Det handler om suset fra stofferne og afsporet talent. Det handler om unge mænds venskaber og mørke sind. Og det handler om en instruktørs fascination af en skuespiller, der ikke er det.
Alt sammen spundet sammen til et melankolsk-poetisk norsk nutidsdrama henlagt til et enkelt døgn i Oslo – men løst inspireret af en temmelig obskur fransk roman, ’Le Feu Follet’, fra 1931. Velkommen til ’Oslo, 31. august’ instrueret af den norskdanske instruktør Joachim Trier, der blev rost til skyerne og lidt til, da han for efterhånden fem år siden spillefilmsdebuterede med det mesterlige generationsportræt ’Reprise’ efter de to internationalt berømmede kortfilm ’Still’ og ’Procter’. Poetisk særpræg Det er fristende at se Triers anden film som en slags fortsættelse af ’Reprise’. De unge rastløse talenter er nu blevet nogle år ældre og har enten sat sig til rette i tilværelsens borgerlige kompromis eller er blevet kørt ud på nervøse sidespor. Som den 34-årige Anders, der kæmper med at finde et fodfæste i tilværelsens gråzone efter en længere karriere som narkoman på jagt efter det store sus. Anders Danielsen Lie spillede Philip, den mest sårbare af de to forfatterspirer i ’Reprise’. Nu har han skiftet navn til Anders, men den højtflyvende tankevirksomhed og den mentale skrøbelighed er den samme. I det civile liv er Anders Danielsen Lie uddannet læge og musiker, tidligere journalist og har sammen med en psykiater skrevet en bog om ungdom og seksualitet.
