Den norske ungdomsserie 'Skam' er blevet en kæmpe succes på nettet - selv om serien næsten ikke er blevet markedført. Nu er tredje sæson på vej. Kilde: NRK

Verdens bedste ungdomsserie er norsk

'Skam' rammer lige lukt ned i sin målgruppe: De unge. Samtidig rammer serien universelt.

Film og tv

Jeg har gået hele sommeren og været forelsket i den norske webserie ’Skam’. Her på Politiken har vi pippet om den igen og igen, men endnu ikke råbt de seks hjerter højt ud til hele verden, som serien fortjener. Så her er de!

Serieskaber Julie Andem har skrevet så direkte til sin erklærede målgruppe på 16-årige piger, at det er blevet til teenagepop så smukt, at det rammer universelt. Natten efter jeg så første sæson, bankede dramaet fra gymnasielivet i Oslo så hårdt på nethinden, at det fortsatte langt ind i drømmene. Følelser, der er så intense, fordi de er store og nye i teenageårene, men også fordi de bliver følt et sted, hvor man ikke kan undslippe dem.

Sommeren efter man har såret sin bedste veninde, skal man i skolegården se hende være veninde med en anden. Dagen efter man har haft farvelsex med sin første kæreste, skal man igen til time sammen. Der er ingen vej uden om. Lige meget hvor såret man er, eller hvor pinlig en fejl man begik, er man tvunget til at blive i følelserne. Arbejde med og mod skammen, der hele tiden presser sig på. Sådan er det for Eva, som er den primære hovedperson i sæson 1. Vi følger hende, da hun begynder i 1. g. Hun er kæreste med Jonas, men har ingen veninder. Det får hun langsomt. Den naive Vilde, den sjove Chris og så Noora og Sana, der begge er too cool for school som henholdsvis en blond og muslimsk Pam Grier!

Eva er konstant bange for, at Jonas er utro, og alle pigerne slås på hver deres måde med at passe ind – og i de spil forsøger de at passe omsorgsfuldt på hinanden, men ender uundgåeligt med at såre sig selv og andre. Det er klichéfyldt intriganceromance, men eksekveret med et glimt i øjet og en gran af sandhed, man ellers ikke får i ungdoms-tv.

Brugen af smartphones

Om ti år ser vi måske tilbage på ’Skam’ og tænker: ’Det var bare tidens ungdomsserie’. Men en ungdomsserie skal bedømmes på sin evne til at ramme netop sin tid, som ’Degrassi’, ’My So-Called Life’, ’Beverly Hills 90210’ osv. har gjort det tidligere. Julie Andem vedkender sig tydeligt den tv-tradition, men hvor de tidligere serier blev til i tidens klassiske formater, er ’Skam’ fortælleteknisk helt fremme i skoene med et kamera, der boltrer sig overlegent troløst mellem reklameæstetik, skatevideo og en dokumentarisk gyserstil, hvor det ikke er et monster, men venindesvigt, utroskab og social eksklusion, man hele tiden er rædselsslagen for.

Bedst er samspillet mellem de nervøst skelende kameravinkler og (’House of Cards’)-brugen af smartphone-skærme i billedet. Det giver en konstant uro, hvor Eva og veninderne forsøger at kigge på de andre uden at blive fanget i det – i skolegården og på de sociale medier. Og forsøger at posere eller række ud uden at blotte sig selv for åbenlyst.

Julie Andem holder det hele skarpt med en velskrevet dialog, og hun hjælper sine talentfulde unge skuespillere ved at lade telefoner, musik og støj tage over for indre følelsesliv og banale intriger.

Når Eva og Jonas skændes ved et busstoppested, behøver vi ikke høre hvert eneste ord i et slag, hvis gang vi allerede kender, så Andem lader deres ord forsvinde i trafikstøj, så vi selv kan fylde vores ikke-banale følelser ind i både anklager og forsoning.

Brugen af musik er overlegen. På niveau med, hvad instruktørerne Sofia Coppola og Xavier Dolan har bedrevet. Når skolens bad boy William introduceres, sker det i slow motion, mens Young Thug synger »I’m a beast«. Når Eva er vred, tordner Woodkids ’Run Boy Run’ på lydsiden, og da pigerne drager til fest, synger Peaches »dick in the air«. Små musikbidder, hvis konkrete tekststykker bruges aktivt i historien – enten smasket i hovedet eller som en understrøm, der prikker os i en følelsesmæssig retning. Det er elegantgenialt lavet, og man kan ikke lade være med at tænke: Bare NRK lader Julie Andem arbejde uforstyrret videre. Og med de nationale briller på tænke: Bare DR dog snart har lugtet lunten og begynder at lave godt ungdoms-tv til 16-årige piger og mig.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce