsk filminstitutt, Nina Refseth, i årshæftet ’Norwegian Films 2011’. Politisk indsats Opskriften på det norske boom ligner til forveksling den, som i midten af 1990’erne gav vores egen filmbranche et spark i måsen. Siden 2001 har en strategisk, offensiv politisk indsats givet flere og bedre film. Den øgede volumen skaber et stabilt produktionsmiljø, hvor både rutinerede og uprøvede kræfter får bedre muligheder for at realisere deres projekter. Samtidig prøver en voksende gruppe filmmagere at gå nye veje ved at arbejde uafhængigt af konsulentordningerne. Den yngre instruktørgeneration har givet udbuddet større dynamik, publikumstække og genrespredning, hvor norsk film tidligere havde tendens til at sidde fast i litteraturfilmatiseringens dynd. »De sidste ti år har vi lavet film, som har fjernet nordmændenes skepsis over for det lokale produkt. Og vi har opnået en kvantitet, hvor der altid er et norsk alternativ på biografernes repertoire, og det er ganske vigtigt«, fremhæver Hans Petter Moland, en af Norges veteraner i instruktørfaget. Molands seneste film, komedien ’En ganske rar mand’, kommer i øvrigt på dansk dvd i næste uge. ’Norwave’ Hans Petter Moland er garvet nok til at være en del af den oprindelige ’norske bølge’. For allerede i midten af 1990’erne var der optræk til nybrud. Pål Sletaune vandt en kritikerpris i Cannes for ’Postbudet der vidste for meget’, og Berit Nesheims ’Søndagsengle’ opnåede at blive oscarnomineret. Den uventede kulturoffensiv fra Norge drev i 1997 branchebiblen Variety til at opfinde begrebet ’Norwave’. Glosen kom imidlertid først rigtigt til sin ret et årti senere. »Vi havde et par år, hvor også film som ’Æg’ (af Bent Hamer, red.) og ’Insomnia’ (Erik Skjoldbjærg, red.) vakte opmærksomhed i udlandet, og der var en forventning om, at det ville skabe en ny energi i den norske filmverden. Men pengene til at følge op på succesen var der ikke, så udviklingen gik i sig selv igen,« siger Hans Petter Moland. Siden har den norske regering, med forhenværende kulturminister Trond Giske i spidsen, sat fokus på filmstøtten, så bølgen denne gang kan nå hele vejen ind til stranden